Annonce
Indland

Simon Emil Ammitzbøll mistede sin mand til kræften: - Havde Henning levet, var jeg ikke blevet minister

Økonomi- og Indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll på sit kontor i ministeriet.Victoria Mørck Madsen

I en alder af bare 38 år blev økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll enkemand, da hans mand, Henning Olsen, døde efter lang tids kræftsygdom. Det var en samtale, der sluttede brat den august-morgen, fortæller en åbenhjertig minister.

Annonce

Fredag den 19. august sidste år startede som en helt almindelig dag. Stille. På Østerbro i København var et ægtepar ved at vågne. Den ene havde vækket den anden med et lille prik i ryggen, det var tid at stå op og nu lå de og talte om, hvad der var sket i verden.

De talte om, at Danmark havde fået sølvmedalje i hækkeløb, det var Sara Slott, der vandt den. På den hjemlige front bekymrede det Henning, at hans faster og onkels fødselsdag, de blev begge 85, faldt sammen med svigerindens bryllup.

De talte også lidt om den københavnske Pride, som var i gang, og som de nok ikke kunne komme til, for svigermor, Simon Emils mor, havde fødselsdag. Og så blev det for meget for Henning, han skulle spare på sine kræfter.

Det var kort sagt en så almindelig fredag, som almindelige fredage nu er. Og så alligevel ikke.

Halvanden time efter snakken om hækkeløb, faster-fødselsdag, Pride og svigerinde-bryllup, var Henning død. Der havde ellers, efter seks års kræftsygdom, endelig vist sig et lille håb, et lille lys i mørket. Det blev brat slukket den august-morgen på Østerbro.

Fem måneder senere sidder vi på Simon Emil Ammitzbølls ministerkontor i Slotsholmsgade. Da Liberal Alliance kravlede ned fra træet med de ultimative krav, rykkede de ind i ministerkontorerne.

Anders Samuelsen i Udenrigsministeriet ovre på Asiatisk Plads, mens Simon Emil Ammitzbøll, nærmest symbolsk, genetablerede det meste af det Økonomi- og Indenrigsministerium, hans radikale forgænger, Margrethe Vestager, havde haft.

På det politiske plan er han klar til et år, hvor de reformer, der ikke blev til noget i 2016's fastfrosne politiske klima, skal tøs op, og hvor et flertal skal forsøges. Den meget vigtige del af knuden har en regeringsomdannelse ikke løst.

- Vi ved jo godt, at Folketinget står et andet sted end regeringen. Derfor er det vigtigt, at vi spiller ambitiøst ud. For det bliver jo ikke mere ambitiøst inde i forhandlingslokalet, uanset hvem vi forhandler med, siger Simon Emil Ammitzbøll uden at løfte sløret for, hvordan regeringen vil spille ud omkring skat, vækst, arbejdsudbud og lettelse af erhvervslivets byrder.

Og, bare lige for fuldstændighedens skyld, når han siger "ambitiøst" mener han liberalt.

Det er nu ikke på grund af reformer, vi sidder her. Vi sidder her for at tale om den dag og tiden efter, at Simon Emil Ammitzbøll mistede sin ægtemand, Henning.

I dag er det 149 dage siden.

- Jeg tæller dage. Snart skal jeg måske gå over til uger.

Ingen kunne se hans tab, da han og de andre ministre blev udnævnt 28. november. Eller også kunne man. For blandt de store smil, der var på ministrene, da de kom ud på slotspladsen foran Amalienborg, sad et af største og måske mest vedvarende på Simon Emil Ammitzbøll.

- Jeg smiler overdrevent meget, tænkte jeg, da jeg så billederne. Jeg smiler nærmest helt grotesk meget. Men det var for at låse mit ansigt, så ingen kunne se, at jeg havde det modsat af, hvad det store smil viste.

- Det ville jo være mærkeligt sådan en dag.

