Annonce
forside

Skibsreder-familiens simple ferieglæde: På tur i Pingvinen

"Enhver ting paa sin plads" befaler skiltet. Skibsrederens omhyggelige valg af de forskellige træsorter træder tydeligt frem i salonen. Foto: Søren Stidsholt Nielsen.

Knud Lauritzen fra JL har med kone og fem børn nydt sommeren i Berg-spidsgatteren. Siden har Kirsten Lund sejlet og passet den flot i 49 år.

- Jeg er så glad for, at Pingvinen har det godt i Svendborg. Nu er den kommet hjem, og det er det helt rigtige for den, fastslår Kirsten Lund overfor Søsiden.Ingen kender Pingvinen bedre end Kirsten Lund. Fra Hellerup og Skovshoved i det nordlige Øresund har Kirsten Lund sejlet i båden i 49 år. Danmark, Norge, Sverige og selvfølgelig til farvandet, hvor båden blev søsat i 1949 - Svendborgsund. Pingvinens første ejer var skibsreder Knud Lauritzen og hans familie. Knud Lauritzens valg af sydfynsk byggeværft var ikke tilfældigt. Tidligere i 1940'erne havde JL-skibsrederen sammen med sin bror Ivar grundlagt Kogtved Søfartsskole. Nogle hundrede meter længere henne langs kysten i retning mod den senere Svendborgsundbroen lå John Madsens bådeværft. Her ikke alene bestilte skibsrederen Pingvinen i "de bedste materialer". Under sine ophold i rederkammeret på søfartsskolen fulgte Knud Lauritzen også byggeprocessen tæt på. At skibsrederen vidste, hvad han ville have, fremgår af hans korrespondance til bådebyggeren i Strandhuse. Knud Lauritzens breve samt bl. a. de originale Berg-konstruktionstegninger har Kirsten Lund overdraget til Svendborg Museum sammen med Pingvinen.

Annonce
Et elegant sæde fastgjort på cockpitkarm og sidedæk gør det behageligt for Pingvinens rorgænger. Foto: Søren Stidsholt Nielsen.

Bådebyggerlærling kom forbi

Ved overdragelsen af Pingvinen fra Kirsten Lund til Svendborg Museum deltog bådebygger John Madsens lærling fra 1949.

- Han var synlig rørt, da han så båden, fortæller Erik Stoumann fra museums-lavet, der passer og sejler Pingvinen:

- Det var en oplevelse at se den gamle bådebygger glæde sig over at gense et skib, han tydeligt kunne huske, at han havde været med til at bygge. Som lærling havde han vist klædt styrbord side op. Mester havde taget bagbord, siger Erik Stoumann.

- Den gamle bådebygger fortalte også, at Knud Lauritzen havde været meget opsat på et få det bedste træ. Bådebyggeren og skibsrederen havde snakket frem og tilbage om det skulle være kalmar-fyr eller lærk. Det blev så lærk på egespanter. Skibsrederen var meget kritisk med at komme og kikke på de stammer, der var skåret op til byggeriet, og han fulgte byggeriet af båden tæt hele vejen, siger Erik Stoumann.

Pingvinens cockpit med styrbord sæde til rorgænger. Foto: Søren Stidsholt Nielsen.

Kvalitet og simpel livsstil

Skibsreder Knud Lauritzen var til både kvalitet og simpel livsstil. Pingvinen afspejler begge dele. Væk fra det store rederis kontor praktiserede skibsrederen og hans hustru et slags sejlende spejderliv. Sammen med deres fem børn sejlede de på lange ferier i båden. Om bord kunne arrangeres sovepladser til hele skibsreder-familien, hvis den da ikke valgte at slå et telt op i land. Turene gik bl. a. op langs den norske og svenske kyst eller til Det Sydfynske Øhav.

Familiens mad blev tilberedt på et simpelt blus i en mahogni-skuffe udført i bådebygger-kvalitet. Pingvinens petroleumsdrevne sidelanterner af kobber kunne fastgøres på brædder i vanterne. Det hele plus en masse andet grej fulgte med og blev registreret, da Kirsten Lund efter sine 49 års sejlads donerede Pingvinen til Svendborg Museum i 2016.

Det lykkedes at finde et passende bronze-håndtag til fokkeskødets spilkop i styrbord side. Foto: Søren Stidsholt Nielsen.

Lærredsdæk udskiftet

I Kirsten Lunds ejerskab er Pingvinen udstyret med en indenbords motor, og bådens originale lærredsdæk blev for 20 år siden udskiftet med hvidt, skridsikkert glasfiber. Det sidste arbejde blev gjort af et sjællandsk værft og viste sig senere udført på en måde, så Pingvinen i hårdt vejr kunne tage vand ind ved fenderlisten.

Vand og fugt de forkerte steder forkorter træbådes levetid. Ved tanken om det, besluttede Kirsten Lund sig for - efter at have doneret sin båd - at få Pingvinen gjort helt tæt for egen regning. Kirsten Lund indhentede tilbud fra to værfter i Øhavet. Ordren på små 80.000 kr røg til Marstal.

- Nu kan jeg i hvert fald fastslå, at alt på Pingvinen er som det skal og bør være, siger Kirsten Lund.

Erik Stoumann og Poul Buch nyder sejlturene i Pingvinen, og de giver også gerne den smukke, gamle spidsgatter et flot skudsmål:

- Det er en båd i meget fin stand. Der forestår ingen større renoveringer eller udbedringer. Pingvinen er sund hele vejen igennem.

Lige siden søsætningen i Svendborgsund i 1949 har Berg-spidsgatteren båret navnet Pingvinen. Foto: Søren Stidsholt Nielsen.
Fokkens dug gennemlyst af solen kaster et rødt skær ind over det hvide dæk omkring masten. Foto: Søren Stidsholt Nielsen.
Så meget vejer Berg-spidsgatteren Pingvinen fra Svendborg Museum. Foto: Søren Stidsholt Nielsen.
Den originale mast gik til en vinter under en brand hos en bådebygger. Foto: Søren Stidsholt Nielsen.
Berg-spidsgatteren Pingvinen har mange fine og velbevarede detaljer - fik denne lille pullert af lakeret eg. Foto: Søren Stidsholt Nielsen.
En skibsreder, hans hustru og fem børn har holdt sejlerferie i denne salon. Foto: Søren Stidsholt Nielsen.
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Nordfyn

To gange Falch i Bogense Kirke

Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce