Annonce
Livsstil

Seje typer springer ud i sen uddannelse

En universitetsstuderende på 54 år, en nyuddannet gartner på 59 og en nyuddannet steward på 60 år. Vi har mødt tre seje typer, der alle er sprunget ud i en ny uddannelse i en sen alder. Men hvorfor har de gjort det? Følg deres karriererejse her.

Fra erhvervsmand til steward og yachtskipper. Mød Lars Matell-Hyllested

Alder: 60 år Ny uddannelse: Air steward hos SAS og yachtskipper

Tidligere uddannelse: Butiksuddannet i herretøjsbranchen Seneste job: Restauratør og selvstændig erhvervsdrivende

Annonce

By: København

Jeg sprang ud i en ny uddannelse, fordi jeg har været selvstændig med mange forskellige forretninger – blandt andet direktør og medejer af en sushikæde med seks restauranter, og under den hat var der et kæmpe personaleansvar og et ansvar for hele butikken. På et tidspunkt nåede jeg et punkt, hvor jeg simpelthen ikke gad mere. Jeg havde prøvet at være chef for mange gange, og nu ville jeg have et nyt spor i livet. Og jeg er ikke typen, der nogensinde kommer til at gå på pension, for jeg ville kede mig ihjel. Det var lidt en tilfældighed at jeg så, at SAS søgte air stewards, og jeg tænkte, at det i hvert fald ikke var en aldersforskrækket virksomhed. I jobbet som air steward har man ansvaret for alt omkring mad og drikke på flyet – hovedsageligt på business class, og det kræver selvsagt, at man har en stor indsigt i mad, håndtering af fødevarer og service, og det har jeg. Jeg kom til samtale hos SAS og kom også igennem nåleøjet og blev udvalgt til at starte på uddannelsen.

Uddannelsen var det mest intense, jeg har oplevet i hele mit liv. På tre uger kom vi igennem alt fra førstehjælp, brandslukning, flymedicin til nødprocedurer, sikkerhed og nødudstyr. Det var en fantastisk oplevelse, for jeg var på et dynamisk hold, hvor vi var 12 personer – den yngste var 24 år, og den ældste var 61. SAS sætter holdene sådan sammen, fordi man skal kunne fungere i et team. Kabinepersonalet på flyvninger er først og fremmest sikkerhedspersonale. Derfor bliver man presset ekstremt hårdt i nogle af øvelserne – vi var blandt andet ude i Øresund i februar måned. Her skulle vi springe ud af en gammel flykrop og ned i vandet i overlevelsesdragter, og vi skulle udføre forskellige øvelser, hvor vi blandt andet skulle finde sammen i en ring og svømme flere hundrede meter i en lang slange og over til en redningsflåde, hvor vi skulle hive hinanden op. Det var ikke bare i et badekar, men for real i vand på 0 grader, og det var fedt.

Jeg bestod uddannelsen i februar 2020, og herefter var jeg med på 16 træningsflyvninger som ekstra besætningsmedlem rundt i hele Europa. Efter det havde jeg min wing day, og så var jeg færdiguddannet. Jeg elskede simpelthen det job – det var lige nøjagtig, som jeg havde drømt om. Men jeg nåede kun at flyve to dage som færdiguddannet, og så lukkede festen på grund af coronapandemien. De fleste flyvninger døde hurtigt, og vi blev i første omgang sendt hjem på løn. Da SAS så varslede i juni, at de skulle fyre 600 fra kabinepersonalet, var jeg godt klar over, at jeg nok røg, fordi jeg var en af de senest ankomne. Men jeg fik så tilbudt at komme på ulønnet orlov, og det valgte jeg for at beholde mit personalenummer. For jeg skal flyve igen så snart, det bliver muligt. De slipper ikke af med mig.