Men det var sådan, han havde det den dag. Han var det hele. Han var både glad og stolt over, at LA efter bare ti år var blevet regeringsparti og han dermed minister. Men han var også trist, fordi Henning ikke var der.

Og så var han sig samtidig helt bevidst, at hvis Henning havde levet, havde han ikke stået der som minister. Alt det skulle det store smil dække over den dag, Danmark fik en ny trekløverregering.

-Jeg havde ikke sagt ja til at blive minister, hvis Henning stadig havde levet. Det er jeg helt overbevist om. Det havde vi også snakket om, for nu at sige det, som det er. Det havde ikke kunnet lade sig gøre.

- Fordi Henning ville have været for syg?

- Ja.

- Men han havde jo været syg længe?

- Ja, men på et andet niveau. Hvis der var blevet dannet regering lige efter valget i 15, havde jeg sagt ja. Ikke, hvis han havde levet nu. Så havde jeg fortsat som politisk ordfører eller hvad rolle, jeg nu skulle have haft.

- Det sagde jeg dog ikke noget om til Anders (Samuelsen, red.), før efter vi var kommet i regering.

- Jeg havde ikke sagt ja til at blive minister, hvis Henning stadig havde levet. Det er jeg helt overbevist om. Det havde vi også snakket om, for nu at sige det som det er. Det havde ikke kunnet lade sig gøre.

- Nytårsaften holdt vi alene. Jeg lavede syv små retter, hver på to gange to cm. Med laks, rejer, oksekød og and blandt andet. Han spiste dem, og vi hyggede os til ved halvti-tiden, hvor han ikke kunne mere. På sin egen måde var det en fin aften.

Blå bog

Navn: Simon Emil Ammitzbøll.Stilling: Økonomi- og indenrigsminister.

Alder: 39 år.

Uddannelse: Bachelor i socialvidenskab.

Parti: Næstformand i Liberal Alliance, tidl. radikal og formand for Borgerligt Centrum.

Civilstand: Enkemand.

Søn af: Nils Ammitzbøll og Annie Henriksen, begge født ved Aarhus. Hhv. Lystrup og Aabyhøj.

Hvis Simon Emil Ammitzbølls mand, Henning, stadig havde levet, havde han ikke sagt ja til at blive minister. Det havde ikke været muligt i forhold til Hennings sygdom.

Det gik tidligt op for den i dag 39-årige Simon Emil Ammitzbøll, at han var til mænd. Han havde haft pigekærester, men siden gymnasiet blev det mere og mere klart, at det ikke var den vej, han skulle. Og da han mødte den 18 år ældre Henning Olsen i 1998 på en nu nedlagt bøssebar i København, var der ikke flere spørgsmål. Han var, hvor han skulle være.

Da han samme år, på Krogerup Højskole, hvor han var elev, mødte Søren Bald, der senere blev radikal landsformand, blev Simon Emil Ammitzbølls politiske projekt også sat i ramme. Han var meldt ind i RU, men mødet med Bald, som var og er en kontroversiel herre i den radikale familie, blev det skub, der satte gang i hans politiske karriere.

De er stadig venner, nu bare i hver sit parti. Bald er stadig radikal og var meget påvirket, da Simon Emil Ammitzbøll forlod partiet i 2008 og smækkede døren i hovedet på Margrethe Vestager. Bald kaldte afgangen en "indre blødning", og selvom de endte hver sit sted dengang, Simon Emil først i Borgerligt Centrum, siden i Liberal Alliance, var deres analyse og holdning til netop Margrethe Vestager den samme.

For Simon Emil Ammitzbøll var hun for rød og blød i starten og i hans optik i øvrigt kropumulig at samarbejde med. Det sidste var Søren Bald enig i, Vestager var heller ikke for vild med ham og fik ham fjernet som landsformand.

Siden blev han en af hendes hårdeste kritikere, da Radikale kom i regering i 2011, for i Balds bog var den politiske linje både for hård og for økonomisk liberal.

00'erne var turbulente og kaotiske år for Simon Emil Ammitzbøll, men på hjemmefronten var der harmoni. I 2005 blev han og Henning Olsen gift, det var Henning, der friede. Det er lidt svært at finde ud af, hvem der skal gøre det, når det nu er to mænd, som Simon Emil Ammitzbøll sagde i et interview, men det blev altså Henning, der gik ned på knæ.

Vielsen blev foretaget på Københavns Rådhus af den gode ven og daværende partifælle, daværende borgmester, i dag direktør i Cyklistforbundet, Klaus Bondam, og til festen bagefter var der selvfølgelig bryllupskage. Med to mænd på toppen.

Fem år senere, i 2010, blev Henning Olsen syg. Han opdagede det ved, at han på en af sine mange forretningsrejser til Skotland havde svært ved at få luft om morgenen, når han skulle gå fra hotellet og op til kontoret, der lå øverst på bakken.

Han var økonom i oliefirmaet Chevron, det mindste af de tre selskaber i DUC (Dansk Undergrunds Consortium, red.), som har kontor i Aberdeen i Skotland. I løbet af dagen gik det bedre, og når han skulle tilbage til hotellet, gik det fint. Det gik jo nedad.

- Men næste morgen havde han igen problemer med at gå op, siger Simon Emil Ammitzbøll, så da Henning kom hjem, gik han til læge. Og blev sendt direkte på hospitalet.

- Han havde lungehindekræft. En forbandet kræftsygdom, for der er normalt ikke meget håb, når kræften sidder i lungehinden.

- Vi fik at vide, at det var umuligt at operere, fordi lungehinden var for tyk. Som jeg husker det. Vi fik også at vide, at udsigterne til at overleve var meget små. Det blev sagt, at det kunne komme til at gå rigtigt stærkt, for der var ingen helbredelsesmuligheder. Det var i sommeren 2010.

På det tidspunkt var Simon Emil Ammitzbøll 32 år, Henning Olsen 50.

De prøvede second opinion-ordningen, hvor man skal tage stilling til, om der er flere behandlingsmuligheder. Enten i Danmark eller i udlandet. Svaret var negativt. Der var ikke noget at gøre. Hverken hjemme eller ude.

- Så begyndte en god ven, Amalie Lyhne, som dengang var pressechef i Liberal Alliance, at undersøge behandlingsmuligheder i udlandet og fandt ud af, at et af de to bedste steder var i Storbritannien, i Leicester.

Det andet er i Houston i Texas.

- Vi tog til Leicester, Henning blev opereret, og de fjernede lungehinden og reducerede dermed kræften med over 90 procent. Det betød rigtigt meget.

- Det var noget af en øjenåbner. Vi betaler verdens højeste skat, vi har verdens bedste sundhedssystem, men det var altså i Leicester, han kunne blive opereret. Vi betalte selv.

- I var ikke i tvivl?

- Overhovedet ikke. Henning var en fighter. Han var fyldt 50 i december året før, og han var meget sikker på, at han nok skulle klare den.

- Som han sagde: Det handler om, at forskningen skal gå hurtigere end sygdommen. Så kan man måske overleve. Det håb holdt han fast i hele vejen igennem.

Tilbage i 2010 fik Henning Olsen både stråler og kemo i efterbehandlingen og særligt kemoterapien var hård ved ham. Han kunne ikke spise noget og tabte sig voldsomt, og da det blev jul, var det Simon Emil Ammitzbølls mor, der skar julemaden ud til ham.

- Nytårsaften holdt vi alene. Jeg lavede syv små retter, hver på to gange to centimeter. Med laks, rejer, oksekød og and, blandt andet. Han spiste dem, og vi hyggede os til ved halvti-tiden, hvor han ikke kunne mere. På sin egen måde var det en fin aften, siger Simon Emil Ammitzbøll.

I de følgende år var kræften der stadig, og Henning Olsen var mærket af det. Han kunne ikke arbejde, men ville ikke høre tale om førtidspension, for han troede fuldt og fast på, at han ville blive rask og komme til at arbejde igen.

Hverdagen blev en hverdag med sygdommen som følgesvend og døden som en skygge i baggrunden. Henning havde altid været aktiv i forhold til Simon Emil Ammitzbølls politiske liv og havde blandt meget andet været den, der stod for hans valgmateriale. Det kunne han ikke mere.

- Så sagde han, at hans valgkamps-bidrag var at stryge mine skjorter. Ellers strøg vi hver vores.

Det blev år, hvor Liberal Alliances politiske succes blev cementeret. Fra de 0,00 procent, partiet stod til i slutningen af 00'erne, blev det et parti i konstant fremgang. Med Samuelsen i spidsen og Ammitzbøll som toeren med styr på detaljen. De nærmeste vidste det selvfølgelig godt, men i offentligheden var det ikke kendt, hvor presset han var på hjemmefronten.

I virkeligheden havde han også prøvet det før.

- Min mors mand, som jeg har levet sammen med, fra jeg var fire år, blev syg, da jeg var 11. Så jeg er vokset op med sygdom. Som barn kom jeg mere på hospitalet end på folkebiblioteket, så for mig var det ikke uhyggeligt at tage med på hospitalet.

Gravhunden Viggo var ekstra vigtig, da Simon Emil Ammitzbøll mistede sin mand, Henning. Det blev til lange gåture hjemme på Østerbro. I dag er Viggo med i ministeriet, hvor han færdes hjemmevant.

I sommeren 2015 brød kræften igennem igen, og Henning Olsen blev syg igen. Meget syg. På ferien i Skagen fik han en blodprop, og i løbet af efteråret blev det gradvist værre. Igen fik han kemoterapi og igen blev han syg af det.

I samme periode var der både folketingsvalg og folkeafstemning om at ophæve EU-retsforbeholdet, 3. december, Henning Olsens fødselsdag.

Han lå på hospitalet, Simon Emil Ammitzbøll var på Christiansborg og fejrede sin valgsejr, LA havde som bekendt anbefalet et nej.

Om aftenen tikkede et billede ind på Ammitzbølls telefon. Fra Henning. Som var faldet på hospitalet og havde reddet sig et kæmpe sæbeøje. Ved siden af billedet var et billede af en hund med et endnu større sæbeøje.

Humoren var intakt.

Men ugen efter gik det helt galt. Lægerne begyndte igen at forberede Henning Olsen på, at det var ved at være slut, og hvordan det var at dø.

- De har givet op på mig, sagde han til mig, da jeg besøgte ham. Men det har jeg ikke, svarede jeg, og så sagde han: Det har jeg heller ikke.

Der kom en lille fremgang, men i februar gik det nedad igen. I april kom han i immumterapi-behandling på Herlev, et forsøg og helt i tråd med Henning Olsens filosofi om, at det handlede om at holde ved så længe, at forskningen kom foran sygdommen.

Forsøget virkede, i juni var kræften reduceret med tre procent. I august, den 17., med 8 procent. For første gang, siden operationen i Leicester, gik det den anden vej.

- Han fik det ikke bedre, men efter seks år, hvor vi i virkeligheden gik og forberedte os på, at han skulle dø, fik vi pludselig et håb. I fire måneder. Og så døde han. Det var et hjertestop, sandsynligvis på grund af en blodprop.

- Som jeg sagde i talen til bisættelsen, at man plejer enten at sige, at folk er døde efter længere tid sygdom. Eller pludselig revet bort. Henning blev pludselig revet bort efter længere tids sygdom.

- Når det skal være, er jeg glad for, at det var derhjemme. At jeg var der. At jeg kunne holde ham i hånden imens. Vi havde jo haft god tid til at tale om det, så jeg vidste, at han havde et ønske om at dø på den måde, han gjorde.

- Du har vidst, det kunne ske i over seks år?

- Ja, men man kan ikke forberede sig på døden. Det ændrer alting på et øjeblik. Og det er virkelig gået op for mig, at kærlighed er en lang samtale, der aldrig slutter.

- Før døden slutter den. Meget brat. Og det efterlader et kæmpe savn. Jeg tænker hele tiden: "Nu skal jeg huske at sige til Henning, at ....". Men det skal jeg jo ikke.

- Vi talte sammen hele tiden. Om alt. Vi havde et kæmpe skatkammer af oplevelser, som vi kun havde med hinanden. Jeg kan da godt fortælle dig om dengang, jeg oplevede et eller andet - men det er jo ikke det samme som at tale med ham om det.

26. august blev Henning Olsen bisat fra kapellet på Mariebjerg Kirkegård i Gentofte. Anders Samuelsens ex-kæreste, operasangerinden Susanne Elmark, sang i kirken. Det havde Henning Olsen bedt hende om. Han havde også bedt om, at ceremonien ikke skulle være religiøs. Ellers var intet aftalt, det blev Simon Emil Ammitzbøll, der måtte fylde rammerne.

Han holdt også selv den store tale ved kisten, hvor han meget åbent fortalte om kampen mod kræften, som de endte med at tabe. Men også om alt det liv, der var før døden. Og al den kærlighed, der var.

"Vi to har holdt sammen. Vi har talt sammen, vi har grinet sammen, men nu skal jeg græde alene. Og selvom det har været overvældende med alle de søde mennesker - familien, venner, kolleger, bekendte - der har været der for mig - så føles det stadigvæk uendeligt alene. Uendelig ensomt. Uendeligt tomt. For vi to er ikke længere sammen. Du er ikke mere".

"Kære Henning, du har snydt døden mange gange. I fredags snød døden dig. Jeg har savnet dig lige siden. Det vil jeg gøre resten af mit liv. Du er her ikke længere. Men du er i mit hjerte. For evigt."

I den første tid efter dødsfaldet, var Simon Emil Ammitzbøll meget derhjemme, men talte hele tiden med Anders Samuelsen, og de var enige om at bundfryse dansk politik med deres topskattekrav.

Det var politisk højspændt, men når det ikke var det for Simon Emil Ammitzbøll, var det sorgfyldt. En tosomhed skulle ændres til et aleneliv, og noget af sorgarbejdet blev klaret på lange gåture med familiens gravhund, Viggo.

- Når jeg luftede Viggo, gik jeg ofte med hættetrøje - det forestiller man sig ikke, vel? Jeg gik så mange ture med den stakkels hund, at han til sidst ikke kunne mere.

Simon Emil Ammitzbøll smiler. Han er altid ulasteligt klædt i jakkesæt, før i tiden ofte meget farvestrålende, i dag mere konservativ.

- Trods hættetrøjen blev jeg genkendt, og mange stoppede mig og sagde noget sødt. Det var meget rørende. Der var også folk, jeg ikke kendte, der stoppede og krammede. Det kunne godt være lidt overvældende.

December var hård for Simon Emil Ammitzbøll. De havde altid julet meget, ham og Henning. Nu skulle han gøre det selv. Nu skulle han også selv købe julegaverne. Det havde han godt nok gjort i de seneste år, fordi Henning var for syg, men det var efter en liste, som Henning havde skrevet. Så var det ikke så svært.

Juleaften tilbragte han med familien og tog til Schweiz med en god veninde til nytår. Fest og latter og tilbageblik på et år, der bød på både den dybeste sorg og den største politiske triumf, skulle holdes et sted, der var lidt på afstand.

I seks år prøvede han at forberede sig på døden. Men, som han siger, man kan ikke forberede sig på døden. Når den kommer, er det et chok.

Det chok arbejder Simon Emil Ammitzbøll på at overvinde.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce