Annonce
Kerteminde

Sejlklubben skal finde ny forpagter til restauranten

Forpagtningen af Restaurant Kerteminde Sejlklub er ledig fra den 1. januar. Arkivfoto: Sonnich Jensen

De nuværende forpagtere opsagde for seks uger siden aftalen. Et kompliceret benbrud har nedsat Pernille Møllers arbejdsevne, så parret ikke længere at drive restauranten.

Kerteminde: Går du og drømmer om at servere stjerneskud for sejlere, så kan det være, du skal gribe pen og papir nu: Forpagtningen af restaurant Kerteminde Sejlklub er ledig med virkning fra 1. januar.

Det har ikke noget som helst med den seneste shitstorm at gøre, at de nuværende forpagtere af restauranten, Pernille og Mark Møller, har opsagt forpagtningen - for det gjorde de for flere uger siden, bekræfter formand for Kerteminde sejlklub Jørgen Larsen.

- Når nu sommerferien er overstået, og vi skal have bestyrelsesmøde i august, så tager vi en snak om, hvordan vi skal finde nye forpagtere, fortæller Jørgen Larsen.

- Hidtil har vi fundet nye forpagtere efter mund-til-mund metoden. Nu skal vi have en snak om, hvorvidt det er den metode, vi benytter denne gang også.

Men selvom det endnu ikke er besluttet, om forpagtningen skal annonceres eller bare snakkes om, så forsikrer Jørgen Larsen, at skulle der sidde en læser derude, der gerne vil drive restaurant med noget nær Danmarks bedste udsigt, så er han eller hun velkommen til at skrive et par linjer til ham eller et andet bestyrelsesmedlem (de kan findes på klubbens hjemmeside), så kommer de med i puljen.

Annonce

Væltet af en hundehvalp

Årsagen til, at Pernille og Mark Møller må opgive deres drøm om at drive restaurant i vandkanten, er, at Pernille Møller for 10 måneder siden pådrog sig et kompliceret benbrud.

- Det lyder måske fjollet, men det var på grund af en hundehvalp, fortæller Mark Møller.

- Pernille var ude at gå tur med den og slap den løs i skoven. På et tidspunkt kommer den løbende hen imod hende, glider og vælter lige ind i hendes ben. De 30 kilo medførte, at både ankel og skinneben blev smadret, og der brækkede desuden en knogle i knæet.

Pernille Møllers ben bliver nu holdt sammen med skruer og en skinne, og hun kan ikke tåle at arbejde mere end to timer om dagen, hvilket læsser resten af arbejdet over på Mark Møller.

- Det kan ikke blive ved med at gå, så vi har indset, at nu skal vi finde på noget andet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce