Annonce
Bøger

Saras første kamp i bokseringen

I sin bog 'Skyggebokser' følger Sara Glanowski en række kvinder fra den legendariske bokseklub Gleeson's Gym på Brooklyn, New York. Her træner hun også selv. Billedet er fra hendes første kamp på Times Square, som hun vandt. Foto: Emil Lamm Nielsen
Boguddrag: Her kan du læse, hvordan det gik, da forfatteren gik i bokseringen på Times Square i New York efter et års hård træning.

Hun skød ud af sit ringhjørne som en opildnet tyr med vidt udspilede pupiller og handsker, der buldrede mod mig som to røde horn. Det hvide i hende øjne blitzede, alting sitrede på hende, og det paniske blik afslørede, at vi følte det samme - dødsangsten og en overvældende frygt for det totalt ukendte terræn, vi var på vej ud i. Der var slag overalt, og de landede hårdt på min kæbe og mine tindinger, som havde hun dyppet hænderne i stål. Jeg kunne mærke en flænge på min underlæbe og smage blod i munden, og inde i mig ræsede alting, overlevelsesinstinkterne, adrenalinen og hjertet under sports-bh'en, men udenpå blev min krop helt rolig. Det var, som om den tog over og befandt sig i en trance, hvor alting arbejde sammen. Jeg kunne næsten ikke høre publikum, eller Alicia, der råbte i hjørnet, men til gengæld blev mit blik skarpere, alle detaljer omkring mig trådte tydeligere frem, så jeg registrerede de små signaler, der afslørede min modstanders næste slag, nanosekundet før hun sendte det afsted. Det lille ryk ved skulderen, en trækning under venstre øje. Og jeg så mine egne handsker bore sig ind i hendes kæbe, forsvinde i hendes øjenhule, stange hendes krop baglæns ...

...Jeg kiggede ned på mine handsker. De var tværet ind i en klæbrig masse af slim og snot og blod, og en blanding af sød triumf, afsky og væmmelse flød sammen i mig. Mine venner fandt konstant på nye boksenavne, "Sara - The Great Dane", skrålede de, Sara DANEger"! og Alicia var for længst holdt op med at råbe i hjørnet, men sad bare og jublede, fordi hun aldrig før havde set mig så aggressiv.

Det havde jeg heller ikke selv.

... Jeg kunne have stoppet kampen i tredje runde, vundet på teknisk knockout, hvis jeg havde siddet mere på slagen og lagt alle mine kræfter bag dem. Men noget i mig holdt igen.

I seks uger havde jeg frygtet min modstander, men det mest skræmmende øjeblik i kampen var de sekunder, jeg havde hende op ad tovene. Hun slog næsten ikke tilbage længere, men holdt afværgende handskerne op foran sig.

"Gør det af med hende!", brølede publikum, mens jeg stirrede ned i sportens grusomme dybder. Og i mine egne. Jeg var trænet til at blive ved med at slå, at ignorere mine følelser og fortsætte, indtil kamplederen stoppede mig, men jeg havde ikke lyst til at skade hende. Jeg vidste, at jeg havde vundet.

Uddrag af bogen "Skyggebokser" af Sara Maria Glanowski. Bogen udkommer i dag, 12. august, på Gyldendal.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Byråd sætter punktum for Odeon-sag: Men der mangler stadig en undskyldning

Leder For abonnenter

Odeon har tumlet rundt som en beruset balletdanser

Det er ynkeligt, at selskabet bag Odeon ikke vil undskylde de løgne, som man var sendt ud i offentligheden for at dække over sagen om den systemkritiske kinesiske dansetrup Shen Yuns aflyste optræden i musik- og teaterhuset. Odeon-selskabet har, som det fremgik af avisen tirsdag, i stedet valgt at "beklage" sin optræden via en advokat, men man har ikke haft mod og mandshjerte nok til at sige det lille, men vigtige ord "undskyld". Det er uhørt dårlig stil; en uforskammet opførsel. Derfor må man håbe, at Odeon tager ved lære af forløbet og den berettigede kritik, der er blevet rejst mod selskabet. For selvfølgelig skal man undskylde, når man stikker en løgn. Odeon har i Shen Yun-sagen tumlet rundt som en beruset balletdanser midt i et balletkompagni. Man har løjet for offentligheden, og man har løjet for sin kontraktpartner, Odense Kommune. Det har absolut ikke været kønt at se på. Det er blevet grundigt tilbagevist, at aflysningen af den kinesiske dansetrups optræden skyldtes pres fra det kinesiske regime. Der findes ganske enkelt ikke skyggen af dokumentation for, at den kommunistiske supermagt Kina har forsøgt at diktere programmet i et musik- og teaterhus i hjertet af Danmark. Der er andre og bedre forklaringer på, at Shen Yun-truppen ikke fik lejlighed til at optræde i Odeon. Alene det faktum, at truppen er ukendt i offentligheden og derfor næppe ville have haft gennemslagskraft til at samle et større publikum i Odeon, kan begrunde, at truppen fik et nej fra Odeon. Det kunne man imidlertid have sagt højt og dermed sparet sig selv for megen ballade. Ligesom man fra Odeons side kunne have sagt, at der var åbenlyse samarbejdsproblemer mellem den kinesiske trup og musik- og teaterhuset. Det er nu engang altid bedst at sige tingene, som de er - også når det er ubekvemt. Selv om sandheden ifølge mundheldet er ilde hørt, er sandheden altid at foretrække. Derfor må Odeon mande sig op og lære at sige tingene, som de er. Også, når det handler om at afvise ukendte, kinesiske dansere. Alt andet er ynkeligt.

Annonce