Annonce
forside

Slutspillet i gang for Lene E.

Hvis Lene Espersen udskiftes med Lars Barfoed, vil det alene være et fravalg af hende - ikke et tilvalg af ham.

Annonce

Politik er en brutal branche. I disse dage kan det for eksempel næsten føles som at være tilskuer til en offentlig henrettelse, når man iagttager situationen i Det Konservative Folkeparti.

Her er der tale om en indre armlægning af helt eksistentiel karakter. Partiformand Lene Espersen kæmper en regulær udmarvningskrig med sine interne fjender, der i stigende antal tør sige offentligt, at de vil af med hende.

Lignende (skue)processer er set adskillige gange i politik, ikke bare i Det Konservative Folkeparti. Også tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen var i årene efter sin statsministerperiode under voldsom intern beskydning, som til sidst førte til, at han måtte trække sig.
Vejen mod toppen i politik er hård, men også brolagt med hyldest og magt. Vejen ned er blodig, grum og fuld af afmagt.

Lene Espersens er på vej ned, derom er der ingen tvivl. Hun klynger sig dog fortsat til det spinkle håb, at et snarligt valg vil bringe lidt ro. Det kræver, at VK-regeringen kan bevare magten, men ikke mindst, at hendes parti leverer et resultat, der er acceptabelt. Og hvad vil et acceptabelt resultat så sige?

For et år siden ville 10 procent af stemmerne have været et halvskidt resultat for De Konservative, der jo netop udpegede Lene Espersen som afløser for Bendt Bendtsen for at få mandattallet op. Som situationen er nu, er 10 procent et helt uopnåeligt fantasi-resultat. I øjeblikket er der målinger, der giver partiet helt ned under fem procent af stemmerne, og et sådant resultat vil i sig selv være en fyring. Men hvad hvis nu partiet ender på syv eller otte procent? Ville fortællingen så være fiasko eller måske endda, at hun er på vej op af dyndet?

Lene Espersen og det stadig faldende antal loyale støtter satser på det sidste. Men i takt med, at der pludselig i går gik hul på bylden med navngivne udtalelser fra særdeles utilfredse tillidsfolk rundt i landet, eroderer Espersens politiske eksistensgrundlag. For mens mange konservative folketingspolitikere de seneste måneder nok har været utilfredse og brokket sig, så har man udadtil holdt sammen. Angrebene har været anonyme. På Christiansborg venter alle nu på, om de utilfredse konservative står frem. Særligt bed man i går mærke i, at Brian Mikkelsen formulerede en besynderlig sætning om, at Lene Espersen ”lige nu” er den bedste formand for partiet.

Valget er tæt på, og ganske mange konservative hoveder – selv meget fremtrædende hoveder som Brian Mikkelsens og Per Stig Møllers – ser ud til at skulle rulle.

Derfor er der lige nu tale om den berømte balancegang på en knivsæg. Skal man dukke sig og håbe, at det går over, eller skal man tage opgøret og få renset ud inden et valg. Det er det spørgsmål, mange konservative stiller sig selv i disse dage.

Frustrationerne er åbenbare og både politiske og personlige. Politisk er man naturligvis indædt irriterede over, at Lars Løkke Rasmussens opgør med efterlønnen ikke giver De Konservative nogen som helst fremgang. Det til trods for, at netop De Konservative i årevis har arbejdet for at komme af med efterlønnen. (Og mon ikke ganske mange konservative sender sorte tanker af sted mod tidligere partiformand Hans Engell, der i kraft af sin spirituskørsel i 1997 var en væsentlig årsag til, at V og K ikke vandt valget i 1998, hvor man ligefrem gik til valg på at afskaffe efterlønnen.)

Dernæst oplever De Konservative den tragikomiske situation, at partiet politisk er ganske succesfuldt, men samtidig er blevet irrelevant for vælgerne. Ganske mange konservative hjertesager er blevet en central del af regeringsgrundlaget og regeringens gennemførte politik.

Personligt berører det rigtig mange konservative – både på Christiansborg og ude blandt tillidsfolkene landet over – at partiets spidser ikke evner at kommunikere hverken politikken eller succeserne. Og at Lene Espersens person efterhånden synes at stå i vejen for De Konservatives gennemslagskraft og tiltrækningskraft hos vælgerne.

De næste døgn bliver afgørende for Lene Espersens fremtid. For at beholde hende taler måske især, at afløseren – justitsminister Lars Barfoed er den eneste reelle mulighed – ikke ligefrem er en Messias, der får folkemasser til at storme i hans fodspor. Et formandsskifte vil alene være et fravalg af Espersen – ikke et tilvalg af Barfoed. Og skifter man inden et valg, er der risiko for yderligere blodbad, som De Konservative jo kender alt til. Lader man omvendt Lene Espersen tage valget med og dermed formentlig tabe så stort, at hun selv vil kunne indse, at hun skal træde tilbage, vil en ny formand få en anderledes ren platform at træde op på. Men en sådan løsning kræver tålmodighed. Og den er faktisk allerede opbrugt.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
coronavirus

Live: Regeringen indfører krav om mundbind i offentlig trafik hele døgnet

Sydfyn For abonnenter

Nyt signalsystem: Transportminister afviser at prioritere Svendborgbanen

Annonce