Annonce
Debat

’Som at drikke vand fra en brandhane’

Citatet tilhører efter sigende den tidligere amerikanske FN-ambassadør Nikki Haley, der beskrev, hvordan det kan opleves at stifte bekendtskab med FN. Og der er noget om snakken. For den internationale samtale og sam­arbejdes største scene er en overvældende oplevelse. 193 lande, en række observatører og et utal af regionale og interna­tio­nale organisationer sætter dagligt hinanden stævne for at drøfte, debattere og forhandle om en række af tidens store spørgsmål (og en mængde af de små også). Næste år runder FN så et skarpt hjørne. Der vil være mange taler med hyldest til fødselaren, men der vil også være snak ved festbordene ’om tiden mon er løbet fra FN?’.

Siden FN så dagens lys i 1945 er der sket meget. Verden anno 2019 er væsens­forskellig fra den, FN blev født ind i. Der er langt færre fattige i verden, flere børn går i skole, færre mødre dør i barselsseng, vi lever stort set alle længere og længere. Aldrig før har så mange vel haft så gode muligheder for at udfolde deres potentiale. Det er også FNs fortjeneste. For verdens­organisa­tion­en har ikke alene været med til at gøre en konkret forskel for millioner af mennesker i de enkelte lande og regioner – FN har sat rammer og retning for verden. Fra børnekonventionen i 1989, befolkningskonferencen i Cairo i 1994, kvindekonferencen i Beijing og det sociale topmøde i København i 1995 og nu allersenest de 17 verdensmål og Parisaftalen i 2015. Gennem sine snart 75 år har FN været med til at udvikle en verden, der på mange måder er blevet rigere og friere. En verden, der kan synes mindre og hvor afstandene synes kortere. På godt og ondt.

Men det er også en verden, der er blevet mere kompleks. De globale magtbalancer har forskudt sig, og det billede, der prægede efterkrigstiden, hvor den globale økonomiske og politiske magt var samlet hos blot en håndfuld lande (i form af de fem permanente medlemmer af Sikkerheds­rådet (P5): USA, Kina, Sovjetunionen, Frankrig og Storbritannien), er i dag mere diffust. Den indbyrdes balance mellem P5 er under forandring. USA er fortsat verdens supermagt, men Kina vokser hastigt. Og de øvrige permanente medlemmer har – relativt set – ikke den relative tyngde, som de havde i 1945, hvor de 51 stiftende medlemmer af FN betroede netop de fem et helt særligt ansvar for fred og sikkerhed i verden – til gengæld for den vetostemme, som de hver især er udstyret med. Derfor er det også frustrerende at se, hvordan FNs muligheder for at gøre en forskel amputeres, når de gamle P5-lande har modsatrettede interesser i en konflikt - og Sikkerhedsrådet som følge heraf handlingslammes. Syrien er et overordentlig trist eksempel herpå. Men det er også et eksempel, der ofte overskygger den kendsger­ning, at FN i en række andre konflikter, hvor der er færre eller knap så tunge stormagtsinteresser på spil – ikke mindst i Europas nærområder i Afrika – spiller en helt central rolle i at holde låg på væbnede konflikter. Og at FNs humanitære indsatser og håndtering af verdens mere end 70 millioner flygtninge og internt fordrevne er helt central for at sikre, at konflikter om ikke løses, så inddæmmes lokalt. Så FN kan, når verdens lande vil det.

Og der er brug for et FN, der virker – og får lov til at virke. For der er kommet nye komplekse udfordring­er til. At menne­skehed­en slår sig selv ihjel med våbenmagt er ikke den eneste trussel. Klimafor­andringer, irregulær migration og den nye teknologis skyggesider er udfordringer, vi ikke kendte i 1945, og som har det til fælles, at de af natur er grænseover­skridende – og derfor alene kan løses i internationalt sam­ar­bejde.

Så selvom FN til tider kan være en frustrerede oplevelse for en dansk diplomat med begrænset tålmodig­hed, så skal man løfte blikket og se FN i et lidt længere og lidt større lys. Og huske FN’s anden General­sekre­tær, svenske Dag Hammarskölds berømte ord om, at ’FN blev ikke skabt for at bringe mennesket ind i himlen, men for at redde menneskeheden fra helvede.’ Og hvis det ikke rækker, så bør man spørge om verden mon har bedre udsigt til at løse vores fælles pro­blem­er uden FN. Det gør ikke møderne og talerne kortere, men det understreger nytten i arbejdet med at fastholde og til stadighed udvikle FN som det centrale forum for global samtale og samarbejde. Og det minder én om, at FN er mindst lige så relevant og nødvendig, som da Gustav Rasmussen som den første danske udenrigsminister den 15. januar 1946 sluttede sit indlæg til FN’s første plenarforsamling i London med ordene: ”… det afgørende er, at vi kan begynde vort arbejde i samarbejdets rette ånd, fast besluttede på – i indbyrdes forståelse – at opnå resultater til menneskehedens varige gavn.”

Annonce
Mads Bille Herman
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

En søndag med fitness i Korup

Klumme

Du tager fejl, Mette

Statsminister Mette Frederiksen talte i sin nytårstale for flere tvangsanbringelser af børn. Jeg er lodret uenig: Vi skal have som mål at tvangsanbringe så få børn udenfor hjemmet som muligt. Vores ambition som samfund må være at skabe gode rammer om børnene og familierne, så tvangsanbringelser bliver absolut sidste udvej. Vi har i dag to voldsomme problemer: at de allersvageste familier ikke bliver hjulpet godt nok, tidligt nok, og at det system vi anbringer børn i, ikke virker. Løsningen må for det første være at hjælpe familierne bedre, og for det andet at reparere anbringelsessystemet, så det også virker bedre. I dag går det alt for ofte galt for de anbragte børn. Halvdelen af alle unge hjemløse er tidligere anbragte. Meget få af de anbragte børn får en uddannelse. En skræmmende høj procentdel af de tidligere anbragte forsøger selvmord. Og rigtig mange anbragte børn får selv børn, der bliver anbragt. Lad os derfor fokusere på, hvordan vi undgår at anbringe børn! Man kan for eksempel støtte nybagte forældre, så de nye familier får en bedre start på livet sammen. Helt fra fødslen kan der tilknyttes socialt personale til de svageste familier, og de kan også få tid i særlige barselshuse, så en ny familie først kommer hjem, når de er parate til det. Vi skal også – under alle omstændigheder – styrke normeringen i vuggestuer og børnehaver, og have flere lærere i folkeskolen. For det er i de gode institutioner at vi dels skal opdage tidligt, når børnene ikke har det godt, og dels er i stand til at hjælpe de børn ekstra meget, der ikke har den store støtte derhjemmefra. I de tilfælde hvor det alligevel går galt, og et barn fjernes fra familien, skal vi sætte langt mere kvalificeret ind, end vi gør i dag. For eksempel med bedre plejefamilier. For eksempel med ordentlige vilkår for anbragte børn der fylder 18 år. Og absolut også med frivillige tilknyttet de anbragte børn, så de anbragte børn også har venner og mentorer, der ikke repræsenterer myndighederne. Vi vil fra radikal side gerne være med til at drøfte hvordan vi forebygger anbringelser, og hvordan vi forbedrer anbringelser. Men begge dele skal være på plads, før vi går ind i en diskussion om flere anbringelser.

Odense

Et skud tysk testosteron: For første gang i otte år har Odense Zoo atter en søløve-han

112

Mand vendte bil med anhænger på motorvejen

Annonce
var adsmtag = adsmtag || {}; adsmtag.cmd = adsmtag.cmd || [];