Annonce
Odense

Schmidt-sagen på to minutter

Sagen om den tjenstlige advarsel til Erik Schmidt handler om skolelæreres ret til at ytre sig kritisk på deres arbejdsplads.

Odense Kommune mener, at Erik Schmidt har været negativ over for forandringerne på Agedrup Skole, og det udløste en advarsel den 2. juni 2014. Advarslen faldt efter, at Erik Schmidt havde sagt sin stilling op. Erik Schmidt og Danmarks Lærerforening på den modsatte side mener, at medlemmerne har ret til at ytre sig for at sætte kvalitet og udvikling i højsædet.

Danmarks Lærerforening ville fra begyndelsen støtte Erik Schmidt i at prøve sagen. Lærerforeningen mener, at den er principiel. Sagen kommer først nu for retten efter tre et halvt år, fordi Odense Kommune modsatte sig en tjenstlig undersøgelse af advarslen med den begrundelse, at Erik Schmidt ikke længere var ansat på skolen.

Erik Schmidts og Danmarks Lærerforenings reaktion var at anlægge en sag ved byretten for at få lov til at føre en civil sag. Odense Kommune tabte det første slag, fordi byretten med stemmerne to mod en afgjorde, at sagen skulle prøves. Odense Kommune ønskede dernæst at få prøvet byrettens dom ved landsretten, men også dommerne her gav Erik Schmidt og lærerforeningen medhold.

Odense Kommune har brugt omkring en halv million kroner i advokatsalær på at få afvist sagen - det viste en aktindsigt, som Danmarks Lærerforening havde anmodet om.

Sagen om advarslen kører nu som civil sag ved retten i Odense 3. og 4. oktober.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Lysende græskar på skovstien

Leder For abonnenter

Regler må stoppe elløbehjul-rod

’Elløbehjul roder i bybilledet’. ’Elløbehjul kører for hurtigt der, hvor der er mange mennesker’. Sådan lød det i min radio i anledning af, at transportminister Benny Engelbrecht mandag holdt møde med de kommuner – deriblandt Odense - hvor det i dag er lovligt at køre på elløbehjul, og hvor elløbehjulene i dag fylder alt for meget i bybilledet på den kedelige måde. Både når de er i brug, og når de ikke er. Men radioværten kunne næsten ikke sige det mere forkert. Hvis et elløbehjul – som oftest ligger og – flyder et sted på gaden, så er det, fordi den person, der senest har brugt det, bare har smidt det. Uden så mange andre hensyn end at det lige passede mig bedst der. Og hvis der er for meget fart på elløbehjulet, så skyldes det udelukkende den, der styrer tempoet. For selvom elløbehjul er smarte, sjove og et godt alternativ til flere biler på vejene, så kan de hverken flytte sig fra et sted fra et andet eller sætte farten uden hjælp fra et menneske. Ansvaret for det rod, som er opstået i kølvandet på lovliggørelsen af elløbehjulene, ligger kun ét sted: Hos dem, der bruger dem. Det er derfor, der er opstået et behov for regler. Fordi tankeløsheden og fraværet af hensyntagen lever for godt hos nogle af dem, der bruger elløbehjulene. Vi skal alle sammen være her og kunne færdes sikkert i trafikken. Så det er mit ansvar, at jeg kigger mig for, inden jeg går over en vej – at jeg ikke bare træder ud i forventning om, at de hjulede trafikanter standser. Det er mit ansvar, at jeg sætter min cykel i et stativ eller i det mindste parkerer den, så den fylder mindst muligt på et fortov, fordi jeg lige skal hente et par bukser, en fløderand eller fire tallerkener. Og det er mit ansvar, at jeg ikke parkerer min bil foran en ud- eller indkørsel, så jeg spærrer vejen for andre. Men nogle brugerne af elløbehjul er ikke det ansvar voksent eller bevidst, og så må der regler til. Og sanktioner til dem, der ikke kan finde ud af at følge dem. Selvom det ville været meget nemmere, hvis vi bare ryddede op efter os selv og tog hensyn til andre.

Annonce