Annonce
Indland

Stor uenighed i sag om chikane mod rådmand: - Anklager tegner et billede af en vred, ildspyende kvinde

Retten i Odense har behandlet sagen om en 39-årig kvinde, der blandt andet er tiltalt for massiv chikane af offentligt ansatte. Tilbage venter dommen den 11. december. Foto: Michael Bager

Sidste retsmøde i sagen om en 39-årig kvinde, som er tiltalt for at chikanere offentligt ansatte, er overstået. Anklager kræver kvinden fængslet i 15 måneder, og forsvarer kræver hende løsladt. Dommen mangler endnu at blive afsagt.

Torsdag afholdtes fjerde og sidste retsmøde i sagen om en 39-årig kvinde, der er tiltalt for trusler, overtrædelse af tilhold, falske anklager og chikane mod offentligt ansatte.

Her blev det diskuteret, om det har været had eller snarere håbløshed, der har fået kvinden til at henvende sig krænkende og massivt til blandt andre Fyns Politi og rådmand Susanne Crawley (R).

Anklager Stephanie Reby argumenterer for, at kvinden har været på bevidst hævntogt. Det gælder især, når hun har lavet underretninger om mistrivsel hos Susanne Crawleys børn, som Fyens Stiftstidende tidligere har beskrevet.

- Underretningerne er alene en udspekuleret og ondskabsfuld chikane. Når man går efter ens familie, så rammer man der, hvor der gør mest ondt, siger anklageren.

Annonce

135 kontakter

Hun indleder med at fortælle, at listen over kvindens henvendelser til offentligt ansatte er over 135 kontakter lang, og at 12 personer er forurettede i sagen gennem en periode på to år.

- Der er tale om grove beskyldninger og grove formuleringer. Det her er en liga for sig selv, siger Stephanie Reby, der derfor kræver den tiltalte kvinde fængslet i mindst 15 måneder.

Forsvarer i sagen, advokat Rune Pedersen, mener, at straffen bør ligge væsentligt under seks måneders fængsel. Den ubetingede del bør endda allerede være afsonet i forbindelse med kvindens varetægtsfængsling.

- Vi behøver ikke bevæge os ret langt over på hendes banehalvdel for at se, at sagen ser meget anderledes ud. Hun handler i desperation. Hvor ubærligt er det ikke, når man står og føler, at ens privatliv smuldrer omkring en, og man så ikke kan få myndighederne i tale, siger Rune Pedersen.

Dom udskudt

Derfor bør det ifølge ham være med til at sænke straffen, at kvinden gennem forløbet har været ulykkelig over at have mistet samværet med sin søn.

- Der er mange faktorer, der taler i en anderledes retning i den her sag, end det billede, anklager prøver at tegne af en vred, ildspyende kvinde, siger Rune Pedersen.

Under retsmødet har han ligeledes dokumenteret, at kvinden ikke er blevet vurderet psykotisk eller på anden måde sindsforstyrret. Hun har selv opsøgt behandling hos psykologer under sin samværssag, fordi hun har været belastet af den.

- Jeg har aldrig villet genere nogen eller give trusler til nogen. Jeg har bare gerne villet have min søn tilbage og renset mit navn, forklarer kvinden endnu engang i retten.

Hun skulle oprindeligt have modtaget sin dom torsdag. I stedet er den udskudt til den 11. december af tidsmæssige årsager.

Forsvareren har anmodet om at få kvinden løsladt fra varetægtsfængslingen, men det har retten afvist.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Nordfyn

Radiostation deler gratis antenner ud

Læserbrev

Kultur. Tak til kronprinsparret 2

Synspunkt: Da jeg læste Peter Hagmunds leder ”Tak til kronprinsparret” den 1. november, glædede jeg mig over de mange gode synspunkter, han bringer frem såsom: ”Alligevel kan man godt opfatte det en kende sært, at kronprins Frederik og kronprinsesse Mary står på en scene i netop Odense, når parret lørdag uddeler priser til en række kunstnere og kulturfolk. For Odense Kommune har netop besluttet omfattende nedskæringer i byens kulturudgifter.” Lige siden har jeg funderet over årsagen til, at der spares så heftigt på kulturen i Danmark i disse år. Vore nabolande Norge, Sverige og Tyskland – lande vi gerne sammenligner os med – gør det stik modsatte. De øger kulturbudgetterne, og de gør det markant. Efter min mening er der to væsentlige årsager til den stedmoderlige behandling, kulturen får i Danmark. For det første er de allerfleste af vore beslutningstagere unge eller yngre mennesker, som vort skolesystem ikke i tilstrækkelig grad har givet mulighed for at stifte bekendtskab med klassisk kultur og dannelse. De kender og respekterer simpelthen ikke den kultur, de koldblodigt skærer ned på. Det ironiske er, at kulturpengene jo er pebernødder i det store budgetspil, men da beslutningstagerne ikke kender nok til området, gør det ikke ondt på dem at svinge sparekniven, og som ofte sagt: ”Der er ikke stemmer i kultur” – desværre. For det andet mener jeg, at Peter Hagmund og hans kolleger burde gribe i egen barm og overveje, om medierne i almindelighed og - når vi taler kultur i Odense - Fyens Stiftstidende i særdeleshed kunne påtage sig et større ansvar i denne sag. For det er jo sådan, at i vore dage eksisterer man kun, hvis man er synlig i medierne. Jeg kender til hudløshed argumentet, at kulturstof ikke er populært, men det får mig til at tænke tilbage på en korrespondance, en af mine veninder for en del år siden havde med en dansk tv-station. Min veninde klagede over, at en stor operaforestilling blev sendt kl. 02.00 (det var inden, man i samme grad som nu havde mulighed for at optage, streame og se tv on-demand). Svaret fra TV-stationen lød, at de sendte udsendelsen på dette sene tidspunkt, fordi der ikke var ret mange, der så den slags. Man kunne også forestille sig, at problemstillingen i virkeligheden var den omvendte, nemlig at folk ikke så den slags, fordi det blev sendt på et tidspunkt, hvor de fleste lå i dyb søvn. Måske ville læserne faktisk værdsætte større mængder af velformidlet kulturstof, hvis det fandtes i medierne. I øvrigt tror jeg, at mange af de mennesker, der læser kultursiderne, læser den trykte avis og ikke avis på nettet. Populariteten af kulturstoffet er derfor ikke målbar på samme måde som ”klik" på avisens hjemmeside. Hagmund skriver at ”kronprinsparrets besøg i Odense kan være med til at flytte opmærksomheden tilbage til det, der også er kunstens og kulturens kerne: At den er dannelse. At den er identitetsskabende. At den har en særlig berettigelse.” Kære redaktører og journalister. Jeg mener absolut, I kan medvirke til at flytte opmærksomheden tilbage på kulturen og fjerne det ”spørgsmålstegn ved, om byen nu egentlig har det levende, aktive kulturliv, som man ofte påstår at ville anvende som salgsargument over for tilflyttere.” I skal blot opprioritere kulturområdet, så det bliver mere synligt i mediebilledet.

Annonce