Annonce
Indland

Strandet hvalros får lov at leve foreløbig

Strandet hvalros får lov at leve foreløbig

En strandet og såret hvalros på den jyske vestkyst får nu chancen for selv at komme sig og måske stikke til havs. Til gengæld spærres området af for nysgerrige.

Selvom en strandet arktisk hvalros ved Nissum Fjord er såret i både hoved og krop, så får den foreløbig lov til at leve videre. Naturmyndigheder og biologer vil give dyret en chance for selv at drage mod havs igen, hvis den kan.

- Vi har besluttet at lade hvalrossen ligge, for at se om den kommer sig, og så til gengæld spærre området af. Vi opfordrer derfor kraftigt folk til at holde sig væk fra det afspærrede område og give hvalrossen fred, så den ikke bliver mere stresset, siger biolog og formidlingsleder fra Fiskeri- og Søfartsmuseet i Esbjerg Ragnhild Skov.

Hun rådgiver Skov- og Naturstyrelsen, der har ansvaret for eventuelt at aflive hvalrossen, hvis den viser sig for syg. Det er første gang siden 1999, at der er skyllet en levende hvalros ind på en dansk strand.

Skovfoged og vildtkonsulent Jens-Henrik Jakobsen fra Skov- og Naturstyrelsens i Vestjylland skønner, at hvalrossen vejer 350-500 kilo og måler godt to meter. Der er dermed formentlig tale om et ungt dyr, da fuldvoksne hvalrosser kan blive over tre meter og veje op mod to ton.

Det er sommerhusgæster ved den sydlige del af Nissum Fjord, der har fundet hvalrossen med de karakteristiske stødtænder.

Hvalrosser lever i flokke i arktiske egne som Svalbard, Grønland og Sibirien, så den er kommet slemt på afveje.

Ifølge Skov- og Naturstyrelsens opgørelser er der kun to gange i nyere tid fundet en hvalros ved en dansk strand. Senest i 1999 ved Hirtshals om vinteren. Også i 1982 blev der fundet et eksemplar på den jyske vestkyst ved Løkken.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Tal højt om psykisk sygdom

Der bliver malet sådan et billede af os psykisk syge som nogle vildt farlige kriminelle, der går og stikker folk ned. Men langt størstedelen af os har bare nogle andre udfordringer end andre, og det går værst ud over os selv", sagde 41-årige Michael Hansen til avisen tidligere på ugen. Deri har Michael Hansen ret: Psykisk sygdom er først og fremmest en belastning for den syge, ikke for omgivelserne. Alligevel bliver mennesker med psykiske sygdomme ofte betragtet med mistænksomhed eller direkte frygt af andre mennesker. For de fleste af os har lettere ved at forholde os til et brækket ben end et brækket sind. Sådan behøver det imidlertid ikke være. Hvis vi hver især lærer mere om psykiske sygdomme, kan vi få lagt noget af den unødvendige frygt bag os. Derfor er det godt og nødvendigt, at Michael Hansen og andre som han taler højt om deres sygdom og diagnoser, så vi kan få nuanceret vores syn på psykiatriske sygdomme. Michael Hansen lider af såkaldt paranoid skizofreni, en af de sværeste psykiske lidelser, der findes; en lidelse, som kun ganske få promille af danskerne lider af, og derfor en lidelse som kun ganske få af os kommer til at stifte bekendtskab med i vores liv. Selv om sygdommen er udstyret med et mystisk, endda et nærmest ildevarslende navn, er Michael Hansen imidlertid hverken mere eller mindre farlig for sine omgivelser end dig og mig. Michael Hansen er kort sagt et menneske som os. Og han skal betragtes som sådan; han skal ikke betragtes som potentiel morder. Statistikken er smerteligt tydelig: Langt hovedparten af landets psykisk syge bliver mødt med fordomme, når de taler om deres sygdom. Derfor har fire ud af fem psykisk syge undveget kontakt med andre mennesker, og tre ud af fem har afholdt sig fra at søge uddannelser eller lignende. Det er deprimerende tal. Derfor er der brug for, at Michael Hansen og endnu flere psykisk syge med ham får modet til at tale højt om deres sygdom og til at forklare, hvad den går ud på. Samtidig er der brug for, at vi, der ikke har en psykiatrisk diagnose, har modet til at lytte og forstå. Så tal højt. Det hjælper.

Annonce