Annonce
Erhverv

Skrothandlerens mareridt: Åh nej, nævn ikke den færge

Den tidligere Storebælts-færge Princess Selandia ved kajen i Barrow-in-Furness. Skrothandler Orla Rasmussen sender nu en advokat til England for at få færgen hjem til ophugning. Arkivfoto: Annelene Petersen.

Skrothandler Orla Rasmussen vil have sin gamle Storebæltsfærge hjem til Danmark. Nu har han ventet i tre år på at få den frigivet til bugsering. Derfor sender han i næste uge en advokat til England. Så håber Orla Rasmussen, at færgen kan komme til Danmark. Her er det skrothandlerens plan at hugge den op. Det skal ske i hans afdeling i Frederikshavn, Jatob Aps.

Historien om Orla Rasmussens skrot-dømte skib er lang og broget. Maritimhistorisk er den en perle. Den er den sidste Storebæltsfærge fra den klassiske generation med to skorstene, og den er en af de sidste bevarede Storebæltsfærger overhovedet.

Færgen blev bygget som m/f Dronning Ingrid på Helsingør Værft i 1951. Derefter virkede den i en årrække for DSB på Storebælt og Østersøen. Undervejs skiftede færgen navn til Sjælland, da Dronning Ingrid-navnet skulle anvendes til den ene af tre nye intercityfærger. Efter aktive år med passagerer, biler og jernbanevogne om bord blev færgen restaurations- og oplevelsesskib i København. Den blev også kendt fra tv-programmet Kajplads 114.

DSB/Scandlines ville af færgen, og ad omveje endte den i 2004 i den engelske by Barrow-in-Furness nær Liverpool. Her ligger den stadig ved kaj. Før den jyske skrothandler købte færgen, blev den brugt som diskotek og forlystelsescenter. Det er ophørt.

"Sjælland" står der stadig på siden af den udvendigt forholdsvis autentiske Storebælts-færge. Nu hedder den Princess Selandia.

Annonce

Åh, nej, nævn den ikke ...

- Åh, nej, nævn den ikke, lød det i telefonen fra Bjerringbro, da Fyens.dk kontaktede færgens ejer for at høre til hans planer.

Skrothandler Orla Rasmussen er simpelthen godt træt af den færge. Han har ejet den siden sommeren 2012, og den har bogstaveligt talt ikke flyttet sig en fod. Stik imod hans planer om at få den bugseret hjem til skrotning.

- Myndighederne derovre vil ikke lade den sejle. Det er det, vi nu har diskuteret i flere år. Jeg er ikke så god til det med sprog, men i næste uge sender jeg en advokat derrover. Så kan vi forhåbentlig få sagen afsluttet, siger Orla Rasmussen til Fyens.dk:

- Jeg forstår ikke, hvorfor jeg ikke må få min færge hjem. Vi får masser af skibe derovrefra til skrotning i Danmark, fastslår Orla Rasmussen.

- Hvis fx. bevaringsfolk byder på den, - vil du så sælge?

- Ja, jeg er handelsmand!

- Prisen ...?

- Fire og en halv mio kroner.

Den bedste færge til bevaring

Set med bevaringsøje vurderer flere færgehistoriske eksperter, som Fyens.dk har talt med, at Princess Selandia er et langt bedre bevaringsemne end den tidligere Storebælts-færge Broen, som kræfter i Nyborg i øjeblikket arbejder med at få til bæltbyen. Her er det planen at gøre Broen til kultur- og museumsskib.

- Broen er rent ud sagt blevet voldtaget indvendig af ombygningen til diskotek. "Sjælland" er langt mere autentisk, lyder det fra færgehistorikerne.

Læs mere om tidligere Storebæltsfærger på Søsiden i Fyns Amts Avis fredag og på Mitfyn.dk

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Kultur. Tak til kronprinsparret 2

Synspunkt: Da jeg læste Peter Hagmunds leder ”Tak til kronprinsparret” den 1. november, glædede jeg mig over de mange gode synspunkter, han bringer frem såsom: ”Alligevel kan man godt opfatte det en kende sært, at kronprins Frederik og kronprinsesse Mary står på en scene i netop Odense, når parret lørdag uddeler priser til en række kunstnere og kulturfolk. For Odense Kommune har netop besluttet omfattende nedskæringer i byens kulturudgifter.” Lige siden har jeg funderet over årsagen til, at der spares så heftigt på kulturen i Danmark i disse år. Vore nabolande Norge, Sverige og Tyskland – lande vi gerne sammenligner os med – gør det stik modsatte. De øger kulturbudgetterne, og de gør det markant. Efter min mening er der to væsentlige årsager til den stedmoderlige behandling, kulturen får i Danmark. For det første er de allerfleste af vore beslutningstagere unge eller yngre mennesker, som vort skolesystem ikke i tilstrækkelig grad har givet mulighed for at stifte bekendtskab med klassisk kultur og dannelse. De kender og respekterer simpelthen ikke den kultur, de koldblodigt skærer ned på. Det ironiske er, at kulturpengene jo er pebernødder i det store budgetspil, men da beslutningstagerne ikke kender nok til området, gør det ikke ondt på dem at svinge sparekniven, og som ofte sagt: ”Der er ikke stemmer i kultur” – desværre. For det andet mener jeg, at Peter Hagmund og hans kolleger burde gribe i egen barm og overveje, om medierne i almindelighed og - når vi taler kultur i Odense - Fyens Stiftstidende i særdeleshed kunne påtage sig et større ansvar i denne sag. For det er jo sådan, at i vore dage eksisterer man kun, hvis man er synlig i medierne. Jeg kender til hudløshed argumentet, at kulturstof ikke er populært, men det får mig til at tænke tilbage på en korrespondance, en af mine veninder for en del år siden havde med en dansk tv-station. Min veninde klagede over, at en stor operaforestilling blev sendt kl. 02.00 (det var inden, man i samme grad som nu havde mulighed for at optage, streame og se tv on-demand). Svaret fra TV-stationen lød, at de sendte udsendelsen på dette sene tidspunkt, fordi der ikke var ret mange, der så den slags. Man kunne også forestille sig, at problemstillingen i virkeligheden var den omvendte, nemlig at folk ikke så den slags, fordi det blev sendt på et tidspunkt, hvor de fleste lå i dyb søvn. Måske ville læserne faktisk værdsætte større mængder af velformidlet kulturstof, hvis det fandtes i medierne. I øvrigt tror jeg, at mange af de mennesker, der læser kultursiderne, læser den trykte avis og ikke avis på nettet. Populariteten af kulturstoffet er derfor ikke målbar på samme måde som ”klik" på avisens hjemmeside. Hagmund skriver at ”kronprinsparrets besøg i Odense kan være med til at flytte opmærksomheden tilbage til det, der også er kunstens og kulturens kerne: At den er dannelse. At den er identitetsskabende. At den har en særlig berettigelse.” Kære redaktører og journalister. Jeg mener absolut, I kan medvirke til at flytte opmærksomheden tilbage på kulturen og fjerne det ”spørgsmålstegn ved, om byen nu egentlig har det levende, aktive kulturliv, som man ofte påstår at ville anvende som salgsargument over for tilflyttere.” I skal blot opprioritere kulturområdet, så det bliver mere synligt i mediebilledet.

Annonce