Annonce
Debat

Samfundet er som at stå ved en kineser-buffet: Der er så meget, der ser godt ud - men det smager ikke lige godt

Jørgen Nancke

Landet er stadig yndet, men så meget andet 'det var engang', f.eks. at vi havde et parti, som i sandhed var arbejderens. Selv voksede jeg op med Anker som anker - en vi kunne sætte vores lid til. I dag er det anderledes, og det mangler. Så lad os prøve noget nyt - lad os prøve igen.

"Gør Danmark stort igen!" ville Mr. Trump sandsynligvis sige, og spidse læberne, hvis han stillede op til folketingsvalg i hyggelige Dannevang, og måske holdt en af sine torden- og lynildstaler i Dybbøl. Men hvad ville han mene med "stort igen?" Ville han mene "Danmark til Ejderen", genopbygning og forbedring af Dannevirke på tyskernes regning, generobring af Island og Norge? Personligt aner jeg det ikke, men uanset, hvad man måtte mene om Mr. Trump, så er han retorisk i særklasse og formår at fange overskrifter verden over, men nu er Danmark jo ikke USA ...

Et af de danske rigmandssvar på Mr. Trump er nok Hr. Larsen, Lars Larsen forstås; den jyske dynezar, om man vil. Kunne man i Danmark se den slags valgkamp, som de har i USA for sig? Store højtråbende vælgerskarer, ekstreme udtalelser live på TV og på de sociale medier. Politiske stormøder- væltende rundt i konfetti og ballonorgier samt et rungende "Jeg har et godt tilbud til dig", gjaldende fra storskærme med en smilende Lars Larsen i ufiltreret amerikansk stil. Nej, vi er nok i virkeligheden meget mere nede på jorden her i Danmark, vi vil hellere tage en sludder og en kølig øl over hækken i kolonihaven eller over parcelhusenes plankeværker. For sammenligningens skyld, så har vi eks. intet "Larsen Tower" på den jyske hede, men det kan jo nå at komme endnu.

Men vi har vores berømte sammenhængskraft, og vi står stålsat og fast på vores hævdvundne værdier, og der er hånd i hanke mellem politikere, fagforeninger og vælgere. Gennemskuelighed, troværdighed og sikkerhed kendetegner det standpunkt, som vi har taget som demokratisk nation for at undgå kaos. Vi står skulder ved skulder, som kæmperne i fordums tid, når de indsamlede udenlandske investeringer til det danske erhvervsliv fra den misfornøjede engelske befolkning - demokrati og sværdslag i hyggelig dansk øjenhøjde. Forudsigelige slagord, slidte fraser og gode intentioner rutinemæssigt gentaget med hjemmel i en glorificeret historisk overstået - og for nogen glemt - periode, kan ikke få grobund her i den gode gamle danske politiske muld. Her får man ingen magt, uden at der virkelig er gennemskuelighed, indhold og tyngde i tingene. For når vi danskere går til spinning, så foregår det sveddryppende til tysk technomusik på en cykel med knaldhård sadel i et fitnesscenter, og ikke til et folketings- eller kommunalvalg ...

Når jeg nu taler om Danmark og alt det danske fra mit lille ridsede vindue, så er jeg jo nok desværre lidt inhabil, da jeg i sagens natur er pæredansk og er vokset op med Morten Korch film og rødgrød med fløde. Men den danske model, det yndige land, Dronning Margrethe og grundloven er noget af det, som vi især er stolte af, og med god grund skulle jeg mene. Vi har her i Frejas egen sal religionsfrihed, og kan uden at blive hængt ud offentligt tro på, hvad vi vil, vi kan spise, hvad vi vil, tænke og ytre os, om hvad vi vil, vi kan forsamles og danne foreninger, og for den sags skyld også stifte partier. Det er lige præcis her, at jeg selv kommer i klemme, for min viden nærmer sig afgrundens rand med store skridt, ord for ord. Jeg er nemlig ikke overvældende politisk begavet, og jeg ved derfor ikke, hvem jeg helt præcist skal stemme på. Jeg er nok blevet partifølelsesløs med tidens gang. Dengang jeg var barn, sagde min far altid; "Man stemmer på Socialdemokratiet, når man er en rigtig arbejder!" Han var ubetinget fan af Anker Jørgensen, "arbejdernes mand", som han kaldte ham, "Så længe Anker står ved roret, så længe har vi et arbejderparti" mente han og smøgede sine skjorteærmer op med et selvsikkert og varmt arbejdersmil.

Jeg har det med folketings- og kommunalvalg, som når jeg af og til besøger min favorit kinesiske buffet. Jeg har simpelthen svært ved at vælge, da næsten alle bakker og skåle har noget, som lokker min jævne kulinariske bevidsthed. Ejeren af restauranten fortalte mig engang, at det ikke er alt, som smager så lækkert, som det ser ud, og det ved de godt ude i køkkenet, hvor de laver menuen, men når folk først har valgt, så hænger de på den, som han så smukt udtrykte det. "Vores køkkenchef anretter det hele, så selv det mindre gode ser godt ud, pynt kan sminke og sælge alt." Det er ret smart, for folk har det med at glemme smagen, da der ofte går lang tid mellem besøgene, så næste gang, de står der, så husker de kun, hvad de plejer at tage. En Olsenbanden-værdig plan - intet mindre.

Fagforeningerne er i fokus i disse dage - det er der vist ingen tvivl om; løn og arbejdsvilkår er ord, som fyger gennem luften som giftige pile, og som de fleste har en holdning til. Blandt andet min kone, som arbejder på det lokale plejehjem, men hende skal man ikke bide skeer med, det ved jeg alt om. Staten står med sin dagsorden, og fagforeningerne med deres, og man kunne spørge, om der er en større konflikt på vej? Fagforeningerne står sammen, og det ser ud til, i en jævn mands øjne, at der nok kommer et politisk indgreb på et tidspunkt. Et paragrafstøbt koben, som skal brække i den måske sidste rest af solidarisk fagforeningsmurværk, ville nogle måske mene. Når man om nogle år nævner Murens fald, vil det så være den i Berlin? Og vil det egentlig betyde noget for nogen til den tid?

Jeg har det med at spekulere, og sommetider over ting som jeg ikke ligefrem er ekspert i. "Nu er du jo hverken Henrik Qvortrup eller Hans Engell", som min kone har det med at påpege - med tilføjelsen; "men måske en blanding, du er jo godt på vej til at blive skaldet, og du er lidt overvægtig." I en tid, hvor næsten alle afskygninger af fællesskaber og enkeltpersoner har en facebookside, forening, klub eller anden form for offentligt fora, undrer det mig, at fagforeningerne ikke allerede har dannet et sandt arbejderparti. Det slog mig nemlig, at de ikke har et parti længere, da jeg besøgte min far på kirkegården forleden. Mon ikke fagforeningerne en dag finder ud af, at det måske var en ide at få mere indflydelse i magtens indercirkel? Selvom det for mig af og til virker, som om magten ofte ligger i ydercirkelen, f.eks. folkestemningsbølger på Facebook med deraf følgende hurtige opslag fra politikere. Det er nok, når alt kommer til alt, en del mere langhåret end jeg som menigt medlem af almuen lige kan gennemskue, tænker jeg her ved buffeten. Jeg tror, at jeg nøjes med en gang genkendelige sammenklumpede halvvarme ris og noget, som ligner udkogt kød med tilsat barbecuesmag, hvis de da ikke har noget som er bedre ...

Annonce
Illustration: Gert Ejton
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Kultur. Tak til kronprinsparret 2

Synspunkt: Da jeg læste Peter Hagmunds leder ”Tak til kronprinsparret” den 1. november, glædede jeg mig over de mange gode synspunkter, han bringer frem såsom: ”Alligevel kan man godt opfatte det en kende sært, at kronprins Frederik og kronprinsesse Mary står på en scene i netop Odense, når parret lørdag uddeler priser til en række kunstnere og kulturfolk. For Odense Kommune har netop besluttet omfattende nedskæringer i byens kulturudgifter.” Lige siden har jeg funderet over årsagen til, at der spares så heftigt på kulturen i Danmark i disse år. Vore nabolande Norge, Sverige og Tyskland – lande vi gerne sammenligner os med – gør det stik modsatte. De øger kulturbudgetterne, og de gør det markant. Efter min mening er der to væsentlige årsager til den stedmoderlige behandling, kulturen får i Danmark. For det første er de allerfleste af vore beslutningstagere unge eller yngre mennesker, som vort skolesystem ikke i tilstrækkelig grad har givet mulighed for at stifte bekendtskab med klassisk kultur og dannelse. De kender og respekterer simpelthen ikke den kultur, de koldblodigt skærer ned på. Det ironiske er, at kulturpengene jo er pebernødder i det store budgetspil, men da beslutningstagerne ikke kender nok til området, gør det ikke ondt på dem at svinge sparekniven, og som ofte sagt: ”Der er ikke stemmer i kultur” – desværre. For det andet mener jeg, at Peter Hagmund og hans kolleger burde gribe i egen barm og overveje, om medierne i almindelighed og - når vi taler kultur i Odense - Fyens Stiftstidende i særdeleshed kunne påtage sig et større ansvar i denne sag. For det er jo sådan, at i vore dage eksisterer man kun, hvis man er synlig i medierne. Jeg kender til hudløshed argumentet, at kulturstof ikke er populært, men det får mig til at tænke tilbage på en korrespondance, en af mine veninder for en del år siden havde med en dansk tv-station. Min veninde klagede over, at en stor operaforestilling blev sendt kl. 02.00 (det var inden, man i samme grad som nu havde mulighed for at optage, streame og se tv on-demand). Svaret fra TV-stationen lød, at de sendte udsendelsen på dette sene tidspunkt, fordi der ikke var ret mange, der så den slags. Man kunne også forestille sig, at problemstillingen i virkeligheden var den omvendte, nemlig at folk ikke så den slags, fordi det blev sendt på et tidspunkt, hvor de fleste lå i dyb søvn. Måske ville læserne faktisk værdsætte større mængder af velformidlet kulturstof, hvis det fandtes i medierne. I øvrigt tror jeg, at mange af de mennesker, der læser kultursiderne, læser den trykte avis og ikke avis på nettet. Populariteten af kulturstoffet er derfor ikke målbar på samme måde som ”klik" på avisens hjemmeside. Hagmund skriver at ”kronprinsparrets besøg i Odense kan være med til at flytte opmærksomheden tilbage til det, der også er kunstens og kulturens kerne: At den er dannelse. At den er identitetsskabende. At den har en særlig berettigelse.” Kære redaktører og journalister. Jeg mener absolut, I kan medvirke til at flytte opmærksomheden tilbage på kulturen og fjerne det ”spørgsmålstegn ved, om byen nu egentlig har det levende, aktive kulturliv, som man ofte påstår at ville anvende som salgsargument over for tilflyttere.” I skal blot opprioritere kulturområdet, så det bliver mere synligt i mediebilledet.

Annonce