Annonce
Kultur

Seks stjerner for første gang i to år til fynsk album: 24 karat guld fra Guldimund

Asger Nordtorp Pedersen er manden bag Guldimund. Han er opvokset i Assens og studerede på musikkonservatoriet i Odense, inden han flyttede til København. Foto: Simon Staun
For første gang i to år er der seks stjerner til et fynsk album. Asger Nordtorp Pedersen har under navnet Guldimund skabt et overvældende mesterværk, som er umuligt at slippe. Kvintetten Kúlu kan også være stolte af det potente og gennemførte album ”Lucidity”.
Guldimund - Dem, vi plejede at være
Annonce

Guldimund – ”Dem, vi plejede at være”

30-årige Asger Nordtorp Pedersen har med sit musikalske alter ego, Guldimund, skabt et musikalsk værk, som er umuligt at ryste af sig. Det er en emotionel kæberasler, som formodentlig vil dele vandene som Moses.

Enten knuselsker man det ultrasensitive udtryk og de nøgterne tekster om et parforhold set fra i orkanens øje, eller også får man den uortodokse vokal og de vovede melodier galt i halsen.

Første gang, jeg hørte åbningsnummeret ”Ikk’ endnu” i radioen, blev det præsenteret som et mesterværk. Jeg var ikke enig på det tidspunkt og fangede slet ikke storheden. Da jeg fik albummet til anmeldelse kort tid efter, blev jeg grebet i en grad, som jeg kun har oplevet det med fynske rockikoner som Claus Hempler og Søren Huss.

En faretruende bas og en urovækkende tværfløjte indleder sangen, som er selvudleverende og næsten dokumentarisk i sin skildring af et skænderi, der er ved at køre af sporet. Jeg har det som om, at jeg står i rummet med dem og overværer nedsmeltningen.


Hele den musikalske bagage og erfaring kommer i spil på ”Dem, vi plejede at være”, hvor engleagtige kor og især eminent brug af blæseinstrumenter giver melodierne et konsekvent skær af unika. Jeg har vitterligt aldrig hørt noget, der minder om Guldimund.

Fra anmeldelsen


Asger Nordtorp Pedersen har sunget kor i Syngedrengene i Assens hele sin barn- og ungdom, han har studeret på Odense Musikkonservatorium og videreuddannet sig som solist på konservatoriet i København. Han har været med i det fynske band Tårn og ligeledes en del af det visionære band Blaue Blume.

Hele den musikalske bagage og erfaring kommer i spil på ”Dem, vi plejede at være”, hvor engleagtige kor og især eminent brug af blæseinstrumenter giver melodierne et konsekvent skær af unika. Jeg har vitterligt aldrig hørt noget, der minder om Guldimund.

Han synger flere af sangene med en nerve, som også sender mig direkte ind i det skænderi, han skildrer tindrende poetisk på titelsangen. Hvor han med en alvorstung humor beskriver, hvordan han forsøger at rykke en karklud over i stedet for at smadre krus, som lyder meget bedre, når de knuses mod gulvet.

Teksterne er enkle, men vanvittigt effektfulde. Åbningssangen ”Ik’ endnu” går helt tæt på fra allerførste linje: ”Jeg skreg så højt af dig i dag, at jeg ku' se, at du blev bange for mig. Og dine bange øjne sagde, du troede faktisk, at jeg ville slå dig”.

”Små fingre”, der handler om Asger Nordtorp Pedersens søn, er et stemningsmæssigt og stilistisk afbræk efter sangene om det stormomsuste parfold. Skildringen af barnet, der er lige på tærsklen af søvnen, er sunget med en dragende patos og suppleret med den smukkeste trompetsolo.

Der er ingen sproglig hurlumhej, men helt simple iagttagelser som man måske kan genkende som forælder: ”Jeg kan mærke varmen fra din ånde mod min kind og sutten, som adskiller dine læber fra mine”. Det virker måske ikke uovertruffent på skrift. Men det er sunget guddommeligt.

Midtvejs på albummet flytter Guldimund for en stund fokus fra parforholdet på det ubetingede værk på værket; ”Stue 15”, der handler om, da Asger og hans kæreste ser hendes døde mor for første gang på hospitalet. Samtlige ord er vejet på en guldvægt, og timingen i vokalen og instrumenteringen i særklasse.

Det splitsekund, hvor dødens uigenkaldelighed manifesterer sig i linjen: ”Du er allerede kold mor” og et efterfølgende sus med klagende trompeter, er overrumplende og helt igennem storslået. Nogle vil græmmes ved måden, Guldimund nærmest reciterer, mens andre vil få centimetertyk gåsehud.

Den efterfølgende sang om engle er sunget af svenske Lo Ersare, som jeg først tror er færøske Teitur. En melodi, der føles som at lade sig falde ned i en magelig dundyne. Ikke mindst hjulpet godt på vej af Buster Jensens blide guitarspil, der føles som beroligende kærtegn efter ”Stue 15”.

At der er håb for forholdet, understreges på ”Brænder stadig”, hvor Asger Nordtorp Pedersen konkluderer, at noget i ham stadig brænder, selv om han er brændt ud.

De jordnære betragtninger om, at ”jeg griner af de ting, du siger” og ”når du vækker mig midt om natten og forlanger, at jeg knepper dig” indikerer i hvert fald, at der stadig er gløder i bålet. Ligesom ”lyset står op” og ”du smiler i smug” på sangen ”Kragerne” illustrerer, at der måske er lys forude.

”Kragerne” fuldender tilmed en næsten metaforisk trilogi om død, engle og slutteligt mormoren som en stjerne på himlen. Sangen fuldender også et album, der fra start til slut emmer af originalitet og musikalsk mod.

Giv Guldimund en chance. Jeg garanterer, at du ikke kommer til at høre magen til i år.

Kúlu - Lucidity
Annonce

Kúlu – ”Lucidity”

Efter den lovende ep ”Quiescence” fra sommeren 2019 albumdebuterer Kúlu med storladne ”Lucidity”, der nærmest fremstår dogmatisk opbygget med otte numre, der på nær et enkelt er mellem fem minutter og 11 sekunder samt fem minutter og 47 sekunder.

Måske skal man ikke overtolke længden af sange, men det kan i hvert fald indikere, at Kúlu ikke går på kompromis og jagter lette radiovenlige melodier, men lader sangene folde sig helt derud, hvor de spektakulære oplevelser står på lur.

Bandet består af fire fynboer og sjællandske Asger Techau, der er trommeslager i Kashmir. Det kan godt være, jeg igen overfortolker, men jeg hører en umiskendelig Kashmir-klang i flere af melodierne, som jeg i hvert fald ikke kan sidde overhørig. Slet ikke med brugen af det, jeg tillader mig at kalde vaskeægte Kashmir-ord som tortuous mind og mezmerizing i den betagende ”Biggest Tone”. Temposkiftene og grundtonen i ”Seeking” underbygger til en vis grad påstanden.

Bandet nævner selv ligheden med The War on Drugs, hvilket bestemt giver mening med tanke på det drømmende element og det atmosfæriske udtryk på flere af sangene. De lufter også betegnelsen støjrock, hvilket jeg kun i meget korte passager er enig i. Måske buldrende og bombastisk. Men aldrig støj.

Forsanger Dennis Winterskov imponerer mig ligesom på ep’en. På den vemodige ”Jove” får hans stemme plads til at boltre sig i de stille passager og smelter sammen med de øvrige instrumenter i det lange, forløsende klimaks. En ubetinget fordel er, at hans udtale gør det let at høre, hvad han synger.

Guitarist Daniel Buchwald, der også er med i Deerborn, har skrevet de fleste tekster og tilmed stået bag de fleste kompositioner sammen med Kúlus anden guitarist, Søren Sunding.

Lyrisk er det med at holde tungen lige i munden selv for en rutineret engelsktalende dansker, og det anbefales i den grad at bevæbne sig med både tålmodighed og teksterne i hånden, hvis man vil have fuldt udbytte. Jeg må have ordbogen frem flere gange for at finde ud af, hvad assailant, overzealous og dirge betyder. Sidstnævnte betyder i øvrigt en sørgmodig eller dyster sang, hvilket passer som fod i hose med flertallet af sange på ”Lucidity”. En titel, der i øvrigt betyder klarsyn.

Asger Techau har både mixet og produceret, hvilket uden tvivl har betydet, at Kúlu er endt med præcis den lyd og det udtryk, kvintetten har stræbt efter.

På flere af sangene når alle ender sammen. Blandt andet ”I’m Right Here” med en næsten Radiohead-lignende tristesse og en tekst, der stimulerer den bevidsthedsstrøm, der synges om.

”Is It Better” runder hårdtslående af med en episk rocksang med et spørgsmål, der kan besvares med et simpelt ja. Albumdebuten er en fortættet, kompleks og gennemført udgivelse, som på næsten alle parametre er bedre end den glimrende ep fra 2019.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Debat For abonnenter

Superman, Døgnbrænderen og andre lokale kendisser vil ind i politik - kan de holde gejsten?

Annonce