Det var enormt surt, men nu er jeg en ukuelig optimist, så jeg besluttede mig for at lave noget andet, til det pjat er overstået. Jeg har en ven, som er chef for en større hvidevarekæde, og han tilbød mig et job, og da jeg ikke ville have ledelsesansvar længere, var det bare som almindelig sælger. Desværre viste det sig, at der i butikken herskede et totalt kaos, og en indstilling til arbejdsmoral, der ikke kunne ligge mere fjernt fra mig, end den gjorde. I begyndelsen af november 2020 sagde min krop og mit hoved stop, og jeg gik ned med flaget for fuld styrke med en diagnose fra mine læger, der lød på stress, svær depression og angst.

I februar 2021 måned begyndte jeg at se lyset igen, og der var flere gode dage end dårlige. Men jeg kunne stadig ikke komme på vingerne, så hvad så? Jeg har en god ven, der har en kæmpestor yacht, som ligger tæt på min bopæl. Den hedder ”Ocean Saloon”, og jeg har besøgt den jævnligt, mens jeg var nede med flaget. Min ven spurgte mig så i marts, hvorfor jeg ikke tog uddannelsen som yachtskipper, så jeg kunne sejle yachten til sommer, indtil jeg kan flyve igen. Jeg tænkte, at det måske ikke var den fedeste idé med endnu en krævende og intensiv uddannelse, når man lige har været lagt ned med stress i fire måneder. Men jeg havde altså behov for at bevise over for mig selv, at jeg var blevet rask igen, og det er jeg, for jeg har lige bestået min yachtskippereksamen, og jeg har det fantastisk. Så jeg skal sejle med en masse glade gæster, for den kan charters til alt fra en lille hyggetur til ture over flere dage.

Jeg er nu blevet både skibschef og kaptajn, og så er der selvfølgelig medkaptajner. Der har jeg valgt at bruge nogle kaptajner fra SAS, som ikke flyver så meget på grund af corona. Og resten af crewet jeg bruger, bliver også SAS-folk. Der er en masse, der ikke flyver ret meget, og det gode er, at vi alle har en fælles uddannelsesbaggrund. Vi ved, hvordan vi agerer – både i forhold til service og nødsituationer. Så jeg tager nogle medarbejdere fra luften til vandet, indtil vi kan komme i luften igen. Og når jeg kommer på vingerne, bliver jeg, til de bærer mig ud. Så kan jeg altid støtte mig op ad madtrolleyen som et gangstativ, hvis det bliver helt skidt.


Fra marketingassistent til universitetsstuderende. Mød Susan Sloth Hansen

Alder: 54 år Ny uddannelse: Læser Diplomingeniør i Integreret Design på Syddansk Universitet
Tidligere uddannelse: Litograf Seneste job: Marketingassistent
By: Odense

Jeg sprang ud i en ny uddannelse, fordi den grafiske branche har taget en drejning, siden jeg blev uddannet litograf tilbage i 1980’erne. Jeg er før computerens tid, men kom ret hurtigt til at arbejde online med grafiske programmer, så jeg har taget et hav af kurser og elsket at udvikle markedsføringsmaterialer på PC og Mac. Men jeg ville videre med en ny uddannelse, fordi jeg ikke kunne se mig selv som SoMe marketingassistent, og det er den vej min branche går. Der er stor fokus på sociale medier, og min interesse er mere inden for produktdesign og alt det kreative. Mens jeg har haft tanker om en ny uddannelse, har jeg hele tiden haft ingeniør stående på blokken og fandt så frem til Integreret Design Ingeniør på Syddansk Universitet, hvor jeg kunne blive produktdesigner. Det er vigtigt at være glad i sit arbejdsliv, og jeg har forhåbentlig mange år tilbage på arbejdsmarkedet endnu, så jeg tog først et 1-årigt adgangskursus til ingeniøruddannelsen og er nu i gang på 6. semester, hvor jeg er i praktik i en robotvirksomhed.

