Annonce
Assens

Skole/hjem-samarbejde: Familien har også betydning for børns læring

Chefkonsulent Søren Laibach Smidt. Foto: Thomas Arnbo.

Chefkonsulent Søren Laibach Smidt fra UCC var i 2014 med til at udgive rapporten "Forældresamarbejde der virker: Forældreerfaringer med Best Practice".

- Hvorfor er samarbejdet mellem skole og hjem vigtigt?

- En af grundene er, at der i disse år er en øget opmærksomhed på, at familie og hjem betyder meget for børns læring. Undersøgelser viser, hvilke børn der klarer sig godt i uddannelsessystemet. I de hjem, hvor der er en større opbakning til børnene, er forældrene med til at styrke børnenes læring. Der er sket en forandring, som går på, at hvor børn tidligere kun lærte, når de gik i skole eller institution, så ser man i dag på helheden, og det har effekt på børns læring. I forlængelse af det har det også en stor betydning for børns velbefindende og trivsel, at børnenes liv i skolen bliver bakket op derhjemme, og at der skabes en sammenhæng mellem to vigtige livsrum. Når opbakningen ikke er til stede, skal børnene agere i to verdener, som eventuelt kan strides med hinanden.

- Så det handler dybest set om at få forældrene på banen?

- Det er ikke nok at sige, at de skal på banen. Det er en stor og kompliceret opgave for skolen at vise nogle veje, så forældrene reelt kan bidrage. Skolen er lærernes hjemmebane, og de har ansvaret for at skabe en sammenhæng mellem miljøerne, hvor forældrene oplever, at de bliver hørt fra deres vinkel. Ønsket om dialog findes hos alle forældre, både hos de veluddannede og veltalende og hos de forældre, der ikke har så mange ressourcer.

- Hvad er de vigtigste ingredienser i et succesfuldt skole/hjem-samarbejde?

- Først og fremmest at man tænker, at det ikke bare er et barn, der går i skole, men en familie. Man ser ikke bare barnet og barnets færdigheder som sig selv, men som bundet sammen med en familie. Det er meget vigtigt, at forældre føler sig velkomne på skolen, og det er ikke nok, at kommunikation går den ene vej. Det er vigtigt, at lærerne spørger forældrene, hvad der sker derhjemme og give dem nogle anvisninger til, hvordan de kan bidrage.

- Hvordan har skole/hjem-samarbejdet ændret sig over årene?

- Ønsket om at samarbejde og nødvendigheden af et samarbejde er stigende. Der stilles større krav, netop fordi man tænker på barnets hele liv. Hvis man ser lidt firkantet på det, så er det gået fra, at læringen foregik i skolen, og familien tog sig af barnet hjemme. Nu er der en nødvendighed af partnerskab, for det er både forældrene og skolens lærere, der bidrager til børnenes trivsel og læring. Behovet er stigende, og lige nu peger forskningsresultater på, at det er vigtigt.

- På Vissenbjerg Skole har man lavet en forventningsafstemning mellem forældre, medarbejdere og elever og opsat nogle konkrete forventninger til de tre parter. Er det en god idé?

- Det synes jeg. Det er et rigtig godt redskab, som er med til at tydeliggøre for de to parter, hvad man kan forvente af hinanden. Pointen er, at de professionelle har ansvaret for samarbejdet. Det ligger på deres skuldre, og derfor er det vigtigt, at der er en rammesærtning fra skolens side, så skolen tager ansvaret på sig og skaber rammer, hvor forældrene kan bidrage og dialogen kan foregå.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Tal højt om psykisk sygdom

Der bliver malet sådan et billede af os psykisk syge som nogle vildt farlige kriminelle, der går og stikker folk ned. Men langt størstedelen af os har bare nogle andre udfordringer end andre, og det går værst ud over os selv", sagde 41-årige Michael Hansen til avisen tidligere på ugen. Deri har Michael Hansen ret: Psykisk sygdom er først og fremmest en belastning for den syge, ikke for omgivelserne. Alligevel bliver mennesker med psykiske sygdomme ofte betragtet med mistænksomhed eller direkte frygt af andre mennesker. For de fleste af os har lettere ved at forholde os til et brækket ben end et brækket sind. Sådan behøver det imidlertid ikke være. Hvis vi hver især lærer mere om psykiske sygdomme, kan vi få lagt noget af den unødvendige frygt bag os. Derfor er det godt og nødvendigt, at Michael Hansen og andre som han taler højt om deres sygdom og diagnoser, så vi kan få nuanceret vores syn på psykiatriske sygdomme. Michael Hansen lider af såkaldt paranoid skizofreni, en af de sværeste psykiske lidelser, der findes; en lidelse, som kun ganske få promille af danskerne lider af, og derfor en lidelse som kun ganske få af os kommer til at stifte bekendtskab med i vores liv. Selv om sygdommen er udstyret med et mystisk, endda et nærmest ildevarslende navn, er Michael Hansen imidlertid hverken mere eller mindre farlig for sine omgivelser end dig og mig. Michael Hansen er kort sagt et menneske som os. Og han skal betragtes som sådan; han skal ikke betragtes som potentiel morder. Statistikken er smerteligt tydelig: Langt hovedparten af landets psykisk syge bliver mødt med fordomme, når de taler om deres sygdom. Derfor har fire ud af fem psykisk syge undveget kontakt med andre mennesker, og tre ud af fem har afholdt sig fra at søge uddannelser eller lignende. Det er deprimerende tal. Derfor er der brug for, at Michael Hansen og endnu flere psykisk syge med ham får modet til at tale højt om deres sygdom og til at forklare, hvad den går ud på. Samtidig er der brug for, at vi, der ikke har en psykiatrisk diagnose, har modet til at lytte og forstå. Så tal højt. Det hjælper.

Annonce