Annonce
Bagsiden

Striden bilagt i Børnehuset Tusindfryd: Sang vil løse alle problemer

Blå og rød stue har besluttet at indlede alle lege i fællesrummet med en sang efter et forslag fra rød stues leder, Peter. Forslaget kommer ovenpå en anstrengt periode, hvor tonen har været hård mellem de to stuer.

Det har længe føget med grimme ord og mudderkast på legepladsen i Børnehuset Tusindfryd i Odense. Men nu ser det ud til, at striden kan bilægges. Sang skal løse alle problemer, fortæller lederen af rød stue, Lille Peter.

Striden mellem de forskellige stuer i børnehuset har ellers været meget håndfast. For nylig endte en helt almindelig og ret kedelig leg i børnehusets fællesrum med at vare i fem-en-halv-time, fordi børnene fra de forskellige stuer skændtes om, hvorvidt Lille Peter havde sagt grimme ting til Jane fra blå stue eller ej.

Men det er alt sammen fortid nu, for repræsentanter for de forskellige stuer er enedes om at bilægge striden. Fremover vil alle børnene tale pænt til hinanden og ikke sige ord som (censureret) og (censureret) samt (censureret). Og man må heller ikke længere rive andre i håret. Og slet ikke kaste sand i øjnene på hinanden på legepladsen.

Et vigtigt element i fredsplanen er, at man fremover vil indlede alle lege i fællesrummet med en sang.

- Det er en rigtig god idé. Det er en hyggelig måde at indlede vores lege på, fortæller Tommy fra grøn stue, der egentlig er kendt som lidt af en bølle på legepladsen, men som nu bakker helt og fuldt op om den nye plan.

En, som der hedder Alex, og som går i 0.A på skolen ved siden af børnehuset, er meget glad for, at børnene nu skal til at synge, før de skal lege, for det savnede han selv, da han gik på sort stue i Børnehuset Tusindfryd:

- Men det er altså sygt mærkeligt, at Lille Peter gerne vil være med til at synge nu, for dengang at jeg gik der, ville han slet ikke, nej. Han sagde bare nej og nej og nej og var smaddersur. Men det er godt, at ham og alle de andre inde på rød stue er blevet klogere. Selv om det fandme har taget lang tid, siger han og tilføjer:

- Undskyld.

Børnene er enedes om den sangbog, som man fremover vil anvende. Rød stue havde egentlig foreslået, at man skulle synge sange fra Arbejdersangbogen, men det ville børnene på blå stue slet ikke, nikke nej, være med til. De ville kun synge sange fra Højskolesangbogen - "og kun dem, som Grundtvig har skrevet", som Jane fra blå stue forklarede.

Nu har børnene i stedet indgået et kompromis om, at man kun vil synge sange fra "De små synger".

- Det er en sangbog, der rummer en dyb social indignation, siger Reza, der er fra Iran og går på Ekstremt Rød Stue.

- Tænk på "Sørens far har penge", der udstiller den enorme forskel mellem rig og fattig, hvor nogle har ko og kalv i vænge og hø og halm i lo, mens Lille far hverken har nogen penge eller en ko, siger han. Og uddyber:

- De blå er (censureret).

Som en konsekvens af den nye, gode stemning i børnehuset har man i øvrigt besluttet at omdøbe det til Børnehuset Totusindfryd.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce