Annonce
Middelfart

Skolelever lærer at sige fra: Blev testet af usympatisk underviser

Man må gerne være uenige. Det kom eleverne frem til efter en hel dag at været udfordret på deres demokratiske rettigheder af en streng underviser fra et fup-firma. Det hele var dog bare et rollespil. Foto: Mia Harm Madsen
To klasser på Fænøsund Friskole fik testet deres evner til at sige fra og i stedet stå ved egne meninger. De blev testet i en hel dag af en usympatisk underviser, og det endte i en protest med banner, råb og klappen.

Middelfart: Den anden dag dukkede en underviser op på Fænøsund Friskole, som ikke var sådan at bide skeer med. Hun var blevet tilkaldt, fordi resultaterne fra skolens elever var for dårlige, og det skulle hun rette op på. Der var for megen diskussion og for lidt effektivitet i eleverne i 6. og 7. klasse, og i et forsøg på at få strammet lidt op på det, havde hun nogle nye tests med til dem, som de skulle udfylde: Hvis man tænkte ens, var der belønning og flere point til skolen.

Damen kom fra firmaet Coala, Center for Optimering af Android Læring og Adfærd. Efter to hovedrystende dårlige tests, måtte hun hidkalde et dramatisk middel for at få eleverne til at lade være med at tænke på alt muligt, og få stømlinet dem, så man kunne lave et effektivt samfund, hvor der ikke bliver stillet så mange kritiske spørgsmål til landets ledere: Alle elever skulle have installeret computerchips i hjernen.

Annonce
Josefine Weng var iført hvid kittel og var mildest talt ret urimelig i sine krav til eleverne, mens hun spillede sin rolle. Det endte også i protest på borde og stole. Foto: Mia Harm Madsen

Stå ved egne meninger

Eleverne vidste ikke fra starten, at de blev testet på noget helt andet: Deres evne til at protestere, at argumentere og stå ved deres egne holdninger.

Den strenge underviser hed i virkeligheden Josefine Weng og var en pædagogisk konsulent sendt ud fra Frirummet, der er et initiativ taget af friskolerne, efterskolerne og højskolerne, og som skal bidrage til at forbedre den offentlige samtale og øge børn og unges lyst til at deltage i demokratiet.

Efter nogle timer havde lysten til at protestere da også indfundet sig hos eleverne, der lavede protestbannere og stillede sig på borde og stole i et oprør mod ens tankegang, mod begrænsning af ytringsfriheden, og for friheden til at mene, hvad man vil og for viljen til et levende samfund, hvor der er plads til at være forskellige. Så det var store emner, der var oppe at vende hos de to klasser.

- Efter en time gik det op for mig, at der var noget galt. Hun bragte nogle testresultater, men hun nævnte aldrig, at de kom fra vores skole, og hun havde heller ikke nogen navne på nogen af os, forklarede 12-årige Mikkel Blankholm Pedersen, der går i 6. klasse på Fænøsund Friskole.

Også 14-årige Nete Hedelund Fleischer så sig nødsaget til at deltage i protesten, og til hverdag er hun heller ikke bange for at stå ved sine meninger:

- I stedet for at sige "ja ja", så skal vi sige, hvad vi synes. Det kan jo være, at det bliver til noget, sagde hun.

Protester på bordene

Klasselærer i 6. klasse, Ellen Møller, synes også, at det var et måske tiltrængt pust til elevernes lyst til at deltage i en debat.

- Vi præsenterer dem hver dag for en masse forskellige ting, men vi kan godt savne, at de har en holdning og mener noget, så det her er en måde at få dem til at diskutere og forholde sig til samfundet. Det er omvendt pædagogik, for nu har de fået at vide, at de ikke skulle mene noget, og så gør de det alligevel. Der var én af de lidt stille piger, der googlede navnet på det firma, som underviseren kom fra. Hun studsede over, at det ikke fandtes, fortæller klasselæreren, der kunne se, at alle elever blev provokerede af, at de blev bedt om ikke selv at mene noget.

Det gjorde de så alligevel sidst på dagen, hvor det hele blev rundet af med protester stående på bordene, og Josefine Weng måtte tilstå, at hun ikke var en skrap underviser, der ville sætte chips ind i hjernerne på dem, men at de i stedet skulle huske at bruge deres ytringsfrihed og forskellighed til at diskutere og forstå andres verdensbillede.

Foto: Mia Harm Madsen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fyn

Vildt uheld på E20: Tidligst om en måned har politiet et svar

Odense

Hundeejer: Barfoed-skilte er idioti

Leder For abonnenter

I Sherwood-skoven

Udligningsordningen er et fantastisk værktøj, der gør Danmark til et mere lige samfund, for den mellemkommunale udligning betyder i al enkelthed, at de kommuner, der har mange penge, giver en lille del af deres velstand til de kommuner, der har færre eller få penge. Udligningsordningen er derfor en ægte Robin Hood-løsning, som de fleste danskere bør kunne være enige om. Det betyder selvsagt ikke, at danskerne - både politikerne og folk, som vi er flest - er enige om, hvordan udligningsordningen skal strikkes sammen. Man kan, som det fremgår af stort set samtlige medier i denne tid, skændes om økonomiske nøgletal og detaljer i en sådan udligningsordning i én uendelighed. For ordningen skiller selvfølgelig vandene. De, der har udsigt til at få flere penge i kassen i kraft af en ny udligningsordning, er som regel fulde af ros til og argumenter for, hvorfor ordningen er velfungerende. Omvendt er de, der kan se frem til at få færre penge i kommunekassen, kritiske over for ændringerne. Sagen er, at alle politikere, uanset landsdel og politisk syns- og standpunkt, allerhelst bare vil have flere penge til deres egen kommune. Social- og indenrigsministeren blev i sidste uge kritiseret for at manipulere eller hemmeligholde en række af de tal, der ligger til grund for beregningerne i regeringens forslag til en ny udligningsreform. Det har ministeren undskyldt - og samtidig korrekt pointeret, at man kan gøre tallene op på flere forskellige måder. Og det er sandt. Udligningsordninger er svært stof for de fleste, inklusive mange økonomer og politikere. De enkelte parametre, der ligger til grund for både den gamle udligningsordning og regeringens forslag til en ny udligningsordning, kan diskuteres og endevendes i én uendelighed. Derfor er kritikken af og debatten om ordningen både relevant og nødvendig. Det ændrer blot ikke på, at vi alle, fattige som rige, socialister som liberale, jyder som fynboer, bør glæde os over, at udligningsreformen gør Danmark mere lige. På ægte Robin Hood-manér. Ligesom i Sherwood-skoven.

Annonce