Annonce
Sport

Sportsjurist finder ishockeydom fornuftig og retfærdig

Jens Bertel Rasmussen finder dom til Kristian Jensen rimelig. Han ser den som et enkeltstående tilfælde.

En fornuftig og retfærdig dom.

Sådan siger sportsjuristen Jens Bertel Rasmussen om fredagens dom til ishockeyspilleren Kristian Jensen, der fik 20 dages betinget fængsel for at have slået en modstander bevidstløs i en ligakamp i september.

- Det var umiddelbart noget i den retning, jeg selv regnede med. Jeg tror, jeg har sagt 30 dage betinget. Som jeg hele tiden har sagt, synes jeg, at det er en handling, der ligger ud over, hvad der er acceptabelt inden for sport.

- Derfor synes jeg, at det er fornuftigt med konsekvens, når man laver sådan en handling, og at man nu ved, at man risikerer at få en tillægsstraf. Det var en handling, der lå ud over det rimelige, siger Jens Bertel Rasmussen fra Bertel Rasmussen Advokater.

Det var i en ligakamp i september, at Kristian Jensen fra Frederikshavn White Hawks kom i klammeri med Odenses Lucas Bjerre Rasmussen, som blev revet omkuld og tabte sin hjelm.

Da Rasmussen lå på isen, slog Jensen ham i hovedet og var skyld i, at Odense-spilleren mistede bevidstheden og siden fik konstateret hjernerystelse.

Danmarks Ishockey Union (DIU) udstedte godt to måneders karantæne frem til 1. december, men her stoppede det ikke. To privatpersoner anmeldte episoden, så den siden endte i retten.

- Det gav mening, at den kom for en domstol, men dommen skulle heller ikke være hårdere. Jeg synes, at den er rimelig, siger Jens Bertel Rasmussen.

Det har ikke været kutyme, at sager fra sportens verden ender i retten, og Jens Bertel Rasmussen forventer, at ishockeysagen bliver et enkeltstående eksempel.

- Jeg tror personligt ikke, at der kommer flere af sådanne sager. Der har jo ikke været nogen før. Nu ved sportsudøvere, at der vil være en konsekvens, hvis man ikke tænker sig lidt om, når man er ude i outrere situationer, siger han.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce