Annonce
Assens

Smuk, smukkere, Kerte? Kerte Præstegård er nomineret til Danmarks Smukkeste Præstegård

Sognepræst Susanne Andersen bor i smukke omgivelser. I Baggrunden præsteboligen fra 1914. Til højre for hende sulelængen, som er den ældste del af præstegården, nemlig fra ca. 1650.

Kerte: Da det gamle stuehus og præstebolig i 1913 blev revet ned, begik arkitekten et kunstgreb.

Han fyldte jord på grunden og rykkede den nye præstebolig tilbage på grunden.

Siden da har man skullet bestige en trappe for at komme ind i huset.

- På den måde kom bygningen til at virke større, for den er faktisk ikke så stor, siger sognepræst Susanne Andersen om huset med otte værelser.

Stor eller ikke stor, den hører i hvert fald til blandt landets smukkeste.

Det mener Bygningskultur Danmark, som har nomineret Kerte Præstegård som en af 15 præstegårde, der skal dyste om at blive den smukkeste.

Kåringen finder sted som en online-afstemning, hvor alle kan deltage.

Det nye stuehus stod klar i 1914, men allerede på det tidspunkt, havde præstegården undergået flere forandringer. Således var den ene af fire længer - den tættest på Kertevej - revet ned.

I den vestre længe var forpagteren rykket ind, da præsten på et tidspunkt ikke selv skulle stå for landbrugsbedriften.

Ordningen blev ændret igen i 1949, hvor den hidtidige forpagter flyttede ind på et statshusmandsbrug, mens forpagtningen blev delt mellem flere husmænd.

Det fremgår af kaldsbogen, som flere af Susanne Andersen forgængere skrev flittigt i.

Det betød, at der ikke længere holdtes kreaturer i staldene. I stedet opførte man en konfirmandstue i den tidligere hestestald. Konfirmandstuen blev i øvrigt for få år siden renoveret.

Den daværende kommune lejede konfirmandstuen til skole, som først ophørte da Kerteskolen blev indviet i december 1955.

Sulelængen mod øst er den ældste bygning opført omkring 1650.

Sulegårdsprincippet var - skriver Odense Bys Museer på sin hjemmeside - meget udbredt på Fyn og navnlig Vestfyn:

Annonce
Fynsk idyl: Høj solskin, Dannebrog, der vajer, bindingsværk, knejsende træer og en velholdt rød-hvid præstegård.

Hønsehuset måtte vige

- I stedet for - som på almindelige bindingsværkshuse - at lade taget hvile på væggene med en spærkonstruktion, lader man det i sulebyggede gårde hvile på en række stolper (suler) placeret i midten af bygningen. På midterstolperne hviler den langsgående bjælke, åsen, hvorpå tagspærene hænger.

- På toften - arealet på den anden side af Kertevej - var der i mange år en stor urtehave. Det er der ikke længere, i dag fejrer vi bl.a. sankthans på Toften, fortæller Susanne Andersen.

Tidligere stod der også et stort træ midt på gårdspladsen. Med mange rødder.

- Det opdagede vi, da der skulle graves fibernet ned, så man var nødt til at grave bag den ene længe, og det gik så udover Egons hønsehus, siger Susanne Andersen om sin forgænger, Egon Laustsens hang for høns, som hun således ikke deler i samme omfang.

Sådan så det første stuehus ud. Det måtte i 1914 vige for den nye rød-hvide bygning. Foto fra broderet billedtæppe.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

23-årig havde været til fest: Politiet mangler oplysninger om dræbt ung mand på motorvejen

Leder For abonnenter

Bevar sjælen i byerne

Hver gang man fjerner et hus, fjerner man noget af sjælen, sagde socialdemokraten Anders W. Berthelsen til avisen tidligere på ugen, mens han travede rundt i Hunderup-kvarteret i Odense sammen med en journalist for at kigge på en række af de matrikler, hvor gamle villaer er blevet revet ned til fordel for nybyggeri. Berthelsen har ret: Der forsvinder noget af et kvarters sjæl, når man river en epoke-typisk bygning ned i et kvarter for at erstatte den med et nymodens byggeri. Derfor er det klogt, at de fynske lokalpolitikere beslutter sig for at gennemføre bevarende lokalplaner for kvarterer og bydele, hvor man ønsker at bevare et særligt arkitektonisk udtryk. Det gælder både i Hunderup-kvarteret og i andre boligområder i Odense og på Fyn. Diskussionen om at bevare bygninger drejer sig nemlig ikke blot om nedrivning af gamle villaer i det fornemme Hunderup-kvarter. Det drejer sig også om Gerthasminde og om Møllers Villaby i Odense, og det drejer sig om dusinvis af bymiljøer i Faaborg, i Assens, i Svendborg, ja, i stort set alle de fynske byer. For i langt de fleste byer, landsbyer og bydele findes der karakteristiske bygninger eller kvarterer, som er værd at bevare. Bevares: Vores byer er ikke museer. Derfor er det ikke alle udhuse, cykelskure og parcelhuse, der partout skal bevares for eftertiden, for vores byer skal være levende og kunne udvikle sig i takt med tiden og behovet. En levende by betyder imidlertid ikke, at man som boligejer skal kunne rive bygninger ned efter forgodtbefindende. Tværtimod: I en levende by udviser man respekt for byen, for historien. For dens sjæl. De nedrivninger og nybygninger, som blev nævnt i avisen tidligere på ugen, var markante eksempler på, at det er nødvendigt at skærpe bevaringskravene i Hunderup-kvarteret. Derfor vil det være klogt at gennemføre en bevarende lokalplan i rigmandskvarteret, ligesom det vil være klogt at se på bevaringsindsatsen i andre områder i Odense og i de andre fynske byer. For vi skal have sjælen med. Også i vores byer.

Annonce