Annonce
Sport

Skadesfri trup øger dansk optimisme før VM-afrejse

Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix
En lettet Klavs Bruun Jørgensen melder alle spillere spilleklar og friske inden turen til Japan.

Når det danske kvindelandshold i håndbold torsdag morgen sætter sig i flyet mod Japan og den forestående VM-slutrunde, er der for første gang i flere år ingen skader og skavanker, der giver panderynker.

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen udtog allerede sine 16 udvalgte for en måned siden. Efterfølgende er truppen blevet udvidet med to reserver, og fælles for dem alle er, at de ville være klar til at spille, hvis der var kamp i morgen.

- Det har været en stående joke, at jeg har gået og krydset fingre og sagt 7-9-13, hver gang jeg har snakket med spillerne. At udtage 16 i god tid og så gå og håbe på, at ingen bliver skadet, har været en smule nervepirrende.

- Men det er med stor glæde, at jeg nu kan sige, at de 18, som jeg rigtig gerne vil have med, de flyver også til Japan, siger Klavs Bruun Jørgensen.

Før EM sidste år var anfører Stine Jørgensen i kapløb med tiden for at blive klar efter en knæskade. Hun nåede med til Frankrig, men haltede sig gennem det meste af turneringen.

Året før var det stregspilleren Stine Bodholt, der efter halvanden måneds pause rejste halvskadet til VM i Tyskland og først kunne komme i kamp efter indledende runde.

Den slags kvaler har spillerne ikke denne gang, og for landstræneren er der nu kun tilbage at krydse fingre for, at den positive tendens fortsætter frem til VM-premieren mod Australien 30. november.

- Ja, der er stadig godt en uge, til vi skal i gang. Men bare det, at vi nået hertil, er jeg selvfølgelig super glad for.

- Jeg må sige, at jeg tror sgu på det her hold. Spillerne ser fit ud og virker optimistiske. Noget af den tvivl, vi engang imellem har rendt rundt med, er vi kommet et skridt væk fra, fastslår Klavs Bruun Jørgensen.

Holdet flyver torsdag morgen fra Kastrup til Okinawa i Japan.

Efter en uges træningslejr går turen videre til Kumamoto, hvor VM-kampene skal spilles.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce