Annonce
Erhverv

Sjov bestilling: Kærbygård skulle lave møbler til Tinka

Pia Kibæk, t.v., er den, der holder styr på, at hvert stykke træ bliver udnyttet bedst muligt. Jerk Lund er så en af de snedkere, der får hendes tanker gjort til virkelighed. Foto: Nils Svalebøg
Familien Kibæk fra Kærbygård har lavet mange forskellige møbler de seneste år, men en af de sjoveste opgaver har været opgaven med at lave møbler til årets udgave af TV 2's julekalender, Tinka og Kongespillet, der er optaget på Fyn.

Fraugde Kærby: I de seneste fem år har Kærbygård og familien Kibæk fået mange sjove opgaver. De har blandt andet tidligere lavet døbefont og alterbord til Danmarks første flydende kirke. Og den største opgave hidtil var den nye scene til Odenses konference- og kulturcenter Odeon tilbage i 2017.

Men et af de sjoveste projekter indtil nu er fra i år og et projekt, som de fleste endnu ikke har fået at se helt foldet ud, fordi det er en del af TV 2's julekalender Tinka og Kongespillet, der ruller over skærmen i disse dage.

I årets julekalender har dem, der følger med, allerede set faren til en af hovedpersonerne samle en bænk. Den blev bygget på Kærbygård. Men det store projekt for faren i løbet af december bliver at lave en stol. Den stol kommer også fra Kærbygård og mere specifikt fra Henrik Kibæks hoved.

- Produktionsselskabet bag kalenderen kontaktede os og sagde, de ville have noget, som ikke var på markedet endnu, fordi det skulle være unikt. Jeg havde tilfældigvis i noget tid leget lidt med ideen til et nyt stoledesign i hovedet. Da de så ringede, fik jeg pludselig rigtigt travlt med at få den idé ned på papir og produceret, fortæller Henrik Kibæk.

Annonce
Ude bagved er høreværn en god ide, for der rumsteres en del med de mange maskiner. Foto: Nils Svalebøg

Stolen endnu ikke til salg

Men Henrik nåede det. Ideen blev til en stol, som seerne - hvis Henrik husker rigtigt - får at se helt færdig i 22. afsnit af julekalenderen. Hvis man selv vil eje stolen, som Tinka-skuespillerne arbejder med, kan man dog ikke regne med at finde den under årets juletræ.

- Stolen er ikke helt færdigudviklet, så den er ikke til salg endnu. Men vi er nok klar til at sætte den til salg i februar, vurderer Henrik Kibæk.

- Skuespilleren, der i julekalenderen spiller møbelsnedkeren (Martin Bo Lindsten, red.), var også forbi herude, så han kunne se, hvordan stolen bliver samlet, og hvordan vores snedkere holder på træet, så det kunne se ordentligt ud på tv. Derefter sendte vi bare forskellige dele af den ind, så det ser ud til, at han arbejder på den igennem december.

Med sit eget lille aftryk på årets julekalender, har det også betydet, at familien Kibæk følger lidt mere med i Tinkas juleeventyr, end de måske normalt ville.

- Vi kigger med. Vi ved jo ikke helt præcist, hvordan de bruger vores møbler, så det er da sjovt at kigge med og lige se, hvordan det bliver brugt, og hvad der sker, siger Henrik Kibæk.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Børnevelfærd. 365 dages øjenåbner

Synspunkt: Jeg har set et andet Odense de sidste 365 dage. Var jeg blevet spurgt i januar sidste år, om jeg kendte Odense, så havde jeg nok svaret: Ja. Jeg havde nok ikke svaret, at jeg vidste alt om den, men jeg havde sagt, at jeg havde et ret godt indblik i vores kommune. Efter at have boet og arbejdet i byen i mange år, følte jeg, at jeg kendte min by – i hvert fald nogenlunde godt. At jeg så alligevel kan starte første sætning med, at jeg har lært et nyt Odense at kende, så er det fordi, at jeg i disse dage har været formand i Red Barnet Odense i netop 365 dage. Jeg vidste godt, at der var børn, som ikke havde så meget som andre. Jeg vidste godt, at alle børn ikke er så privilegerede, som f.eks. de børn, som jeg er i familie med. Jeg havde set børnehjemmene her i byen, og mødt nogle af deres børn. Jeg må alligevel sige, at jeg vidste ingenting om den del af virkeligheden – den virkelig, som også er en stor del af vores by. Og af din og min hverdag. Var du klar over – og her er det ingen skam at sige nej, da jeg heller ikke vidste det før, at der er børn i f.eks. Bolbro, som i en evaluering efter at have været på sommerlejr med Red Barnet skriver, at de er glade for, at de have fået mad i fem dage – og smagt mad, som også smagte af noget? Eller at de skriver, at de er så glade for, at der faktisk er voksne, som har tid til dem? En anden oplevelse, som gik i hjertet på mig, var i sommers, da jeg spiste madpakker med nogle af vores børn. Én havde fødselsdag i den kommende uge, og hun ønskede sig sådan, at hun også kunne invitere sine kammerater fra 6. klasse hjem – hun ville jo bare så gerne gøre, som de andre piger i klassen. Det kunne hun ikke. Eller da jeg hørte historien, om vi ikke laver så mange aktiviteter udenfor i vinterhalvåret, da vores børn ikke altid har vanter og huer. Det går da lige i hjertet – i hvert fald på mig. Jeg glemmer heller ikke, da jeg hørte historien fra en frivillig om, at de havde været ved Stige Ø. Her havde nogle børn set vand for første gang, og fundet muslinger. Da en frivillig så havde fortalt dem, at der havde levet et dyr i de skaller, så var børnene sikre på, at det var en joke. I efteråret mødte jeg også en kvinde, hvis barn var med i et af vores projekter. Vi faldt i snak, og det viste sig hurtigt, at vi faktisk var samme generation. Hun fik en datter, som 20-årig. Hendes udfordringer med at skrive og læse gjorde, at hun aldrig havde fået gennemført folkeskolen. Hendes mor havde den samme historie, og nu håber hun jo bare, at hendes datter ikke også gentager mønsteret. Det møde gav mig indblik i, hvor kæmpe forskelle der er for et barns opvækst, i forhold til hvor de bliver født. Forskellen mellem hende og mig blev jo allerede grundlagt i 1987, hvor mine forældre begge havde uddannelser og masser af hjælp til lektier, når jeg havde brug for det. Den mulighed havde hun ikke – hendes mor kunne heller ikke læse eller skrive. Jeg var så heldig at blive født på den side af hækken. Så tak for det. Heldigvis er der masser af mennesker, som hjælper nogle af vores bys mest udsatte børn. Næsten 200 frivillige, og masser af opbakning fra erhvervslivet og kommunen. Uden jer var det ikke muligt. Så jeg er helt sikker på, at vi får givet de her børn nogle gode timer sammen med frivillige mennesker, som bare gerne vil dem. Jeg ved i hvert fald, at jeg det sidste år har fået meget større perspektiv på mit liv og på vores by. Det er jeg så glad for.

Kerteminde

Fynsk golfklub udvider banen

Annonce