Annonce
Hus og have

Stædig barnetro trumfer sandheden

Tegning: Gert Ejton

Et sandhedsdogme prægede min barndom, og egentlig var det min plan, at det samme skulle ske for mine børn.

Min fantasifulde mor kunne improvisere eventyrfortællinger på bestilling, så alle landsbygadens børn samledes om hende og skiftedes til at vælge, hvor mange prinsesser, trolde og talende dyr dagens historie skulle indeholde.

Men jeg var aldrig det mindste i tvivl om, hvad der var eventyr, og hvad der var virkelighed. Min mor insisterede på, at børn skulle kunne stole på deres forældre, og ingen langskæggede, rødklædte mænd eller flyvende små damer med hang til mælketænder skulle ændre på det.

Da jeg selv blev mor, glemte jeg bare at sikre, at drengens far nu også var helt indforstået med sandhedsdogmet. For nok gik han med til at droppe løgnen om julemanden, men da den fireårige en aften rynkede på næsen ad sine haricot verts, hørte jeg til min forbløffelse faren sige:

- Man bliver ellers dygtig til at bygge togbaner af at spise bønner, Rasmus.

Rasmus havde fået læst sine bøger og set sine film om Toget Thomas flere gange end pensionsmodne præster har læst Juleevangeliet, og for ham var et besøg på Danmarks Jernbanemuseum som at træde ind i et helligt rum. Så ned røg bønnerne, og faren mente, hans opdragelsesmetode havde sejret.

Et par dage senere byggede drengen togbane med en kammerat, og de var uenige om den rette konstruktion af et sving.

- Så gider jeg ikke være med, erklærede kammeraten, hvorefter min førstefødte smed trumfkortet:

- Øh, Sebastian, jeg har altså spist masser af bønner.

Efter en kort, forvirret pause, erklærede Sebastian uforstyrreligt og med tryk på hver enkelt stavelse.

- Gider. Ikke. Være. Med.

Efter det replikskifte var det lidt nemmere at overbevise barnets far om værdien af sandheden, og vores andet barn fik en mere sanddruelig opdragelse.

Men vores tredje og yngste skulle vise sig at have en anden holdning.

Hun insisterede stædigt på at tro på julemanden, Thor og Odin og Vorherre, selvom vi stillede os skeptisk an, og direkte adspurgt erklærede hun også, at fehavfruenissespøgelser skam findes.

Et er at lade være med at lyve for sine børn. Et andet er at smadre den fantasiverden, de selv har bygget op, og de strålende, forventningsfulde øjne skulle man være en forfærdelig eventyrskurk for bevidst at få til at flyde over. Så vi modsagde ikke hendes historier, og vi legede også lidt halvhjertet med.

På trods af vores ualmindeligt dovne og inkompetente tandfe fastholdt hun troen langt ind i skolealderen, selvom hun både oplevede forsinkelser på tandafhentningen, og at tandfeen efterlod et gældsbevis i stedet for en guldmønt. Til gengæld var tandfeen large nok til at tage imod en tro- og loveerklæring, da en mælketand blev væk for os.

“Lykke har tabt en tand, og det passer. VH Lykkefar,” skrev min mand.

Næste dag var sedlen byttet ud med en tyver, og barnetroen havde endnu en gang overlevet sandheden.

Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Bøder i nøglesagen: Fint, at bøllerne stoppes

Vores demokratiske institutioner skal ikke overgive sig til pøbelvældet. Derfor er det udmærket, at to unge mænd fra Socialistisk Ungdomsfront har fået tilsendt bødeforlæg på flere tusinde kroner, fordi de tidligere på året forstyrrede et byrådsmøde i Odense ved at kaste 1000 stykker papir ned i byrådssalen. Bødestraffen betyder ikke, at de to unge mænd nu har fået mundkurv på eller ikke længere må udøve deres demokratiske ret. Tværtimod: De to må aktionere lige så meget, de har lyst til. De må indkalde til demonstrationer på Flakhaven, de må holde taler, de må svinge med faner og bannere og i det hele taget gøre alt det, de finder politisk rigtigt. Så længe de overholder de demokratiske spilleregler og ikke afbryder en demokratisk valgt forsamling. Byrådsmedlemmerne sidder som bekendt i Odense Byråd, fordi de er blevet valgt af Odenses befolkning. De repræsenterer derfor Odenses borgere. De to ballademagere fra Socialistisk Ungdomsfront er derimod ikke valgt til noget som helst og repræsenterer ingen som helst, og derfor bør de ærlig talt holde mund, når de befinder sig i byrådssalen. Hvis de to gerne vil have taletid i salen, er de velkomne til at stille op til det kommende kommunalvalg og få stemmer nok til at blive valgt. Derpå kan de få taleret – og samtidig være med til at bære det ansvar, der følger med en politisk post. Man kan mene, at nedkastningen af de 1000 ark papir i en byrådssal ikke er så slem, at det kræver en politianmeldelse fra kommunen. Herregud, to tilfældige mænd, der kaster lidt papir ned i en byrådssal kan vel ikke vælte verden; det kan højst give lidt overarbejde til de byrådsbetjente, der skal feje papirstrimlerne sammen efter mødets afslutning. Det er imidlertid vigtigt at holde fast i vores demokratiske institutioner og deres betydning. Et byråd skal ikke intimideres af tilfældige ballademagere, der ikke vil overholde de demokratiske spilleregler. Derfor er det nødvendigt, at de to får en bøde og dermed en bedre forståelse af, hvordan vores demokrati skal fungere.

Faaborg-Midtfyn For abonnenter

Baggrund: Vinderteamet brugte 2000 timer på at dyrke Faaborg

Annonce