Annonce
Kultur

Shu-bi-dua-dokumentar: Da nam-nam'en forsvandt

I 1980 sagde Shu-bi-dua farvel til halvdelen af bandet efter uoverensstemmelser om, hvordan bandet skulle køres. Foto: Helge Jensen
  • Historien om det originale Shu-bi-dua skildres i dokumentarfilmen "Fluer i kødbyen"

Musik: De fleste danskere kender Shu-bi-duas populære sange "Fed rock" og "Står på en Alpetop". Få kender sandheden om den konflikt, der i 1980 halverede det populære orkester og efterlod et åbent sår, som aldrig helede.

I dokumentarfilmen "Fluer i kødbyen" fortæller bandets originale medlemmer om dengang, "strammerne" fyrede "slapperne".

Bandet blev dannet nærmest som en tilfældighed af seks venner fra whiskybæltet i forbindelse med en satireoptagelse til Danmarks Radio. De første pladers "undersættelser" af populære hits som "Jailhouse Rock" ("Fed rock"), "Twist and Shout" ("Stærk tobak") og "Killing Me Softly" ("Kylling med soft ice") satte scenen for en æra af fest, farver og uhøjtidelig sangskrivning, der førte vennerne fra succes til succes.

Med årene blev succesen mere forpligtende, og der kom en større alvor i foretagendet. Det skabte en indre uro i Shu-bi-dua, hvor slapperne ville holde fast i de tidlige års løsslupne kollektivisme, mens strammerne ville tage musikken i en mere seriøs retning. Fronterne blev trukket op, og konflikterne spidsede til ved overgangen fra 1970'erne til 1980'erne.

Annonce

Ballerne skal strammes

I den åbenhjertige dokumentarfilm "Fluer i Kødbyen" tegner centrale medlemmer af Shu-bi-dua et billede af det originale orkesters indre styrker og konflikter.

Her fortæller blandt andre trommeslager Bosse Hall Christensen om de første sjove år i bandet og om sit eskalerende alkoholmisbrug, der var en afgørende faktor til, at han sammen med keyboardspiller Jens Tage Nielsen og bassist Kim Daugaard i 1980 blev smidt ud af bandet.

Det nye orkester havde Michael Hardinger og Michael Bundesen som kerne og blev med førstnævntes ord mere som et firma, der besluttede sig for "at lave noget musik og tage ud at spille". Nu skulle ballerne strammes, og der skulle arbejdes med faste mødetider, udgivelsesfrekvenser og pladeturnéer. Det var blevet en alvorlig sag at lave popmusik til folket.

Kim Daugaard blev ret hurtigt taget til nåde og genindtrådte i bandet, men Bosse Hall Christensen og Jens Tage var definitivt ude efter en regulær fyringsrunde.

Uden Bosse og Tage kom der ikke flere absurde sange som "Fluer i Kødbyen" og "Nam-Nam" eller saftige tekstlinjer som "sikke'n dulle, sikke'n balle, sikke'n numsehul".

Som guitarist Claus Asmussen siger i dokumentaren: "Den sjoveste, der var tilbage, det var mig. Og jeg var ikke så skide sjov."

Succesen fortsatte nogen tid endnu for Shu-bi-dua, men kollektivet, magien og morskaben var væk. Historien om det store uskyldstab rulles ud i dokumentaren "Fluer i Kødbyen", der er produceret af DR Historie & Tro og er tilrettelagt af Janus Køster-Rasmussen, som har stået bag adskillige musikdokumentarer.

"Fluer i Kødbyen" sendes lørdag den 12. november kl. 20 på DR 2

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Fyn

Fængselsforbundet: - Vi kan aldrig undgå, at indsatte tager livet af sig selv

Odense

Tyve brød gennem mur til Matas

Læserbrev

Sammenlægning. 700 udsatte børn på én skole?

Synspunkt: Kære Susanne, det er ikke børnenes tarv at sammenlægge Vollsmose-skolerne. Hvordan skulle det gavne det enkelte barn i Vollsmose at samle over 700 udsatte børn på én skole? I mange år har politikerne i Odense snakket om, at vi skal have flere blandede skoler i Odense. Derfor er det meget svært at forstå, at de nu vil skabe en stor skole og samle alle børnene i Vollsmose på Abildgaardskolen. Det er hverken fagligt forsvarligt eller integrationsfremmende. Derudover er det svært at forstå, hvorfor politikerne ikke kan vente med at sammenlægge skolerne, indtil ombygningen er overstået, for at undgå at børnene bliver udsat for flere skoleskift og stress. I perioden, hvor ombygningen står på og nogle af familierne skal flyttes væk fra området og andre flytter ind, har børnene brug for ro omkring deres skolegang. De har brug for deres vante omgivelser, tryghed og deres lærere, som de har kendt i mange år. Politikernes argumentation om, at der bliver færre børn i området, holder ikke i vand. Der skal opføres nye boliger i området, når nogle af de nuværende boliger blev revet ned, hvilket betyder at der flytter nye familier og deres børn til området. Hvor skal de nye børn i området så gå i skole? Derudover er der omkring 1500 mennesker, som flytter til Odense hvert år. I det hele taget bliver der flere børn og ældre i Odense i fremtiden. Derfor er det en omgang tom snak at påstå, at sammenlægningen skyldes faldende børnetal i området. Dertil savner jeg, at I politikere svarer på, hvor tanken om at skabe flere blandede skoler i Odense er blevet af? Og hvorfor skulle de nye tilflyttere i Vollsmose vælge en skole med over 700 tosprogede børn? Der er overhovedet ikke noget sammenhæng mellem det, I politikere siger, og det I gør. Der er ingen, der siger, at vi skal have to skoler i området, hvis der ikke er behov for det i fremtiden. Det giver bare ikke mening at samle alle områdets børn på en skole midt i en periode, hvor der foregår ombygning og renovering i området. Jeg håber inderligt, at I politikere tænker jer om og ikke svigter de mest udsatte børn i vores by. I det mindste fortjener børnene ro omkring deres skolegang, indtil ombygningen er færdig. Vollsmose-børns faglige udvikling, tryghed og trivsel er mindst lige så vigtig, som det er tilfældet for resten af byens skolebørn. Hvorfor skal byens måske mest udsatte børn stilles ringere end andre børn?

Fyn For abonnenter

Sørens gård køres over af jernbanen: Gid staten bare ville opkøbe mig

Annonce