Annonce
Sport

- Smil og vær søde, men I får altså ingen gaver

I Japan får børnene som regel ikke gaver til jul, men derfor kan man jo godt smile lidt alligevel. Denne familie fra Kumamoto var på gaden for at samle penge ind og hverve nye medlemmer til YMCA (KFUM og KFUK i Danmark, red.). Foto: Chris U. Pedersen
Børn i Japan må væbne sig med tålmodighed. Det er noget sjovere for dem, når der skal fejres nytår.

JAPAN - KUMAMOTO: Jul og gaver.

Det hænger uløseligt sammen. I hvert fald i Danmark.

Ganske anderledes forholder det sig i Japan, selvom man sagtens kan se, at årets sidste måned er noget særligt.

Der er julepynt, juletræer og masser af blinkende lyskæder. Det er faktisk rigtig hyggeligt, og når man går forbi en butik eller en restaurant er der julemusik, som vi kender det.

Så nej, Last Christmas og Wham har bestemt ikke levet forgæves.

Men de fleste japanere laver nu ikke selv de store juleforberedelser, og børnene får kun sjældent gaver.

Julen er mere en romantisk højtid, som særligt kærestepar ofte gør noget stort ud af at fejre sammen.

Maden juleaften består i de fleste tilfælde af kylling og en hvid julekage.

Det er dog den 25. december, at man for alvor opdager, hvor lidt julen egentlig betyder. Al pynt bliver fjernet, og så bliver der ellers gjort klar til nytåret med bambus, gran og dansende drager.

Nytåret er Japans vigtigste højtid. Det er en tid, hvor familien samles og man bruger tid sammen. På den måde svarer den sådan set til julen i Danmark, og butikkerne holder lukket i mange dage.

Omkring nytår spiser man bønner for at have et godt helbred, æg for rigdom og nudler for et langt liv – og det er så også på det tidspunkt, at børnene får gaver. Det er en tradition i Japan, at de ældre familiemedlemmer giver store pengegaver til børnene.

Men ingen gaver i juledagene.

Annonce
Dette fine juletræ pryder foyeren på hotellet Kumamoto Castle, hvor de danske håndboldkvinder bor under VM-slutrunden. Foto: Chris U. Pedersen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce