Annonce
Debat

Sansen for skole trækker man ikke i en pengeautomat

Lene Tanggaard
Annonce

Vi sad på en restaurant ved vandet en varm majaften. Fire kvinder omtrent midt i livet med sammenflettede livserfaringer. Der sad et stort selskab inde ved siden af. Pludselig kom de ud, hvor vi sad. "Vi synger lige en sang. Det håber vi ikke, I har noget imod?" Så istemte de "Jeg ved en lærkerede" og "Du danske sommer, jeg elsker dig". Alt omkring dem blev stille, mens deres sang bølgede ud i natten. Det var vidunderligt smukt, og det kunne mærkes. Så skulle de have kaffe, og vi fortsatte med vores.

Solen var på vej ned, og vores samtale tog en uventet drejning i brisen fra bugten. Indtil da havde vi talt mest om uretfærdighed og om det, man selv må tage. Nu talte vi om at genopdage værdien af det æstetiske, af kunsten og det unyttige. Vi talte om at synge og om at være sammen om noget på tværs af titler og positioner. Vi talte om at have brug for kunst og om det lidt rigide evidensbegreb, der har gjort det umuligt for os at tale om det, vi ikke kan måle og veje nøjagtigt. Vi talte om, at selv pressede museer og kulturinstitutioner er i gang med at måle, om kunsten virker. Kunsten er blevet instrumentaliseret, fordi der skal kroner i kassen. Men korsangen var spontan og lystfyldt. Den virkede og gik lige i blodbanerne. Er det virkelig så vigtigt, om det virker i morgen?

For mit eget vedkommende var samtalen helt ind i kernen af det, som er folkeskolens og uddannelsessystemets udfordring. Skole og uddannelse handler naturligvis om kundskaber, færdigheder, viden og kvalifikationer. Det gør det muligt for den enkelte at agere myndigt og ansvarligt som borger i et samfund. Nogle vil sige, at der sker af hensyn til konkurrencestaten og vores fremtidige overlevelse i en globaliseret tid (selvom min gode ven og kollega Thomas Aastrup Rømer har sagt og skrevet, at stater pr. definition ikke kan konkurrere). Det kan mennesker derimod, men skole og uddannelse er mere end det, og det ved vi i Danmark.

Det handler også om at blive til nogen, at dannes, at myndiggøres og at vide og mærke, at livet er både dejligt, besværligt og frustrerende. Den japanske forfatter Murakami har i sin bog: "Hvad jeg taler om, når jeg taler om at løbe" skrevet det så fint: "Sådan er det nu engang. Det vigtigste man lærer i skolen er, at man ikke lærer det vigtigste i skolen". Vi lærer ikke alting i skolen, og det er netop noget af det smukke ved skolen. Skolen er et særligt sted at lære noget.

Den danske teolog Løgstrup skrev og sagde i en tale d. 21. november i 1981 på Danmarks Lærerhøjskole, at skolens formål skulle være tilværelsesoplysning. Han skrev, at samfundet har den skole, det fortjener. Det er både uoverkommeligt og spændende at holde skole, fordi de største problemer, vi står i socialt, politisk og kulturelt, viser sig i skolen. Derfor kan formålet med skolen aldrig kun være læring eller trivsel. For Løgstrup var hovedformålet med skolen hverken kvalifikationstilegnelse eller demokrati, men tilværelsesoplysning. Han hentede blandt meget andet sin inspiration i den oprindelige græske betydning af skole som fri fra produktion. Her blev skole forstået som et fristed for mennesker til sammen at finde ud af tingene.

Løgstrup ville også mene, at vi ikke bliver rigere af at reducere skolen til økonomi. Penge er et vigtigt middel til at sikre, at det, der sker i skolen, er af ordentlig kvalitet. Man kan ikke drive skole uden penge, og det koster naturligvis noget at levere høj kvalitet. Alligevel kan elevernes udbytte af at gå i skole og vores alles gavn af det, der sker i skolen, ikke sættes på økonomisk formel. Man kan ikke måle på dannelse. Eller på tilværelsesoplysning. Det bliver i givet fald et sært reduceret og kunstigt mål. Vi kan heller ikke måle på det, der sker med eleverne efter skole. Vi kan ikke måle på det, eleverne tænker på, når de har forladt skolen. Den æstetiske tænkning handler om at have sans for dette. Der findes noget, vi mest af alt aner, men som aldrig helt kan indfanges af et koordinatsystem, et decilitermål eller et målebånd. Heldigvis.

Det betyder ikke, at man ikke skal måle. Jeg sagde forleden til en gruppe lærere, at vi bør måle på noget rigtigt. For eksempel kunne man måle på, hvor mange lærere, man kan fastholde i folkeskolen. Eller hvor mange ansøgere, der søger ind på læreruddannelserne. Man kunne også spørge eleverne, hvordan de oplever at lære, og hvor de lærer mest. Hvis man vil vide noget om mennesker, hvorfor så ikke tale med dem? Det var en af de læresætninger, som jeg tog med mig fra psykologistudiet i Aarhus. Dens slags udsagn og mål vil sige os noget om skolens kvalitet. Man kan for min skyld også hjertens gerne give eleverne karakterer. Vi må bare aldrig nogensinde tro, at det automatisk giver karakter. Der skal ganske meget mere og andet til. Vores karakter udgør summen af de interaktioner, vi indtil videre har været involveret i. I skolen er der masser af dem. Her synger vi, regner, skriver, maler, læser, græder, fortvivles og glædes. Alt det er skolens liv, og her må man træde varsomt, for der bliver mennesker til. Kan man forestille sig noget finere? Sansen for at drive skole kan ikke trækkes i en pengeautomat, men penge skal der til. Måske er det bare det, vi skal forstå.

Illustration: Gert Ejton
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Ambitioner for kunsten, ja tak

Danmark For abonnenter

Rasmus Paludan har fundet nyt hul i lovgivningen: Sætter 200 kroner på højkant til underskrivere af vælgererklæringer

CORONAVIRUS

Live: Corona aflyser uddannelsesbesøg for tusindvis af elever

Nyborg

Måtte købe køjesenge i Jysk: Nyborg Fængsel indlogerede udvisningsdømte på ufærdig afdeling i al hast

Annonce