Annonce
Rejser

Sissel-Jo Gazans guide til Berlin

Guidebøger er heldigvis ikke ens. Nogle har brug for den lille rappe, der kan opbevares i en inderlomme, andre vil have én, der giver masser af baggrundsinformation i leksikal form, og så er der den mere personlige.

Sissel-Jo Gazans "Vi elsker stadig Berlin" er i sidste kategori og med en vægt på trekvart kilo ikke én, man tager med rundt i byen, men for enhver Berlin-rejsende er den tæt på et must. Ikke blot er den spækket med tip til steder at besøge, den giver også en større forståelse for livet i Berlin og berlinerne. Og så er den flot illustreret og underholdende skrevet, hvilket ikke bør overraske, når man tænker på, at Gazan har skrevet flere romaner med international succes.

Et eksempel på stilen, så man ved, hvad man kan forvente:

"Og nu, vi taler om bar. Nu er tiden kommet til, at du tager en blyant frem og tager meget nøjagtige noter, for nu kommer århundredets cocktailbar-Geheimtip. Baren hedder Buch & Breck, og du ville aldrig have fundet den uden mig. Jeg fandt den nærmest ikke selv.

Buch & Breck er blevet kåret som Berlins cooleste bar og verdens nummer 16 mest coole bar af akademiet "The World's 50 Best Bar", og jeg må lægge mig fladt ned: Den er virkelig cool, ikke mindst fordi jeg elsker hemmeligheder og idéen om hemmelige indgange a la Narnia igennem klædeskabet, og Buck & Breck er virkelig hemmelig.

Here goes forhistorien: I årevis gik jeg forbi et mærkeligt udseende butiksvindue på Brunnenstrasse 177 ..."

Her følger så historien om, hvordan Sissel-Jo Gazan ved en blanding af held og kølighed fik adgang til det forjættede land. Nu er adressen afsløret, og så er det op til den enkelte læser at finde ud af, om man også kan få foden indenfor. Dog ikke, hvis man køber bogen, for hun afslører, hvordan hun kom ind.

Den aktuelle Berlin-guide er en opdatering af "Vi elsker Berlin", som udkom i 2015 på forlaget Lindhardt & Ringhof. Nyt er blandt andet, at Sissel-Jo Gazans ældste datter, Lola på 17 år, bidrager med sine yndlingssteder og tips til yngre læsere.

Sissel-Jo Gazan: Vi elsker stadig Berlin, Politikens Forlag, 416 sider, 250 kroner (vejledende udsalgspris). /thor

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Børnevelfærd. 365 dages øjenåbner

Synspunkt: Jeg har set et andet Odense de sidste 365 dage. Var jeg blevet spurgt i januar sidste år, om jeg kendte Odense, så havde jeg nok svaret: Ja. Jeg havde nok ikke svaret, at jeg vidste alt om den, men jeg havde sagt, at jeg havde et ret godt indblik i vores kommune. Efter at have boet og arbejdet i byen i mange år, følte jeg, at jeg kendte min by – i hvert fald nogenlunde godt. At jeg så alligevel kan starte første sætning med, at jeg har lært et nyt Odense at kende, så er det fordi, at jeg i disse dage har været formand i Red Barnet Odense i netop 365 dage. Jeg vidste godt, at der var børn, som ikke havde så meget som andre. Jeg vidste godt, at alle børn ikke er så privilegerede, som f.eks. de børn, som jeg er i familie med. Jeg havde set børnehjemmene her i byen, og mødt nogle af deres børn. Jeg må alligevel sige, at jeg vidste ingenting om den del af virkeligheden – den virkelig, som også er en stor del af vores by. Og af din og min hverdag. Var du klar over – og her er det ingen skam at sige nej, da jeg heller ikke vidste det før, at der er børn i f.eks. Bolbro, som i en evaluering efter at have været på sommerlejr med Red Barnet skriver, at de er glade for, at de have fået mad i fem dage – og smagt mad, som også smagte af noget? Eller at de skriver, at de er så glade for, at der faktisk er voksne, som har tid til dem? En anden oplevelse, som gik i hjertet på mig, var i sommers, da jeg spiste madpakker med nogle af vores børn. Én havde fødselsdag i den kommende uge, og hun ønskede sig sådan, at hun også kunne invitere sine kammerater fra 6. klasse hjem – hun ville jo bare så gerne gøre, som de andre piger i klassen. Det kunne hun ikke. Eller da jeg hørte historien, om vi ikke laver så mange aktiviteter udenfor i vinterhalvåret, da vores børn ikke altid har vanter og huer. Det går da lige i hjertet – i hvert fald på mig. Jeg glemmer heller ikke, da jeg hørte historien fra en frivillig om, at de havde været ved Stige Ø. Her havde nogle børn set vand for første gang, og fundet muslinger. Da en frivillig så havde fortalt dem, at der havde levet et dyr i de skaller, så var børnene sikre på, at det var en joke. I efteråret mødte jeg også en kvinde, hvis barn var med i et af vores projekter. Vi faldt i snak, og det viste sig hurtigt, at vi faktisk var samme generation. Hun fik en datter, som 20-årig. Hendes udfordringer med at skrive og læse gjorde, at hun aldrig havde fået gennemført folkeskolen. Hendes mor havde den samme historie, og nu håber hun jo bare, at hendes datter ikke også gentager mønsteret. Det møde gav mig indblik i, hvor kæmpe forskelle der er for et barns opvækst, i forhold til hvor de bliver født. Forskellen mellem hende og mig blev jo allerede grundlagt i 1987, hvor mine forældre begge havde uddannelser og masser af hjælp til lektier, når jeg havde brug for det. Den mulighed havde hun ikke – hendes mor kunne heller ikke læse eller skrive. Jeg var så heldig at blive født på den side af hækken. Så tak for det. Heldigvis er der masser af mennesker, som hjælper nogle af vores bys mest udsatte børn. Næsten 200 frivillige, og masser af opbakning fra erhvervslivet og kommunen. Uden jer var det ikke muligt. Så jeg er helt sikker på, at vi får givet de her børn nogle gode timer sammen med frivillige mennesker, som bare gerne vil dem. Jeg ved i hvert fald, at jeg det sidste år har fået meget større perspektiv på mit liv og på vores by. Det er jeg så glad for.

Kerteminde

Fynsk golfklub udvider banen

Annonce