Annonce
Sydfyn

Stedet er endnu hemmeligt: Stumper af bronzesværd dukkede op på mark

Stumperne her er dukket op på en mark i det østlige Svendborg. De er dele af et bronzesværd, og teorien er, at der på stedet, hvor de er fundet, har været en gravhøj. Stedet skal nu undersøges. Foto: Finn Eriksen
En mand fra Odense har været en tur på Sydfyn med sin metaldetektor, og her har han fundet, hvad der viste sig at været stykker af et bronzealdersværd. Stedet, som endnu bliver holdt hemmeligt, skal nu undersøges af arkæologer fra Svendborg Museum.

Sydfyn: En mand af en hvis betydning blev stedt til hvile på en sydfynsk mark for mere end 3000 år siden.

Det mener arkæolog i museumsinspektør ved Svendborg Museum, Lone Nørgaard, at kunne sige med ret stor sikkerhed, efter at museet er blevet kontaktet af Henrik Andersen, som er fra Odense og var en tur i det sydfynske med en metaldetektor fredag 22. november.

Her fandt han, hvad han selv mener er to stumper af et bronzesværd, og på museet er de enige. Og arkæologerne har fundet ud af mere.

- Vi var der i sidste uge, og vi fandt nogle sten, som måske var på 10 gange 10 centimeter. De er lagt på en måde, som fortæller os, at der er tale om en overpløjet gravhøj, fortæller Lone Nørgaard.

Dermed kan det også slås fast, at der er tale om en person fra første halvdel af bronzealderen, som strækker sig fra år 1700 til 500 før vor tidsregning, og at der ikke er tale om en hvem som helst.

- Det er en, der har været højere i hierarkiet end andre. Det var ikke enhver, der blev begravet på den måde - de fleste blev begravet i en jordfæstet grav, siger Lone Nørgaard.

Annonce

Der er mere

Museumsinspektøren oplyser også, at arkæologerne tirsdag 3. december vil undersøge stedet nærmere.

- Det er ikke sikkert, vi finder mere af sværdet, for det, vi har, er stærkt medtaget og irret og smuldrer næsten mellem fingrene på os, siger Lone Nørgaard, der alligevel er sikker på, at arkæologerne ikke kører forgæves.

- Vi ved, at der er mere, for der er kommet flere detektorsignaler på stedet. Det kan være alt lige fra sværd til bæltespænder, små knapper, nåle, smykker og halskraver, siger hun.

Da museet intet ønske har om, at nogen kommer før arkæologerne, vil Lone Nørgaard kun sige, at fundet er gjort i den østlige del af Svendborg Kommune.

Og så har hun pæne ord til Henrik Andersen, der gjorde fundet.

- Det er flot, at han kontaktede os, så snart han fandt de to stumper. Det er det, man skal gøre, så man ikke ødelægger noget, siger hun.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce