Annonce
Sport

Setien anså Barcelona-job som en uopnåelig drøm

Lluis Gene/Ritzau Scanpix
Quique Setien har kun trænet mindre klubber og aldrig vundet en titel, og derfor regnede han ikke med topjob.

Det er højst overraskende for 61-årige Quique Setien, at han fremover skal stå i spidsen for fodboldgiganten FC Barcelona.

Det siger han i forbindelse med tirsdagens præsentation foran et stort presseopbud i Barcelona.

- Jeg behøvede ikke fem minutter til at tænke over, om jeg ville have jobbet. Jeg troede aldrig, at Barcelona ville vælge mig. Jeg har ikke noget glamourøst cv og mange titler, men jeg har vist - også før jeg blev træner - at jeg elsker en bestemt filosofi.

- Det eneste, jeg har gjort, har været at sikre, at mine tidligere hold har spillet god fodbold. Jeg ved ikke, om det var nok til at sikre mig den her mulighed, men jeg er meget taknemmelig for den, siger Setien ifølge Reuters.

Frem til i sommer stod han i spidsen for Real Betis, og her udmærkede han sig ved at spille offensiv og underholdende fodbold. Tidligere har han været i en række mindre spanske klubber.

I fremtiden kommer han under et helt andet pres for resultater og vil være under meget større bevågenhed.

- End ikke i min vildeste drøm kunne jeg forestille mig at være her. Jeg er en meget emotionel person, og det er en meget speciel dag for mig.

- I går gik jeg forbi en masse køer hjemme i min landsby, og i dag er jeg i Barcelona og skal være træner for de bedste spillere i verden. Det er det ypperste for mig, siger han.

Han fortæller også, at han ser frem til at arbejde sammen med Lionel Messi, som han kalder for verdens bedste fodboldspiller.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Lynfrosten giver nye muligheder

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce