Annonce
Sport

Skuffet islandsk EM-profil føler med danskerne

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Island fik stryg af Ungarn, og dermed sluttede Danmarks EM i det indledende gruppespil.

De danske tilskuere i Malmö Arena bakkede entusiastisk op om de islandske håndboldherrer onsdag aften i håbet om en hjælpende hånd.

Men opbakningen var forgæves. Efter islandsk dominans i første halvleg vandt Ungarn overlegent med 24-18, og det skuffer den islandske fløjspiller Gudjon Valur Sigurdsson, som føler med det danske hold.

- Jeg er skuffet på vegne af holdet og mine venner, som jeg har kendt i mange år. Hvilken form for ven ville man være, hvis man ikke ønsker dem det bedste? spørger den tidligere AG København-spiller retorisk.

Han nød opbakningen fra den dansk-islandske fansymbiose, selv om han og holdkammeraterne ikke kunne give tilskuerne det, de havde håbet på.

- De var fantastiske. Det var bevægende at se op til kampen. Jeg føler med dem og er ærgerlig over, at vi ikke kunne give dem en bedre kamp.

Island førte stort i første halvleg, men gik helt ned med flaget efter pausen, hvor islændingene blot scorede seks gange.

- Jeg troede, vi havde kampen under kontrol. Da det stod 14-10 til os, så det virkelig godt ud. Men derefter var der ikke meget, der gik vores vej.

- Jeg er måske ikke chokeret, men skuffet. Vi havde en stor mulighed - og jeg ved, det er en lang turnering, hvor alt kan ske - men nu er vi i en sværere situation end før kampen. Det er skuffende, siger Gudjon Valur Sigurdsson.

Island er videre til mellemrunden, men uden point.

Ud over de forsvarende verdensmestre fra Danmark har de franske håndboldherrer også forladt turneringen allerede inden mellemrunden.

- Det er ikke godt for sporten, når vi mister to af de største nationer. Vi vil gerne have, at lande som Frankrig, Tyskland og Danmark kommer videre, for det øger seertallene og får flere tilskuere på lægterne, siger den islandske fløjprofil.

Danmark spiller en nu ligegyldig kamp mod Rusland klokken 20.30 i samme arena.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Prædiken. Skamløs i sin kærlighed

Prædiken: Skammen står i kø: der findes klimaskam og rygeskam, og man kan skamme sig over at mene noget andet, end det er moralsk tilladt i de kredse, man begår sig i; og sidste nye skud på stammen: virusskam; skammen over at være smittebærer af Covid 19 måske helt uden at vide det. For man kan såmænd føle skam helt uden at være skyldig. Skam og skyld hænger ikke nødvendigvis sammen. Offeret for en voldtægt er uden skyld og føler alligevel skam. Mens skyld er noget, vi kan placere, så er skam langt mere subtil i sin fremtræden. Den findes i alle mulige logiske og ulogiske sammenhænge. Det kan endda lade sig gøre at skamme sig på andres vegne; man kan skamme sig over at være dansker, skamme sig over alle de andre danskere forstås, alt imens man opfatter sig selv som helt igennem anstændig. I dagens evangelium hører vi om en flok mænd, som skammer sig på en andens vegne. Mændene ligger til bords i Simons hus, da en kvinde kommer ind i huset til dem. Hun nærmer sig Jesus, går helt hen til ham og hælder så den fineste og kostbareste nardusolie fra sin krukke ud over Jesu hoved, som når man salver en konge. Ødselt overøser kvinden med alabastkrukken Jesus med sin kærlighed og bekender sig på den måde til ham, som man bekender sig til sin Gud. Straks bliver hun overfuset af de tilstedeværende, for hvem Sandheden er skjult. Ikke alene opfører hun sig helt uanstændigt ved at komme ind i huset, ydermere skammer de sig nu over hendes hovedløse handling. For al den olie, svarende til en formue, kunne være blevet solgt og pengene givet til de fattige. Så nyttigt kunne kvindens formue været blevet brugt! Gæsterne i Simons hus ønsker nemlig at være generøse, og hvad er nemmere end at være generøs på andres bekostning? Kvinden opfører sig i deres øjne skamløst. Og det er præcis hvad hun er. I mødet med Kristus er hun skamløs. Ikke skamløs som psykopaten med det menneskelige brist slet ikke at kunne føle skam; ikke skamløs som en person, der rager til sig i en uhørt aftrædelsesordning; ikke skamløs som om skammen slet ikke findes i hendes liv, for det gør den. Hun er synderinde af profession, verdens ældste hverv, og sikkert ikke for fornøjelsens skyld, men af nød. Jo, hun kender til skammen, som de allerførste mennesker i Edens have kendte til den, fordi skammen er et menneskeligt vilkår. Men i mødet med Jesus bliver mennesket skamløst, løst fra sin skam. For sådan er kærlighedens væsen. Skam som samfundsgreb kan så absolut være godt, skammen er samfundsregulerende og opdragende. Men skam kan også være af det onde. Den kan holde os fanget i et net, som vi ikke selv kan vikle os ud af. Den lammer os. Ligesom frygten for en ukendt virus lammer os, og gør os desperate. Vi kastes ud af hamsterhjulet. og måske for første gang i lange tider tvinges vi til ikke at gøre, men blot at være. Og hvem er man så? Kvinden med Alabastkrukken ved, hvem hun er. Hun ved, at hun er Guds, og hun ved, at alt, hvad hun ejer og har, skylder hun Ham, for livet er hans. Hun salver ham som konge i livet og i døden. For salvingen forudsiger også Jesu død og begravelse. Kvindens handling den dag i Betania minder Jesus om, hvad han må gøre, hvor rædselsvækkende opgaven end er. Hun holder ham fast på hvem han er. Og hun viser os, at frygt ikke findes i kærligheden, men at den fuldendte kærlighed fordriver frygten, som den fordriver skammen. Det forstod kvinden med alabastkrukken. Kvinden som var skamløs i sin kærlighed.

Annonce