De andre på studiet har taget så godt imod mig og flere af de unge har sagt til mig, at de synes, jeg er sej. Jeg har altid været omstillingsparat som type, og jeg har fra starten valgt, at når jeg er på universitetet, skal jeg også være i nuet og nærværende, og så er det sammen med de unge, jeg er. Jeg har blandet mig meget med de studerende, og jeg har selv tre børn, så jeg bilder mig selv ind, at jeg ved lidt om, hvad de unge kæmper med. Derfor har jeg mødt de studerende med en ærlig nysgerrig interesse. Jeg har også været med til fredagsbar mange gange og har holdt julefrokoster og sommerfester, og så har jeg fundet ud af, at man som studerende får gode rabatter på teater og koncerter, så det har jeg også oplevet med mine medstuderende.

Det har givet mig mange sjove oplevelser at være den ældste på studiet. På det Tekniske Fakultet er der ikke særlig mange gamle studerende, så jeg kan aldrig gemme mig. På mit hold er der én i starten af 30’erne, og resten er under 26 år. Jeg oplevede faktisk for nylig, at en forsker fra SDU skulle komme og holde foredrag for os om verdens første podningsrobot, som han har opfundet. Vi sidder 60 mennesker i et lokale, og der er kommet omkring 20, og underviseren er ikke kommet endnu, så forskeren kommer ind og går ned og snakker med mig. Jeg tænker, at han da er vældig flink, og vi taler i lang tid. Men lige pludselig går det op for mig, at han måske tror, jeg er underviser, så det siger jeg til ham, og så siger han: ”Gud, er du studerende – hvad pokker laver du her”? Men det er jo bare sjovt.


Jeg kender ikke nogen, som har fortrudt, at de har truffet valg, men jeg kender til gengæld flere, som har fortrudt, at de ikke har truffet et valg”.

Fra artiklen



Der er fordele ved at have en høj alder på studiet, for der er ingen tvivl om, at jeg har en anden modenhed, selvom de unge er vildt dygtige og søde. Jeg har faktisk en dyb respekt for dem. Min erfaring gør måske, at det er lettere at forholde sig mere kritisk og objektivt til opgaverne. Jeg kommer jo efter at have været fuldtidsansat i mere end 30 år, og jeg synes, det er fantastisk, at vi har et system, hvor man kan uddanne sig i min alder. Jeg kan huske, at jeg begyndte at græde den dag, jeg fandt ud af, at det rent faktisk kunne lade sig gøre økonomisk. Jeg var bare så lykkelig over det.

Jeg har aldrig fortrudt mit valg, selvom jeg har været presset indimellem. Jeg føler faktisk, det er gået rigtig stærkt, og jeg har haft en masse oplevelser og fået en masse læring. Det har virkelig åbnet min horisont og pirret min nysgerrighed til at grave ned i tingene. Og jeg er også blevet meget bevidst om, at man kan, hvad man vil. Det er bare sjovt at stå op om morgenen nu og komme afsted, og jeg synes også, der er mange muligheder i det, jeg har valgt. Så jeg tror og håber på, der er et job til mig, når jeg er færdig.

Hvis man drømmer om en uddannelse i sen alder, så skal man tage springet. Det mener jeg fra mit hjerte, og det siger jeg faktisk også til mine børn: ”Sæt barren højt, og sæt ambitiøse mål, for hvad er det værste, der kan ske”? Man kan sagtens, og jeg har haft en uddannelsesvejleder på universitetet, som udtrykte det så fint: ”Jeg kender ikke nogen, som har fortrudt, at de har truffet valg, men jeg kender til gengæld flere, som har fortrudt, at de ikke har truffet et valg”.


