Social- og Sundhedsskolens direktør er klar til at svinge taktstokken: - Sosu-skolerne har indtaget en alt for ydmyg rolle alt for længe

På et kæmpe banner i skolens indgangsparti står der "skolen for de modige og de stærke." Hvorfor?

- Fordi det er modigt at træde ind i andre menneskers liv og intimsfære og være rigtig tæt på.  Det er modigt at gå ind i deres udfordringer og være til stede - nogle gange i allersidste livsfase. Det kræver meget af et menneske. Mod og styrke. Det vil vi gerne blæse ud, for det er en stærk modfortælling til det almindelige billede.

Hvad er det for et billede?

-  Der er rigtig mange,  der ser sosu-uddannelserne som bunden af uddannelsessystemet. Som det man kan blive, hvis man ikke kan blive andet. Den sidste udvej. Jeg tror, at mange af de unge, der skal vælge uddannelse af mange parter, bliver rådet til at se forbi sosu-uddannelserne, og det står i meget skarp kontrast til det, vi faktisk oplever hos vores elever, som begynder at få fagligheden ind under huden og mærke, hvad det er, faget kan. De er sindssygt stolte over at spille en vigtig rolle i andre menneskers liv. Det er det ægte billede.

Hvorfor har sosu-faget det dårlige ry, tror du?

- Der er nok mange grunde, men jeg tænker, at området er blevet forsømt for længe. Som med andre traditionelle kvindefag er det spundet ind i hverdagsagtige betydninger – som noget, der blot kræver et godt hjerte – og det deraf følgende set-up med lav løn, krævende arbejdsvilkår og begrænset opmærksomhed på behovet for kompetent ledelse. Man skal kende faget indefra for at forstå den faglige kompleksitet og det store ansvar, der følger med.

Hvordan får man lavet om på det?

- Når det handler om fortællingen om faget, så er det os alle sammen som borgere i det her land, som burde begynde at tage det på os. Vi må ikke blive ved med at reproducere så dårligt et billede af noget, som faktisk ikke fortjener det, og som gør det meget vanskeligt at rekruttere til et fag, som tørster efter flere, og som har jobgaranti. Job som i den grad giver mening, og som kunne være en super levevej for rigtig mange unge og ældre mennesker. Så det falder tilbage på os alle sammen, synes jeg.

- Vi har i kampagnen "Hvem skal passe farmor" beskrevet, hvordan der bliver et kæmpe behov for at uddanne flere sosu'er - omkring 4000 alene på Fyn frem mod 2030. Men optaget på din skole er ikke øget de seneste fem år. Hvorfor ikke?

- Vi er i fuld gang, men det er en længere proces. Det evige paradoks er, at det tager tid, og at vi ikke har den tid, fordi der er brug for de uddannede nu. Alting skal gå hurtigt samtidig med, at vi er nødt til at trække tempo ud af det for at gøre det godt. Vi skal handle her og nu og samtidig være fremsynede. Vi skal være økonomiske ansvarlige, men vi skal også investere. Vi skal alle de her ting på samme tid, og det er det, der er udfordringen i en kompleks moderne verden. Det er at gøre begge dele uden at blive for grå i midten.

Hvordan når skolen i mål med at øge optaget betragteligt?

- Vi spiller på alle tangenter på klaveret. Både i den traditionelle uddannelses-pipeline og i arbejdet med kvaliteten af uddannelsen. Vi er ude og lave samarbejder med kommunerne og forsøger at klæde uddannelsesvejlederne bedre på. Vi har grundskolelærere fra overbygningen på besøg, så de kan se, at uddannelsen er noget andet, end de tror. Vi arbejder med ambassadører blandt eleverne for eksempel som influencere på de sociale medier. Samtidig har vi en strategisk linje, der handler om indholdet. Vi arbejder fuldstændig målrettet med kvalitet. Det er det andet banner ude i indgangspartiet, hvor der står, at vi vil være den bedste skole i universet. Det mener vi helt alvorligt. For vi bliver nødt til at stræbe efter at være den bedste. En skole som folk skal søge imod, fordi her er fedt at være. Ikke som de presses ind på.

Frafaldet er stort. Over 40 procent, og mange falder fra, når de kommer i praktikken. Her er medarbejderne i forvejen udfordret, og overskuddet til elever er der måske ikke altid? Hvordan løser man det dilemma?

-  Vi må erkende, at noget af det, vi traditionelt ikke har været ret gode til, er, at skolen og praksis tager hinanden i hånden. Der er for meget tradition for, at når tingene ikke går så godt, så skyder vi lidt skylden på hinanden. Det øver vi os på at lade være med på begge sider lige nu. I stedet skal vi være nysgerrige på, hvad eleverne oplever, når de går igennem vores system. Hvad de slår sig på. Hvor vi med små handlinger kan rette op på en elev, der er på vej ud over kanten. Det skal vi have et fælles billede af. Vi skal gøre alt, hvad vi kan for at forberede eleverne på praktikken, og i praktikken skal de gøre alt, hvad de kan, for at tage eleverne i hånden, der hvor de er. Det øver vi os rigtig rigtig meget på, og jeg tror, at det er der, hvor vi virkelig har noget at hente.

Er det problematisk at samarbejde med ti forskellige fynske kommuner, der gør ting forskelligt?

- Vi kan ikke skabe god kvalitet i et tæt forpligtende samarbejde med ti forskellige kommuner på ti forskellige måder. Vi har brug for helt faste procedurer og værdisæt for alle undervisere og for en fælles forståelse med kommunerne.  Derfor er vi nødt til at positionere os som edderkoppen i midten af spindet og insistere på nogle generelle standarder. Vi skal have lov at tage taktstokken, så at sige. Jeg synes personligt, at vi har indtaget en alt for ydmyg rolle alt for længe. Vi er så central en aktør, og problemstillingen er så vigtig, at vi er nødt til at tage ansvar for at drive nogle af processerne.

Er det overhovedet realistisk at nå i mål?  

- Det skal vi. Vi skal over den værste pukkel i forhold til at få uddannet langt flere. Og det tror jeg på, at vi kan. Der er et potentiale i dag, der ikke bliver udnyttet. Der er masser af unge mennesker, der sidder på de almene gymnasier og ikke trives særligt godt med det, og som ville trives bedre med en gymnasial uddannelse hos os. Det handler om at åbne deres øjne for, hvor meget der er at hente indenfor denne her sektor. Hvilken hylde, de havner på bagefter, er sådan set ligegyldigt, for der er også brug for læger, sygeplejersker, ergoterapeuter og andet. Der er bare nogle fastlagte mønstre for, hvilke uddannelsesveje der er prestige i, og det er en nød, vi skal have knækket.

Flere er inde på, at der også er en samfundskontrakt på spil. Bliver det offentlige tilbud til de ældre det ringeste, så begynder det måske at skride for vores velfærdsmodel. Hvad tænker du om det?

- Det er en kæmpe kæmpe risiko. Her skal vi huske, at det ikke kun er antallet af sosu-professionelle, der kan afhjælpe situationen med det stigende antal ældre. Der skal mange ting til. Velfærdsteknologi bliver en del af løsningen, hele frivilligheds-området skal med, og så skal vi nok se i øjnene, at vi hver især i familierne skal bruge mere tid på vores gamle. De pårørende vil blive tvunget til at spille en større rolle, hvilket jo også har indflydelse på, hvordan vi hver især kan passe vores arbejde. Der er meget på spil.