Annonce
Livsstil

Skamløst stedblind

Tegning: Gert Ejton

"Snedige Stifinder" bliver med sikkerhed ikke mit indianernavn, hvis jeg en dag beslutter at skifte livsstil og slå teltpælene ned på en fjern prærie. Men det gør jeg nok næppe.

Højt på listen over grunde til, at jeg nødigt ville give afkald på en moderne tilværelse, står gps'er af enhver slags. Jeg er gammel nok til at have prøvet livet før, de fandtes, og for mig var den opfindelse som briller til en nærsynet. Livet blev betydeligt nemmere.

Det er en lidt fortærsket kliche at sige, at jeg kunne fare vild i en telefonboks, og det er også en anakronistisk talemåde, som unge mennesker vel dårligt forstår.

Man kunne måske modernisere den til at sige, at jeg kunne fare vild i en rygekabine? Det er naturligvis en overdrivelse, men faktisk var jeg, dengang jeg stadig røg, ofte i vildrede om, hvorvidt jeg turde smutte i kabinen i lufthavnen før afgang. For tænk, hvis jeg ikke kunne finde tilbage til gaten?

Det giver en ubehagelig blanding af uduelighedsfølelese og desperation at gå i ring som en fængselsindsat på gårdtur - gerne med et lige så forskræmt blik, for det kan skabe rædsomme situationer, når jeg pludselig indser, at jeg ikke aner, hvor jeg befinder mig. Især før mobiltelefonernes tid, hvor venner måtte undre sig over, om de havde sagt noget forkert, siden jeg ikke kom tilbage fra toiletbesøget i indkøbscenteret.

Jeg har også ofte overvejet, om jeg skulle lyve om årsagen til, at jeg kom for sent, når jeg skulle et sted hen, jeg havde besøgt fem-seks gange før. For folk, der ikke selv har problemer med stedssansen, har ofte svært ved at forstå, at det ikke er en garanti for at kunne finde vej, at jeg har været der tidligere. For eftersom jeg konstant farer vild, er det svært at vide, om jeg genkender de omkringliggende veje fra sidst, jeg fandt derhen, eller om jeg husker kendemærkerne fra sidst, jeg kom på afveje.

Mine børn er nogenlunde gode til at finde vej. Brevduer kan finde ud af det. Slimsvampen Physarum polycephalum (mangehovedet slim) kan finde vej i labyrinter, og det er temmelig skamfuldt, at både mindreårige, trænede tamfugle og en hjerneløs svamp mestrer disciplinen bedre end mig.

Ifølge hjerneforskere har jeg også grund til at skamme mig. "Stedblind" er ikke en diagnose, og der er ingen undskyldning at finde i den grå substans i mit kranium. Alle normale hjerner - og sådan en er jeg så vidt vides benådet med - er udstyret med de nødvendige gitterceller, nerveceller og grænseceller til at finde vej. Det er angiveligt et spørgsmål om træning og opmærksomhed.

Så det er min egen skyld, at jeg ikke kan finde vej. Jeg kunne bare træne og koncentrere mig. Det er da også sandt, at når jeg giver stifindingen min fulde opmærksomhed, kommer jeg (næsten) altid frem. Det betyder bare, at jeg er ude af stand til at føre en afslappet samtale med dem, jeg følges med, og at jeg jævnligt må standse og gøre mentale notater om, hvor kirken eller kiosken var placeret på min vej.

Som ung gjorde jeg ofte ynkelige, mislykkede forsøg på at skjule, hvor utrænet min hjernes navigationssystem var.

Jeg fulgte et par skridt efter, når der var nogle at følges med - jævnligt med det resultat, at vi gik forkert, fordi de havde samme skjulte problem og troede, de fulgte efter mig.

Jeg forsøgte at finde undskyldninger for at mødes steder, jeg vidste, jeg kunne finde, frem for mere ukendte destinationer. Det hændte, at jeg tog jeg en taxa, selvom jeg hverken havde travlt eller ømme fødder, for at slippe for forvirringen. Enkelte gange blev jeg helt hjemme.

Hvor velkendt mit problemer var trods mine forsøg på at skjule det, fremgik af et brev fra en højskoleveninde, der holdt genforeningsfest: "Her er min adresse. Jeg glæder mig meget til at se dig, selvom jeg ved, at du farer vild og kommer et par timer for sent," skrev hun.

Da jeg havde tygget lidt på den, besluttede jeg mig for fremover at være skamløst stedblind.

Nu oplyser jeg tidligt i et bekendtskab om mit problem, og det har lettet næsten lige så meget som elektroniske hjælpemidler. Når kortene er på bordet, er der ingen afsløring at frygte.

Misforståelser om, hvem der tager ansvar for at dreje om det rigtige hjørne, er elimineret. Og fordømmende mennesker er tidligt udelukket som potentielle venner.

Dem, der glæder sig til at se mig, selvom jeg farer vild irriterende ofte, er dem, der virkelig er noget for mig.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fyn For abonnenter

Kendt Odense-advokat i dobbeltrolle: Gav sig selv millionhonorar fra velgørenhedsfond

Annonce