Annonce
Erhverv

Skal du snart betale pant i Tyskland?

Den dansk-tyske grænse er den eneste, hvor tyskerne lader udlændinge slippe for at betale pant på indkøbte øl- og sodavandsdåser, men hvor længe holder det? Arkivfoto: Hans Chr. Gabelgaard

Forleden var Salling Groups topchef Per Bank en tur i Tyskland for at tilse sine forretninger dernede. Med hjem i bagagerummet havde han tre rammer dåseøl af mærkerne Tuborg, Krombacher og Holsten. Kendte navne for økonomisk bevidste danskere, der er vante til at hente trailerfulde af disse produkter i de talrige grænsebutikker på sydsiden af den dansk-tyske grænse.

Men Per Bank, der er øverste direktør for Bilka-, Føtex og Netto-kæderne, havde selvfølgelig en særlig pointe med at fortælle historien om sine ølindkøb på det sociale medie Linkedin. Direktøren havde nemlig købt øllene i en af de danskejede Netto-butikker i Tyskland, og derfor måtte han betale 10 euro (75 kroner) i pant for at få dåserne med ud af butikken.

Ligesom Danmark har Tyskland et velfungerende pantsystem, hvor dåser og flasker er belagt med en lille afgift, som man får retur, når den tomme emballage returneres i de fedtede pantautomater.

Den eneste undtagelse er de tyske grænsebutikker, der ligger et stenkast fra den danske grænse, hvor forbrugerne ved at udfylde en eksporterklæring kan slippe for at betale panten. Det er muligvis verdens eneste undtagelse af sin art og findes ikke langs Tysklands øvrige grænser mod en række europæiske lande.

Årsagen til denne mere end 15 år gamle undtagelse fortaber sig i glemslen, men enhver kan se, at det er fuldstændigt ulogisk at undtage de mange millioner dåser for pant, som danskerne hjembringer fra grænsebutikkerne.

Per Bank føler sig udsat for forskelsbehandling, for han ser selvfølgelig gerne, at de danske forbrugere i højere grad køber deres drikkevarer i eksempelvis hans danske butikker. Ifølge Skatteministeriet taler vi om en meromsætning på en halv milliard kroner i de danske dagligvarebutikker, hvis der blev indført pant på grænsehandelsdåserne.

Men miljøet kan blive den faktor, der langt om længe afliver de særegne eksporterklæringer, hvor danskerne formelt set blot bekræfter, at de eksporterer de købte dåser til Danmark.

Både i Nordtyskland og Danmark regerer politikere med en klar miljøprofil, og de synes at have viljen til at løse problemet med dåsepanten. Fra tid til anden kommer der forlydender om, at den tyske miljøminister Svenja Schulze og hendes slesvig-holstenske kollega Jan Philipp Albrecht er i dialog med den danske miljøminister Lea Wermelin (S). En færdig løsning har vi dog ikke hørt om. Det må være svære forhandlinger, selvom målet står klart:

- Det er fuldstændigt uacceptabelt, at millioner af dåser uden pant fortsat bliver langet over disken ved den dansk-tyske grænse. Vi har behov for et pantsystem for at reducere mængden af affald til gavn for natur og miljø, sagde Jan Philipp Albrecht sidste år til det nordtyske mediehus SHZ.

For hvad er det, der sker med de over 600 millioner dåser, som danskerne selv importerer fra Tyskland hvert år? Da Danmarks Naturfredningsforening sidste år gennemførte sin store affaldsindsamling, hvor 200.000 danskere plukkede affald i den danske natur, fandt man blandt andet 110.000 dåser.

Næsten to ud af tre indsamlede dåser havde ingen pantmærker og er med stor sandsynlighed hentet i grænsebutikker. Perspektivet er skræmmende, da naturen skal bruge 500 år på at nedbryde en enkelt aluminiumsdåse. Medmindre en græssende ko eller andre dyr lider en smertefuld død ved at æde dåsen inden da.

Den rigtige løsning er at aflevere de tomme dåser på sin kommunale genbrugsplads, men reelt ender de fleste dåser angiveligt i skraldeposen, og så må forbrændingsanlæggene bøvle med at rense den smeltede aluminium ud af ovnene.

Ved sidste års valg til Europa-Parlamentet var en fælles EU-pant på dåser et emne i valgkampen, men de færreste tror på, at det er en realistisk løsning. Derfor er det oplagte kompromis at lade grænsebutikkerne opkræve tysk pant, så danskerne må på en ny shoppetur syd for grænsen for at få panten retur - hvis de orker.

Det gør Per Bank, som på Linkedin lovede at tage sine tomme dåser med tilbage på en kommende tysklandstur.

Annonce
Miljøet kan blive den faktor, der langt om længe afliver de særegne eksporterklæringer, hvor danskerne formelt set blot bekræfter, at de eksporterer de købte dåser til Danmark.

Jens Bertelsen, erhvervsredaktør

Erhvervsredaktør Jens Bertelsen. Foto: Nils Svalebøg
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

23-årig havde været til fest: Politiet mangler oplysninger om dræbt ung mand på motorvejen

Leder For abonnenter

Bevar sjælen i byerne

Hver gang man fjerner et hus, fjerner man noget af sjælen, sagde socialdemokraten Anders W. Berthelsen til avisen tidligere på ugen, mens han travede rundt i Hunderup-kvarteret i Odense sammen med en journalist for at kigge på en række af de matrikler, hvor gamle villaer er blevet revet ned til fordel for nybyggeri. Berthelsen har ret: Der forsvinder noget af et kvarters sjæl, når man river en epoke-typisk bygning ned i et kvarter for at erstatte den med et nymodens byggeri. Derfor er det klogt, at de fynske lokalpolitikere beslutter sig for at gennemføre bevarende lokalplaner for kvarterer og bydele, hvor man ønsker at bevare et særligt arkitektonisk udtryk. Det gælder både i Hunderup-kvarteret og i andre boligområder i Odense og på Fyn. Diskussionen om at bevare bygninger drejer sig nemlig ikke blot om nedrivning af gamle villaer i det fornemme Hunderup-kvarter. Det drejer sig også om Gerthasminde og om Møllers Villaby i Odense, og det drejer sig om dusinvis af bymiljøer i Faaborg, i Assens, i Svendborg, ja, i stort set alle de fynske byer. For i langt de fleste byer, landsbyer og bydele findes der karakteristiske bygninger eller kvarterer, som er værd at bevare. Bevares: Vores byer er ikke museer. Derfor er det ikke alle udhuse, cykelskure og parcelhuse, der partout skal bevares for eftertiden, for vores byer skal være levende og kunne udvikle sig i takt med tiden og behovet. En levende by betyder imidlertid ikke, at man som boligejer skal kunne rive bygninger ned efter forgodtbefindende. Tværtimod: I en levende by udviser man respekt for byen, for historien. For dens sjæl. De nedrivninger og nybygninger, som blev nævnt i avisen tidligere på ugen, var markante eksempler på, at det er nødvendigt at skærpe bevaringskravene i Hunderup-kvarteret. Derfor vil det være klogt at gennemføre en bevarende lokalplan i rigmandskvarteret, ligesom det vil være klogt at se på bevaringsindsatsen i andre områder i Odense og i de andre fynske byer. For vi skal have sjælen med. Også i vores byer.

Annonce