Annonce
Debat

Sammenhæng og sundhed – skal vi ikke det mere?

Synspunkt: Hen over påskeferien kunne man igen i år læse i Fyens Stiftstidende om alle de tilskadekomne fra strabadserne i haverne. Det er en evigt tilbagevendende begivenhed, at når forårssolen kommer, styrter folk i haverne, og her dratter de så ned fra stiger og skærer i sig selv på forskellige måder. Dette ressourcetræk på akutmodtagelsen medfører dog ingen restriktioner eller andre ting, det registreres blot, og så venter vi på næste omgang solskin. Men når der nu er så stor sandsynlighed for at komme til skade i haven, og det ingen konsekvenser får, hvorfor er man så stædig med hensyn til at holde foreningslivet lukket?

Meget tyder på, at der er større sandsynlighed for at komme til skade i haven i påskeferien end for at blive smittet med covid-19 i en svømmehal, jf. den store undersøgelse fra Aarhus Universitet om covid-19 smitte i svømmehaller.

Undersøgelsen viser bl.a., at for hver 76.923 personer, der gennemførte svømmetræning i en time i efteråret 2020, blev 1 person yderligere smittet med covid-19 (ved en gennemsnitlig holdstørrelse på 15 personer). Klubber og foreninger har bevist, at de kan afvikle hold og træning med meget lille smitterisiko. Det giver megen lidt mening, at fritidslivet for børn og unge skal holdes lukket. Og det giver ingen mening at holde svømmehallerne lukket.

Annonce

Ender klubber og foreninger med at lukke, så tabes der en masse erfaring, viden og kompetencer på gulvet – hvad enten det er om afslutninger i vandpolo, vejrtrækning i crawl, nedslag i vandet, livredning. Hver og en af disse ting kan man jo selvfølgelig være ligeglad med, eller man kan tænke, at den viden kommer nok igen, det er bare et spørgsmål om tid og ”nogen, der gider”.


Foreningslivet er den lim, der binder samfundet sammen på tværs af alle de forskellige skel, der nu engang er.


Men en ting er det videnstab, vi lider som samfund; noget meget værre er, at går foreningslivet i stykker, så mister vi alle sammen noget, som vi havde til fælles: Foreningslivet er den lim, der binder samfundet sammen på tværs af alle de forskellige skel, der nu engang er.

Det er i foreningslivet, at vi mødes på tværs af skel, og hvor vi alle lærer lidt mere om hinanden, hvordan andre har det, og hvordan andre tænker, og vi alle bliver lidt klogere på hinanden. Foreningslivet bidrager i høj grad til sammenhængskraften på tværs i samfundet.

En tredje ting er så den regning der venter: Vi begynder at se ind i en situation, hvor idræts- og foreningslivet har været lukket/underlagt restriktioner i et år, og det bliver en gevaldig regning, der skal betales senere, når sammenhængskraften er blevet mindre. Men regningen bliver endnu større i form af manglende folkesundhed. Det er lang tid i et ungt liv ikke at have dyrket foreningsidræt som situationen er nu – der er bånd der ikke knyttes, venskaber der ikke skabes, og så er det især et aktivt liv med alle de sundhedsmæssige goder, der forsvinder. Hvordan skal vi skabe raske, aktive, rørige mennesker uden idræt?

Alt dette er kvalitative ting, der muligvis ikke direkte kan omregnes til her-og-nu-kroner-og-ører på den sædvanligvis meget korte bane, som politikere agerer på. Foreningslivet er blevet fuldstændig overset i corona-strategien. Vi beder sjældent politikere om hjælp, men vi har brug for, at I hører os nu. For sundhed og sammenhængskraften ender med at ryge. Så hermed en kraftig opfordring til at lade os komme tilbage i vandet i svømmehallerne og foreningslivet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce