Annonce
Danmark

Se Danmark: Med noget i luften

Rømø: Når det helt store grej ruller ud på Rømø, så er det ikke ren opvisning. Onsdag trænede flyvevåbnet med Hercules-fly på Rømø - og det er knivskarp øvelse for både piloter og flyveledere. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
De er hele tiden på farten, avisens fotografer, som dag og nat er læsernes øjenvidner i den jyske og fynske virkelighed. Se deres bedste billeder hver dag i dette daglige fotogalleri.

RØMØ: En stor, åben sandstrand giver nogle ret unikke muligheder for det danske flyvevåben - specielt, når man har adgang til Nordeuropas største strand. Onsdag måtte badegæsterne på Rømø nemlig vige pladsen for en midlertidig landingsbane - og en af flyvevåbnets efterhånden traditionsrige træningsdage på sandet. Avisens fotograf Hans Chr. Gabelgaard var med under træningen.

Annonce
Herning: En af de mange lokale udstillere er Kristian Sloth fra Lemvig. Han er dog ikke ved sine køer fredag formiddag. Det har han overladt til et par af sønnens kammerater, der er ved at uddanne sig inden for landbruget. De tager sig lige en lur sammen med køerne i en af de mange stalde, hvor gæsterne har travlt med at se de udstillede køer.- Vi forsøger lige at få en lur, så vi har et par timer i overskud. Der er landsskuefest, og det skal vi være klar til, lyder det fra de to hjælpere. Foto: Morten Stricker
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce