Annonce
Læserbrev

Spådom. Min stemme er blå – rød vinder

Læserbrev: Min prognose er, at de nye højrepartiet kommer ind med 15-20 mandater, hvor få siger de stemmer på dem, men hvor mange gør det alligevel. Ved valget vil rød blok få 51 procent og blå 49 procent, og så vil Mette Frederiksen forsøge at danne regering med sit parti, og uden de øvrige ”røde”.

Der vil blive ballede, som vi aldrig tidligere har set i Folketinget, og DF vil være som en hund, der lige har mistet sit kødben, sætte sig i hjørnet og surmule. Folket, dig og mig, har talt og stemt. Men, men, men.

Der vil komme et nyt valg. De røde kan ikke blive enige. Alle vil jo til fadet med deres mærkevarer, forståeligt nok. Inden foråret 2020 skal vi til stemmeurnerne igen, og så kommer blå blok til fadet, men denne gang med en ny i toppen.

Unge mænd, lærlinge og unge på universitetet stemmer blå blok, lige som deres fædre, men kvinderne stemmer rødt, lige som deres døtre. Arbejdsløse stemmer rødt sammen med indvandrere med stemmeret.

Lidt underligt, at dem uden penge skal bestemme over dem med værdier. I diktaturlande er det omvendt, men ikke her i Danmark, hvor vi har demokratiet.

Er min prognose korrekt? Som tidligere ejer af en reklamevirksomhed med mange ansatte var mine prognoser næsten altid korrekte.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Ole H. hos Aktive Seniorer

Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce