Annonce
Odense

Slagtilbud til kriminelle i Odense-ghetto: Betalt flyttehjælp, 14 dages gratis husleje og 15.000 kroner fra kommunen

Opslaget fremstår som et slagtilbud til beboere, der er dømt for kriminalitet i 2019. I så fald kan man få penge til flytningen fra Odense Kommune og gratis husleje og indskud fra tre boligselskaber. Foto: Nils Svalebøg
Tre boligselskaber og Odense Kommune vil belønne kriminelle, der flytter fra de almene boliger i Risingområdet, der er i fare for at ende som ”hård ghetto” med nedrivninger til følge. Fuldstændig vanvittigt og en lortesituation, siger politikere, der dog bakker op.

”Har du fået en dom i 2019? Så har du mulighed for at få flyttehjælp”.

Sådan lyder overskriften i et kontroversielt opslag, som taler direkte til dømte beboere i de almene boliger i Riisingparken, Påskeløkken, Smedeløkken og Solbakken i Odense.

I opslaget, der er hængt op i en lang række opgange henover weekenden, reklamerer Odense Kommune og tre almene boligselskaber med, at beboere, der i 2019 er dømt efter straffeloven, våbenloven eller loven om euforiserende stoffer, kan få gratis flyttehjælp og 15.000 skattekroner fra kommunen, hvis de hurtigst muligt flytter fra de almene boliger i området, der samlet set huser knap 1400 beboere.

Boligselskaberne FAB, Civica og Odense Boligselskab er parate til at betale for flytningen og 14 dages husleje i en ny almen bolig og vil desuden friholde de dømte beboere fra at skulle betale indskud.

Odense Kommune vil derudover betale 15.000 kroner til andre udgifter, der måtte være i forbindelse med flytningen.

På den måde håber kommunen og boligselskaberne at kunne lokke mellem 10 og 12 dømte beboere til at flytte inden årets udgang, så de ikke kommer til at tælle med i en afgørende opgørelse over antallet af kriminelle i boligområdet, der ellers risikerer at blive defineret som ”hård ghetto”.

Hvis det sker, kan det i sidste ende føre til, at 60 procent af boligerne skal omdannes, sælges eller rives ned på grund af ghettopakken.

Annonce

Udfordringerne i Risingområdet

De såkaldte ghettokriterier afgør, hvorvidt et alment boligområde bliver kategoriseret som ghetto. Har et område stået på listen i fire år i træk, ender det som en såkaldt "hård ghetto". Så er der krav om, at mindst 60 procent af boligerne enten skal rives ned, sælges eller omdannes til andre boligformer.

Den situation risikerer Risingområdet at stå i til næste år, og det vil tvinge en større del af de 1342 beboere til at flytte samt betyde udgifter for et trecifret millionbeløb. Derfor har boligforeninger og kommunen sat en slutspurt ind for at få ændret forholdene, inden det er for sent.

Området er på ghettolisten, fordi der bor mere end 1000 i området og andelen af indvandrere og efterkommere er over 50 pct. Derudover opfylder man tre ud af fire kriterier: For mange er uden for arbejdsmarkedet, for mange har fået en dom for at have overtrådt enten straffeloven, våbenloven eller lov om euforiserende stoffer. Og endelig har for mange beboere mellem 30 og 69 år kun en grundskoleuddannelse. Men fordi Risingområdet ikke er så stort, er det forholdsvis få mennesker med de "forkerte" karakteristika, der skal flytte, for at området ændrer status.

Derfor har boligselskaberne indført særlige udlejningsregler for at prøve at ændre på forholdene, men området er populært, så ikke mange flytter. Men hvis man har en ren straffeattest, en ungdomsuddannelse som minimum, er selvforsørgende og har en indtægt af en vis størrelse, får man fortrinsret til ledige boliger.

Derudover har kommunens kontrolenhed undersøgt, om der bor folk ulovligt i området på en såkaldt co-adresse, og boligselskaberne har haft folk til at gå fra dør til dør for at finde beboere, der har en højere uddannelse med sig fra udlandet, som bare ikke er blevet godkendt i Danmark endnu.

Tallene for antallet af beboere med ikke vestlig baggrund og uddannelsesniveau trækkes 11 måneder inden ghettolisten offentliggøres. Tallene for beskæftigelse, indkomst og kriminalitet beregnes som et gennemsnit af de seneste to år. Den ghettoliste, som offentliggøres 1. december 2019, bruger således tal fra 2017 og 2018.

Et umuligt dilemma

Det opsigtsvækkende initiativ blev formelt set taget som en formandsbeslutning af borgmester Peter Rahbæk Juel (S) i slutningen af sidste uge. Han havde forud for beslutningen sikret sig opbakning fra byrådets partier.

- Jeg bryder mig selvfølgelig ikke om, at vi belønner kriminelle på denne her måde. Men det handler jo om, at vi med et relativt beskedent beløb kan undgå at skulle bruge et trecifret millionbeløb på at rive en masse boliger ned i et område, hvor det ikke løser noget. Det ville jo være et kæmpe ressourcespild, siger Peter Rahbæk Juel.

Beskæftigelses- og socialrådmand Brian Dybro (SF) betegner beslutningen som et af de største dilemmaer, han har stået over for.

- Det er rent ud sagt en lortesituation, som jeg har det rigtig dårligt med. Det er et valg imellem at gøre noget, der dybest set er forkert, eller risikere, at en masse beboere mister deres hjem. Hvis vi ikke får de kriminelle til at flytte, ender området på den hårde ghettoliste og så skal vi rive rigtigt mange boliger ned. Det vil jeg for alt i verden gerne undgå, siger Brian Dybro.

Venstre bakker også op om beslutningen, selvom Christoffer Lilleholt erkender, at det er vanvittigt at give skattekroner til kriminelle.

- Det lyder jo fuldstændigt vanvittigt, og jeg synes også, at det er forkert, men det ville være dumt og tosset, hvis vi ikke gjorde alt, hvad vi kunne for at undgå en nedrivning, siger Christoffer Lilleholt.

Flere har henvendt sig

Direktør for FAB, Jacob Michaelsen, lægger ikke skjul på, at det også har været en svær beslutning for boligselskabet.

- Man kan jo bare konstatere, at ghettopakken gør nogle ting ved os, som ingen havde set komme. Her belønner vi de helt forkerte. Det er jo helt urimeligt og strider helt grundlæggende med vores retfærdighedssans, men vi gør det af hensyn til de 99 procent, der ikke kunne tænke sig, at deres bolig blev revet ned, siger Jacob Michaelsen.

Selvom opslaget kun har hængt i opgangene i nogle få dage, har en god håndfuld beboere allerede meldt sig som interesserede. Hvis de vil tage imod tilbuddet, skal de blandt andet kunne dokumentere, at de er dømt for kriminalitet i 2019 for at få del i pengene.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Lynfrosten giver nye muligheder

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce