Annonce
Odense

Seks højdepunkter fra Jam Days

Jam Days har budt på en perlerække af gode koncerter siden 2013, hvor festivalen debuterede. Arkivfoto: Michael Nørgaard
Musikredaktør Simon Staun har været på jagt i arkivet for at finde de bedst anmeldte koncerter de syv år med Jam Days.

1: Jamie Cullum, 2019, seks stjerner

Jamie Cullum er formodentlig det navn, Jam Days har kæmpet længst tid for at booke. Ihærdigheden bærer endelig frugt i år, og lad det være sagt fra start: Jamie Cullum har været ventetiden og tovtrækkerierne værd. Efter en pompøs intro af det på alle måder fortrinlige band, spurter han ind på scenen og indtager ikke bare den men hele området omkring Amfiscenen med en naturlighed og selvsikkerhed, som giver kuldegysninger. Jeg har sjældent, hvis nogensinde, overværet en musiker leve så meget op til festivalens mantra om at danse ubesværet hen over genrerne, som Jamie Cullum gør det. Onsdag aften omdøber han festivalen til Jamie Days ved at padle generøst gennem nærmest alle genrer, som har været præsenteret på festivalen. Jazz, blues, funk og soul smelter ubesværet sammen til en fortættet masse af rytme og musikalsk magi.

Annonce

2: Charles Bradley, 2013, seks stjerner

Jamie Cullum satte et smukt punktum for Jam Days med en seksstjernet koncert. Foto: Simon Staun

I ugevis har jeg advokeret for denne koncert og næsten tigget venner og kolleger om at tage med. Jeg fik lokket en del, og ingen af dem kan være skuffede efter den sandsynligvis bedste soulkoncert nogensinde på fynsk jord. Fra første tone med den instrumentale udgave af ”Funky Mule” borer musikken sig direkte i hjertet og forplantningsorganerne. Sjældent er sange leveret med så meget ophobet sex, smerte, sved og tårer, som med Charles Bradley and His Extraordinaries, der udgør et perfekt match. Hvad de unge, hvide musikere ikke har af erfaring og livsvisdom, har kulsorte, 65-årige Bradley til overflod. Han har levet på gaden, set sin bror blive skudt og flere gange mistet sit livs kærlighed. Alt det synger han om med en indlevelse og iboende smerte, der er så autentisk og kraftfuld, at man til trods for lyriske gentagelser og en tendens til soulklicheer lader sig tromle over.

3: Big Daddy Wilson, 2017, seks stjerner

Charles Bradley var en sublim soulsanger. Hans optræden til Jam Days er uden tvivl én af de bedste soulkoncerter nogensinde på Fyn. Arkivfoto: John Fredy

Indimellem er det forfærdeligt at være anmelder. Fordi man kan stå den ene aften og notere, at en given musiker eller sanger er den absolut bedste på en festival. For 24 timer senere at stå eksakt samme sted og konstatere, at man tog fejl. Eller skal revurdere. Sådan havde jeg det efter cirka 30 sekunder med Big Daddy Wilson, der ikke kun har et stort navn. Sweet Lord, hvor er den stemme fænomenal. Så smørblød, at man kunne putte den på rundstykker. Så dyb, at man kan drukne i den. Så blød, at man kunne svøbe sig i den og aldrig give slip. Hvordan jeg kan have undgået at høre om Big Daddy Wilson i mine 15 år som anmelder, er mig en gåde. Der må have stået andre foran Amfiscenen fredag aften og tænkt, at Jam Days har begået et regulært scoop med denne booking.

4: Sinéad O'Connor, 2014, fem stjerner

Big Daddy Wilson med et formidabelt italiensk band i ryggen lagde Amfiscenen ned i 2017. Arkivfoto: Simon Staun

Der er noget nær guddommeligt i Sinéad O’Connors stemmeføring, når hun skriger al sin smerte og desperation ud. Har man hørt hende live, er man ikke et sekund i tvivl om, at hun vil gå i døden for hvert et ord, hun synger. Midtvejs trækker rocken ind i krybesporet, mens poppen træder på speederen. ”8 Good Reasons” er en hviskende, intens bekendelseshymne om at blive revet i fra alle sider og at blive en fremmed for sig selv. Hvilket må siges at være en sang med markant selvbiografisk klang. Finalen til Jam Days-koncerten var nummeret ”Streetcars”, der også på album er lige så barberet som hendes irske isse. Efter en spinkel klaverintro tager det ultimative instrument over: Stemmen. I fire et halvt minut giver Sinéad O’Connor en sanglektion, der burde være tvunget pensum for alle sangere.

5: Ben Caplan, 2017, fem stjerner

Sinead O'Connor gav én af de bedste vokale præstationer i Jam Days' historie i 2014 på Posten. Arkivfoto: Birgitte Heiberg

Aftenen lægger ud med "Birds With Broken Wings", hvor Caplans Babeltårns-høje sproglige niveau understreges: "I climbed up the mountain just to kill my son. An angel tried to stop me with a ram. Well he said “Your mind’s infected”, but I said “You lack perspective”. You gotta walk the bottom if you wanna see the top.” Det synges med en stemme, der minder om en emotionel flodbølge. Caplan lyder til tider som en vækkelsesprædikant, der har tænkt sig at æde sit publikum med hud og hår. Det stræber han tilsyneladende konstant efter i en uendelig elegant lækkerbisken af en koncert.

6: Larkin Poe, 2019, fem stjerner

Spøjse Ben Caplan var ét af årets højdepunkter i 2017. Foto: Michael Nørgaard

Sydstaternes spirituelle sange har sat deres præg på forsanger Rebecca Lovell, der benytter en del af de samme vokale kneb for at skabe dramatik og dynamik. Megan Lovell fungerer glimrende som korsanger, da hun konstant ligger og bugter sig i kølvandet på lillesøster og dermed giver ekstra kulør til helheden. Søstrene er vokset op med blues, bluegrass, rock, gospel og country. For tiden er de oppe at ringe over bluesmusikken og hylder derfor ikonet Son House med “Preachin’ Blues”, som allerede i indledningen med sumpet slideguitar er meget mere dragende end ”Black Betty”. Lyden af slideguitar er let at lade sig forføre af, og Megan er yderst overbevisende i slide-kunsten.

Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Skal vi flette vore ...

Leder For abonnenter

22-årige Kamilla fik afslag som smedelærling: Det er da for dumt

Årstallet er 2019, og ligestillingen og ligeberettigelsen har været her længe. Derfor kan sygeplejersken sagtens være en mand, ligesom smeden sagtens kan være en kvinde. Eller … nå, nej, det kan smeden så åbenbart ikke. Den 22-årige Kamilla Søndergaard berettede i hvert fald i avisen tirsdag om, hvordan hun måtte igennem en syndflod af afslag, hvoraf mange handlede om hendes køn, inden hun til sidst fandt en smedelærlingeplads på værftet i Assens. Inden da var hun blevet ramt af den ene dårlige forklaring efter den anden, herunder den dårligste af alle: Nej, du kan ikke blive smed, fordi du er pige. Alle disse rigide afslag er ikke givet i 1879 eller i 1919 eller i 1939. De er givet i 2019. Tænk sig: I 2019 siger nogle af de virksomheder, der bestandigt skriger efter arbejdskraft, stadig nej til at ansætte nye medarbejdere, blot fordi ansøgerne har et andet køn end de fleste andre ansatte på arbejdspladsen. Det er absurd. Og det er mistrøstigt. Danske virksomheder er ganske enkelt nødt til at åbne øjnene og rette interessen mod begge køn, hvis de fortsat vil have adgang til de bedste kandidater på markedet. Derfor er det glædeligt, at brancheorganisationerne Danske Maritime, Danske Havne og Danske Rederier er gået målrettet i gang med at styrke rekrutteringen af kvinder til job i typiske mandefag som maskinmester, skibsfører, smed og en række andre fagområder inden for Det Blå Danmark. For det er den eneste måde, hvorpå man kan sikre sig dygtige medarbejdere i fremtiden. Disse organisationer bør blive et forbillede for andre organisationer, brancher, virksomheder og uddannelsesinstitutioner, der stadig har bedst øje for det ene køn. For man er nødt til at henvende sig til både mænd og kvinder, hvis man vil styrke rekrutteringer. Det er nemlig ikke sikkert, at man bliver en god sygeplejerske, fordi man er kvinde. Eller at man bliver en god smed, fordi man er mand. Til gengæld er det sikkert, at man allerhøjst får fat i halvdelen af de klogeste talenter, hvis man kun henvender sig til det ene køn. Og det er da for dumt.

Annonce