Fra dagplejer til gartner. Mød Minna Krogsgård

Alder: 59 år Ny uddannelse: Gartner på Kold Jordbrug & Natur

Tidligere uddannelse: Teknisk tegner Seneste job: Dagplejer

By: Stenstrup

Jeg har haft mange forskellige jobs gennem livet lige fra teknisk tegner til salg af brugte pelse og køkkenbutiksejer, som gik konkurs under finanskrisen. Herefter blev jeg dagplejer, men fik en frossen skulder og en operation, og under genoptræningen havde jeg bare rigtig god tid til at tænke over, hvad der egentlig gjorde mig glad, og hvad jeg skulle fremover. I hele mit voksne liv har jeg ledt efter, hvad der kunne være det rigtige for mig, og det har bare været lige for næsen af mig hele tiden. Jeg har i min fritid altid elsket at gå ude i haven, og det har interesseret mig siden min barndom, men jeg har aldrig tænkt, at det var noget, man kunne leve af. Da jeg var 54 år, så jeg en annonce i avisen om åbent hus på Kold Jordbrug & Natur i Odense, hvor man kunne komme ud og se, hvad gartnerne laver og høre om uddannelsen. Jeg tog derud, og de sagde til mig: ”Det skal du da bare i gang med – det er aldrig for sent at lave noget nyt”. Det havde de ret i. Det kræver blot, man lige stikker fingeren i jorden og mærker efter, hvad der føles rigtigt, og hvad der føles forkert.

Det eneste jeg var meget nervøs for, var selve skoledelen. På de 3 år og 8 måneder, som uddannelsen tager, veksler man mellem skole og praktik. Men det er gået godt, og det er fantastisk at sidde som den ældste i klassen med nogle mennesker, der kunne være mine børn og så finde ud af, at man bare samarbejder og hjælper hinanden, hvor man kan. Men det var udfordrende, og jeg terpede hver eneste aften til kl. 23, fordi jeg er ikke den hurtigste til at læse. Da jeg kom til andet skoleforløb, foreslog de mig at tage en test for ordblindhed, og det viste sig, at jeg var meget ordblind. Det tog så 55 år at få på plads, og jeg var stædig. Nu var jeg gået i gang med uddannelsen, og det skulle jeg gennemføre. Jeg fik noget ekstra forberedelsestid til eksamen, og når jeg kigger tilbage, var det både hårdt og skidesjovt. De andre på uddannelsen tænkte nok i starten, at jeg var en gammel dame, men når man har en fælles opgave, så er det lige meget, hvor man er henne aldersmæssigt.

Det bedste ved det hele var biologien. At finde ud af, hvad der sker, når man sætter en plante i jorden og at få viden om, hvordan man behandler jorden, passer og plejer planterne og sikrer, at de har gode betingelser for at gro. Jeg er blevet så nysgerrig på det hele og står med næsen i jorden hele tiden nu og kan ikke gå ture uden at hive blomster og planter op af jorden. Jeg er fuldstændig hooked, og det har givet mig så meget. Faktisk har jeg haft tanker om, at det her skulle jeg have gjort for mange år siden. Det er bare så vigtigt, at man beskæftiger sig med noget, man godt kan lide, når man skal bruge så lang tid af sit liv på at arbejde. Det er skrækkeligt, at der er mange mennesker, der har et job, som de i virkeligheden slet ikke bryder sig om.

Jeg tænkte, det bliver svært at få job. Jeg blev færdiguddannet i februar 2020 og var tæt på 60 år og havde stort set ingen erfaring inden for gartneribranchen. Men for tre måneder siden blev jeg fuldtidsansat som gartner i Gartneriet Lundager i Fangel, hvor der bliver produceret miniplanter i stor stil. Det er så fedt, og det føles faktisk lidt som snyd at gå på arbejde og samtidig lave det, jeg allerbedst kan lide. Jeg fortalte dem til samtalen, at jeg er rigtig glad for den del, der handler om formering. Så nu arbejder jeg i afdelingen, hvor vi laver begonier, og det har været så fantastisk at skabe liv og se, hvordan det trives og gror.

Det med at være for gammel til at skifte retning, er noget sludder. Man kan sagtens, hvis man vil. Mærk nu efter, for hvordan har du det? Hvis du har et job, hvor du ikke er glad, så bliver du hurtigt gammel. Det er så vigtigt, at du har livsglæde og livskvalitet, og du kan se, at du gør noget gavn. Men det er også vigtigt, at der er en flok omkring dig, som anerkender det, du laver. Du er hovedperson i dit eget liv, og du kan ikke sætte dig ned og vente på, at andre skal fortælle, hvad du skal gøre. Så spring ud i dine drømme – det må være mit råd.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce