Annonce
Odense

Seniorbofællesskab med 22 år på bagen: Et givende fællesskab med plads til alle

De fleste lejligheder i Glasværket har udgang til enten en lille terrasse eller til lidt have. Seniorbofællesskabet har også en fælles have med bede og frugttræer. Her er det Karen Dons (tv) og Karen Margrethe Carlsen, der begge har været del af bofællesskabet i flere år. Foto: Nils Svalebøg
Et af Danmarks ældste seniorbofællesskaber er det eftertragtede bofællesskab Glasværket, der er en oase midt i Odense. Her er optagelsesproceduren meget grundig og ventelisten lang, for når man først har fået en bolig i bofællesskabet, så bliver man resten af livet.

Midt imellem to store hovedfærdselsårer i Odense, Vestre Stationsvej og Rugårdsvej, ligger et boligområde med sin egen fredelige puls. Her blander nybyggede ejerboliger og ungdomsboliger sig med med renoverede historiske bygninger fra tiden, hvor der blev produceret flasker og glas på Fyens Glasværk, og ind i mellem byggerierne er grønne åndehuller og små haver.

Midt i området - på Brummers Plads, hvor glasværkets smedjer en gang lå, og hvor der var galleri - bor 27 seniorer i seniorbofællesskabet Glasværket. Her har det ligget i 22 år, og dermed er seniorbofællesskabet, der en afdeling af det almene boligselskab FAB, et af Danmarks ældste.

I modsætning til de mange nye seniorbofællesskaber, der etableres i disse år, hvor boformens popularitet er stærkt stigende, er Glasværket en fasttømret størrelse, der for længe siden har haft sine kollektive børnesygdomme, som Karen Dons, der har boet her i ti år, formulerer det.

Hun er en af de udadvendte kræfter i seniorbofællesskabet og tager blandt andet imod opkald fra potentielt nye bofæller. Og dem er der så mange af, at bofællesskabet for nylig har måtte aflyse et ellers planlagt åbent informationsmøde.

Optagelsesproceduren fungerer sædvanligvis efter et helt fast mønster med informationsmøder to gange om året.

Også selve fællesskabet har fundet en fast form. I Glasværket har man fundet en balance, hvor fællesskabet kan holdes i live, samtidig med at alle kan være sig selv, når de vil, fortæller Karen Dons og Karen Margrethe Carlsen. De to viser avisen rundt en sommerdag, hvor mange døre ud til haven står åbne, hvor kattene lusker dovne rundt blandt havens blomstrende krydderurter, og alt ånder fred og idyl.

Annonce

Seniorbofællesskaber

Et seniorbofællesskab er ikke at forveksle med et gammeldags kollektiv. Ved et seniorbofællesskab forstås en gruppe selvstændige boliger/lejligheder, hvortil der hører fælles arealer og lokaler, og hvor det sociale fællesskab styrkes gennem forskellige aktiviteter.

Et seniorbofællesskab er en boform, der typisk består af 15 til 20 boliger med en fælles bestyrelse og er beboet af seniorer fra 50 år uden hjemmeboende børn.

I et seniorbofællesskab i den almene sektor er det bestyrelsen, der bestemmer, hvem der kan flytte ind.

I forbindelse med budget 2018 vedtog Odense Byråd at målrette en tredjedel af budgettet til grundkapitalindskud på godt 15 millioner kroner til seniorboliger, ungdomsboliger og familieboliger i 2019, 2020 og 2021. Desuden støttede man ekstraordinært seniorbofællesskaber med fire millioner kroner i 2018.

Lækre lejligheder i centrum

Karen Margrethe Carlsen blev til sin store overraskelse tilbudt en lejlighed i Glasværket efter kun et halvt år på ventelisten og måtte lige vende skråen i halvandet døgn, inden hun besluttede sig og sagde ja tak. Efter fire et halvt år på Brummers Plads er hun stadig lykkelig for den beslutning.

- I modsætning til mange af de andre her går jeg stadig på arbejde. Derfor ser jeg ikke de andre så meget i hverdagen og må sørge for at holde mig opdateret på fællesmøderne og ved snak med mine naboer. Jeg skal også huske mig selv på at gå ud i haven ind i mellem og snakke med mine naboer. Men jeg elsker fællesspisningerne og mærker også omsorgen og trygheden ved at bo her med andre. Jeg kunne for eksempel ikke drømme om at tage på ferie, uden at mine bofæller ved det. Frem for alt har jeg fået en fed lejlighed midt i byen, og det er jeg så glad for, fortæller hun.

De 25 lejligheder i Glasværket er alle forskellige og indrettet med respekt for de gamle bygninger. Der er fritliggende bjælker i mange af lejlighederne, der er lyse og ofte med loft til kip. Mange af lejlighederne i den gamle smedje har desuden udgang til den fælles have med frugttræer og blomstrende bede. Bygningen, der kaldes Galleriet, er også omgivet af grønne områder, og nogle har deres egne små haver foran indgangen.

- Det sjove er, at vi alle sammen synes, at vi hver især har den bedste lejlighed. Det er yderst sjældent, at nogle flytter eller flytter fra en lejlighed til en anden, smiler Karen Dons.

Fællesskabets dna

I kælderen under bygningen Galleriet ligger det store fællesrum med køkkenet, og her er Glasværkets hjerte og hovedkvarter. På en stor opslagstavle hænger lister over fællesmøder, pårørendelister, optagelseslisten og alt det andet, de 27 beboere er fælles om.

- Vi er lidt ortodokse med fællesspisningerne. Altså undtagen her om sommeren, hvor ingen gider ned i den mørke og kolde kælder, og mange er på ferie. Så mødes vi mere spontant med vores egen mad og spiser den i haven eller griller sammen. Men ellers spiser vi sammen mindst en gang om ugen, siger Karen Dons.

- Fællesspisningerne er faktisk en del af bofællesskabets dna. Har man sagt ja til at bo her, så har man også sagt ja til fællesspisningerne, tilføjer Karen Margrethe Carlsen.

Vigtige er også de månedlige beboermøder, hvor alverdens ting diskuteres i bofællesskabet, der optager beboere over 40 og under 65 år uden hjemmeboende børn. Aktuelt bor der folk i Glasværket i alderen 53 til 87 år.

Ligesom bofællerne gør sig umage for at holde fast i fællesspisningerne, kan det være lidt af en kunst at give plads til alle ved fællesmøderne. Nogle har ordet i sin magt, og det er vigtigt, at alle kommer til orde. Tolerance og lydhørhed er nøglord her, lader de to forstå.

- Vi bor her, fordi vi har en ansvarsfølelse over for andre og gerne vil engagere os. Jeg er glad for, at vi er så forskellige, og for at vi ikke er et kollektiv i traditionel forstand. Jeg har prøvet at diskutere børneopdragelse en hel sommer og er færdig med det, griner Karen Dons, der har boet sammen med andre stort set hele sit voksne liv.

Det har Karen Margrethe Carlsen ikke, og hun har haft meget at lære, siger hun.

- Jeg har ikke mindst lært en masse om mig selv. I mit job går jeg til mange møder, og her må man nogle gange skære igennem. Det nytter ikke i et bofællesskabet, hvor alle skal kunne komme til orde. Man er også lidt på arbejde og skal gøre sig umage, påpeger hun.

FAB's seniorbofællesskab Glasværket består af bygningerne Smedjen og Pavillionen, der begge tidligere var en del af Fyens Glasværk. Her er det Pavillionen, der har små haver foran indgangene. Foto: Nils Svalebøg

Balancegang

Karen Margrethe Carlsen er imponeret over det store aktivitetsniveau og engagement, hun har mødt i seniorbofællesskabet, hvor hun selv er en af de yngste med sine 60 år. Hun deltager ikke så meget i de fælles aktiviteter på grund af sit arbejde, og når hun kommer hjem efter en lang arbejdsdag med mange mennesker omkring sig, har hun ikke altid lyst til at snakke.

- Det er en balancegang. Jeg synes, vi følger med i hinandens liv på en måde, så man også kan være privat. Det er vigtigt at respektere hinandens privatsfære. Når jeg går om i haven, så er det fordi, jeg har tid og lyst til at snakke, men det er jo ikke sikkert, at de andre lige har det. Det lærer man efterhånden, fortæller hun.

- Ja, vi er en lille mikroorganisme, der afspejler det omkringliggende samfund, så vi er også meget forskellige. Men vi passer også på hinanden og har styr på hinanden. Vi har for eksempel et indviklet regnskab, hvor vi passer hinandens katte, postkasser og potteplanter. Det er meget hyggeligt, supplerer Karen Dons.

Glasværkets hjerte er fællesrummet i kælderen. Fællesskabet har mange fælles aktiviter og har en del udvalg, der organiserer dem. For eksempel haveudvalg, køkkenudvalg, indflytterudvalg, aktivitetsudvalg og hjemmeside. Fællesskabet holder årlige besøg hos en bofælle, der har sommerhus, og der arrangerers også ture. Foto: Nils Svalebøg

Ordentlighed

Bofællesskabet er særdeles eftertragtet og velfungerende, og de 27 bofæller er meget grundige med at udvælge, hvem der bliver tilbudt en bolig, når der en sjælden gang bliver en ledig. Der stilles blandt andet krav til ansøgerne om at deltage i fem fællesspisninger og være med til madlavningen ved et par stykker.

To gange om året er der informationsmøder på Glasværket. Her kan interesserede komme og høre om fællesskabet og herefter eventuelt melde sig til at deltage i fællesspisningerne. Når man er fundet egnet, er der hemmelig afstemning blandt alle beboere om, hvem der skal optages på ventelisten, der består af tolv personer.

- Det foregår meget ordentligt, og her er ikke skyggen af nepotisme. Vi kan ikke lige skaffe nogen af vores venner eller bekendte ind, hvis de skulle spørge. Vi er meget bevidste om, at vi administrerer nogle attraktive boliger, siger Karen Dons.

Der er bygget små grønne kviste på lejlighederne i den gamle smedje. Den grønne farve går igen i andet byggeri fra det gamle Fyens Glasværk. Foto: Nils Svalebøg
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce