Annonce
Kultur

Stjernesmukke sange: Sille i selskab med MØ og Lydmor

Sille Nilssons melankolske sange bør tiltrække et stort publikum. Foto: Simon Staun
Efter flere udgivelser på engelsk har 29-årige Sille Nilsson skrevet et helt album på dansk. Resultatet er tankevækkende og gennemgående iørefaldende, hvilket ikke helt kan siges om de to øvrige udgivelser med Simon Høirup og Arena Luanda.
Annonce

Sille Nilsson – ”Sig en lyd”

29-årige Sille Nilsson har i den grad skiftet spor på ”Sig en lyd”, der er hendes første albumudgivelse siden den engelsksprogede ep ”Fall Away Into Place” fra foråret 2017. Hun er langtfra den første danske sangskriver, der vender hjem til modersmålet, men hun understreger på samtlige 11 numre, hvorfor det var det rigtige valg.

Uden at tillægge alder et for stort ansvar virker det som, at teksterne har fået mere tyngde. De beskriver især parforholdets udfordringer ud fra et mere voksent perspektiv og byder på filosofiske betragtninger på kanten af 30’erne, hvor man for alvor begynder at fundere over, hvor man skal hen i livet. Det fokus understreges ikke mindst med sangene ”Hvorhen” og ”Omvej”.

Sille Nilsson har ikke stået på en scene i tre år, hvilket er ærgerligt med tanke på, at hun har en træfsikker og vedkommende popstemme, som er i familie med Julie Marias. Flere gange viser Sille fortræffelige vokalkvaliteter og en sjælden sårbarhed.

Mens åbningsnummeret ”Kys mig nu” er et fint nummer at lægge fra land med, er albummets anden skæring, ”Stjerne”, på alle måder gennemført. Melankolien driver ned ad væggene i et flot balanceret lydbillede, hvor akustisk guitar og faretruende bas, spillet af storebror Bjarke Nilsson, skaber dynamik og fremdrift i den stjernesmukke sang om bare at være en pige igen og ikke være uovervindelig.


- Sille Nilsson er henholdsvis to og et år yngre end fynske MØ og Lydmor, og det virker ingenlunde blasfemisk at nævne hende i den sammenhæng

Fra anmeldelsen


Der er tilføjet lige vel drys på flere af sangene i form af ekstra elektroniske lag eller forstyrrende flimmer, som ikke bidrager med meget ud over at skabe et lidt for fortættet lydbillede. Lyt til ”Alting aldrig”, hvor alt fedtet skæres fra efter to minutter og 45 sekunder. Det er lyden af skyer, der fordamper, og solen der blænder på fuldt blus. Den effekt ville jeg gerne have udnyttet lidt mere. For Silles stemme i forening med akustisk guitar er ren magi på ”Gemmeleg” med linjen om at sige en lyd, som har givet albummet dets navn.

På andre sange er det netop de elektroniske elementer, som underbygger stemningen og viser, at Sille Nilsson har flyttet sig markant som musiker, siden hun udgav sin ep i 2017. Den relativt korte ”Outro”, som finurligt nok ikke runder albummet af, er det mest oplagte eksempel med flimrende synthesizer-landskaber og noget, der kan beskrives som virtuel hvalsang.

Finkæmmer man teksterne, er der mange halvabstrakte linjer, som måske bliver lige vel ukonkrete i popsammenhæng. Der synges om at ”lade det ligge, lade det stå og det hele” uden at sætte ord på, hvad ”det” består af. Det levner naturligvis plads til, at man som lytter kan beslutte, om det er opvasken eller ægteskabet, man skal lade stå. Eller stå til.

Men læser man eksempelvis første vers i lyddigtet ”Flydende”, står det klart, at der også gemmer sig substans og poetiske budskaber i enkeltheden: ”Dem jeg er sammen med, de er kun sammen med hinanden. De kender mig ikke. Jeg er flydende. Jeg er alting. Jeg er ingenting. Jeg har alting. Jeg har ingen”.

Sille Nilsson er henholdsvis to og et år yngre end fynske MØ og Lydmor, og det virker ingenlunde blasfemisk at nævne hende i den sammenhæng. Det er muligt, hendes sange og fremtoning ikke er helt så bombastisk, men kvaliteten af de fleste sange berettiger en plads i det prominente selskab.

For mange fynboer vil det formodentlig være lettere at gå om bord i Sille Nilssons poetiske popsange sange end de to kollegers, og dermed en uforbeholden anbefaling til Sille Nilsson om ikke at gentage gemmelegen og igen gå i tre års hi, selv om resultatet er særdeles lytværdigt.

Simon Høirup - "Gennem blåt glas"
Annonce

Simon Høirup – “Gennem blåt glas”

Den fynske bluesguitarist Simon Høirup fik inspiration til at skrive på dansk under en rejse til Californien. Det klæder ham at iføre sig modersmålet, selv om han vokalt ikke har tilnærmelsesvist samme niveau som instrumentalt.

Det er lidt for bred en kløft mellem guitar og sang, man som lytter skal forcere, inden man lander i sangene. ”En ny dag” bliver derfor en uskøn affære med en famlende vokal, som slet ikke matcher den veloplagte guitarsolo.

Lyrisk halter det knap så meget. ”Uden overblik” indledes med de smukke linjer: ”En diset dag, der forsvandt under vingerne på mig. En endeløs vandring besat af at nå frem til der, hvor jeg allerede er”. De linjer var Simon Høirup formodentlig aldrig kommet i nærheden af på engelsk.

Albummet er produceret i The Farm Music hos Peter Sund i Davinde, hvilket er garanti for vellyd. Peter Sund spiller med på albummet, der også tæller bassisten Jakob Riis, keyboardspilleren Andy Jarosinski samt trommeslagerne Peter Dombernowsky og Mads Stephensen. Alle musikere med masser af erfaring og næse for den gode melodi.

Simon Høirup, der fylder 60 senere på året, synger blandt andet om at lade det ske, der sker. Måske en lille hilsen til det lyriske forbillede CV Jørgensens sang om at lade tilfældet råde?

Flere af sangene kredser om tid og geografi på et personligt plan. Er man der i livet, man gerne vil være? Hvad venter forude? Hvad har man med i bagagen? De filosofiske tanker maner til eftertanke, hvilket de stilfærdige og fredfyldte melodier harmonerer med.

Det er svært ikke at spekulere på, hvor sangene kunne være endt, hvis Simon Høirup som tidligere i karrieren havde allieret sig med en gæstesolist.

Arena Luanda - "If You Knew Me Better"
Annonce

Arena Luanda - ”If You Knew Me Better”

Makkerparret Jon Kjærran og Arne Lund udgør en regulær musikalsk tomandshær i Arena Luanda, hvor de favner guitar, bas, mundharpe, klaver, banjo, mandolin, trommer og keyboard.

Det er en imponerende bedrift af duoen, som på albummet ”If You Knew Me Better”, udgiver 12 singler, som er udsendt de seneste år og spillet primært på DR’s P5.

Musikalsk bevæger duoens sange sig mellem poppet folkemusik og afdæmpet rockmusik med en snert af reggae. Det er klart i melodierne, at Arena Luanda fungerer bedst. Det er en lethed og naturlighed i kompositionerne, som viser stor kærlighed og forståelse for genrerne.

Lyrisk er det lutter velkendte fraser og formuleringer, der fylder linjerne i de engelske tekster. ”You just took my hand, still don’t understand, lady, I ain’t nothing but a man” smager lidt for meget af letbenede popsange fra 1960’erne til, at det for alvor fænger.

Arne Lunds stemme har heller ikke just gennemslagskraft eller unikke egenskaber. Den er for monoton til at kunne konkurrere med banjo, orgel og mundharpe, hvilket er en skam, da melodierne fortjener bedre sparringspartnere.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Faaborg-Midtfyn For abonnenter

Rød læbestift og Gucci-tasker er velkomne i faaborg-midtfynsk politik: - Jeg ville blive tosset over sommerkjole-kommentar

Annonce