Annonce
Indland

Selvmordslæge får stadig henvendelser hver eneste dag

Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Højesteret indleder sagen mod den pensionerede læge Svend Lings, der kæmper for retten til aktiv dødshjælp.

Det vælter fortsat ind med henvendelser til den pensionerede læge Svend Lings, der i både by- og landsret er blevet kendt skyldig i at have medvirket til selvmord.

Det fortæller 77-årige Svend Lings forud for, at Højesteret mandag behandler hans sag.

- Folk kontakter mig hver dag. Det er mindst én person om dagen, men andre dage er der fire til fem samme dag. Der er tale om syge mennesker, og langt de fleste har kræft eller meget dårlige lunger.

Svend Lings blev anmeldt til politiet af Styrelsen for Patientsikkerhed, efter at det kom frem, at han havde offentliggjort en selvmordsmanual på internettet.

Her beskrev han forskellige medicinske præparater, der i de rette doser kan bruges til at tage sit eget liv.

- Nogen af dem, der ringer, kan ikke selv bruge internettet. Det kan eksempelvis være, hvis de er så syge, at de ryster for meget på hænderne. Så rådgiver jeg dem, så godt jeg kan uden at gå i detaljer. For det må jeg ikke.

Ved Retten i Svendborg blev Lings idømt 40 dages betinget fængsel, mens landsretten takserede hans gerninger til 60 dages betinget fængsel.

I landsretten anklagede han politikerne for at være ude af trit med befolkningens ønske i forhold til at lovliggøre aktiv dødshjælp.

Den kritik gentager han nu.

- Jeg mener, at samfundet svigter de allersvageste, som ligger og lider. Nogle lider i flere år, og politikerne er ligeglade med dem. Jeg mener ikke, at det er demokratisk værdigt, siger Svend Lings.

Det kræver en særlig tilladelse fra Procesbevillingsnævnet, hvis sager skal ende i Højesteret. Det sker i sager, hvor der er noget principielt på spil.

Svend Lings mener, at han blot har gjort brug af sin ytringsfrihed.

- Og så kan man også spørge sig selv om, hvor meget der skal til, før man kan sige, at der er tale om medvirken til selvmord.

- Skal man køre personen til et højhus og følge vedkommende derop, eller er det nok at fortælle folk, hvordan de skal gøre, spørger Svend Lings.

Højesteret afsiger ikke dom mandag.

/ritzau/

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Fyn

Hjertestop-ordning har klaret sig over al forventning: Nu overvejer regionen at skrotte den

Annonce