Annonce
Kerteminde

Sange fra hjerterummet hos Camilla: - Livet kommer ikke tilbage, så jeg skal gøre det, jeg brænder for

Camilla Albers glæder sig til, at hendes sangbog nu skal ud og leve rundt om i skoler og hjem. Hun håber også, at hun vil kunne komme ud og optræde med sangene fra bogen. Foto: Mette Louise Fasdal
Camilla Albers børnebog "Digte fra hjerterummet - om bandeord og bare tæer" er nu blevet forvandlet til en sangbog. Forfatteren håber, at mange vil synge dem. Sangbogen er blot én af de ting, som hun har været i gang med, siden hun stoppede med at arbejde som skolelærer.

Kerteminde: - Jeg kan jo kun få et nej, og et nej kan jeg tåle, for det har jeg prøvet så mange gange før, tænkte Camilla Albers, da hun satte sig for at kontakte sit store forbillede, digteren Benny Andersen, for at spørge, om han ville skrive forord til den børnebog, som hun gerne ville udgive med sine digte og med illustrationer af billedkunstner og illustrator, Lise Kryger Simonsen.

Hun sendte digteren et håndskrevet brev, nogle lakridspiber og en julekalender.

- Jeg tænkte, at det var vigtigt at sende ham en snailmail, fortæller Camilla Albers, der bor i Kerteminde.

Benny Andersen svarede positivt tilbage.

- Jeg har aldrig været så stolt i hele mit liv, understreger Camilla Albers og fortæller, at det også gav hende det ekstra drive til at turde gå efter sine drømme.

Annonce
I 2017 udgav Camilla Albers sin digtebog "Digte fra hjerterummet - om bandeord og bare tæer." Privatfoto

Fra digte til sange

I efteråret 2017 udkom hendes bog "Digte fra hjerterummet - om bandeord og bare tæer" med den nu afdøde digters forord på Byens Forlag.

Digtene i bogen skrev Camilla Albers på en familieferie i Sverige, hvor det på forhånd var aftalt, at der var skærmfri. Og derfor havde Camilla Albers taget en blok og nogle blyanter med, og i en hængesofa med udsigt til legende børn myldrede ordene frem på hendes blok.

I digtene tager hun læserne med på en rejse af oplevelser fra børnenes perspektiv - en rejse, som også voksne kan have gavn af, når voksenlivets alvor har mørklagt fantasien for en stund.

Nu er digtebogen blevet til en sangbog, som er udkommet på forlaget Dansk Sang. Sangbogen hedder "Sange fra hjerterummet - om bandeord og bare tæer" og indeholder ud over digtene, som Camilla Albers har komponeret musik til, også opgaver, hvor Camilla Albers selv har tegnet illustrationer til.

Camilla Albers har lige afholdt en workshop på Nyborg Bibliotek, der tog afsæt i digtene og sangene, og hun håber på at lave aftaler med kirker og andre kulturinstitutioner, som kunne været interesseret i en lille times koncert med "Sange fra hjerterummet."

Tysk demosanger

Hun er uddannet skolelærer og nåede at arbejde 17 år i den danske folkeskole, før hun følte en trang til at kaste sig over det, som hun i alle årene havde haft som fritidsinteresse: Sin kærlighed til musik.

Nu har hun gang i små og store projekter. Blandt andet er hun blevet tysk demosanger, efter hun gennem sin fagforening, Dansk Musiker Forbund, var på sangskriverkursus i Tyskland. Nu skriver hun sange, som der er en tysk tekstforfatter på, og herefter synger hun demoen ind. Håbet er så, at sangen sælges - eller "pitches," som det også hedder - til en tysk kunstner, der forhåbentlig vil udgive nummeret.

- Livet kommer ikke tilbage, så jeg skal gøre det, jeg brænder for, er Camilla Albers' leveregel, og det er hun i fuld gang med nu og håber på, at der vil være mange, der fanger de ting, hun har kastet i fiskesøen.

Både digtebogen og - den netop udkomne - sangbog har forord af Benny Andersen. Han er Camilla Albers store forbillede og sagde til hendes store glæde ja til at skrive forord, da hun spurgte ham. Privatfoto
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
112

Vagt slukkede brand i bil

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce