Annonce
Rejser

safari-tendenser netop nu

Forældreløse elefanter hos David Sheldrick Wildlife Trust i Nairobi i Kenya. Siden begyndelsen for 42 år siden har stedet haft 230 elefantunger gennem dens "børnehave". Foto: Yasuyoshi Chiba/AFP/Ritzau Scanpix
Det er lang tid siden, Karen Blixen havde en farm i Afrika, og safarirejser er gået fra forfatterens respekt for og fascination af de lokale og deres natur over rovdrift og nu – tilbage til en fornemmelse af, at man gerne vil være tæt på naturen. Uden at ødelægge den.

Når storvildtjægere lægger deres trofæer ud på nettet, er det ikke længere beundrende blikke, de får, men vrede shitstorme så store som en støvstorm over Serengeti. Tendensen går mod, at vi gerne vil besøge Afrika, men det skal helst være bæredygtigt og i pagt med den natur, vi kommer for at kigge på.

Da den amerikanske tandlæge Walter Palmer i 2015 skød løven "Cecil", blev han en af de mest hadede personer på nettet. Han havde betalt omkring 54.000 dollar (cirka 350.000 kroner) for at få lov til at skyde den 13 år gamle løve med bue og pil. Løven, der levede i Zimbabwes Hwange National Park, blev ikke dræbt på stedet, men døde først 11 timer efter. Episoden gik verden rundt, og selv talkshowværten Jimmy Kimmel græd for åben skærm.

Hvis man kan sige, at det var godt for noget, så var det, at en hel verden fik øjnene op for det urimelige i, at rige mennesker kunne skyde, hvad de ville, og i mange afrikanske lande blev lovene om gamehunting strammet, samtidig med at en række europæiske lande forbød deres indbyggere at bringe trofæer med tilbage fra en safari.

Annonce
Da den amerikanske tandlæge Walter Palmer i 2015 skød en løve, blev han en af de mest hadede personer på nettet. Siden er der kommet mere fokus på, hvad man kan få lov til at skyde, bare man har penge nok, og det er ikke længere populært at rejse til Afrika for at skyde vilde dyr – medmindre det er med et kamera. Her er det dog en anden løve – hos Entabeni Safari Conservancy i Limpopo. Løvejægere sælger dyrenes knogler til det asiatiske marked, som bruger dem i medicin. Foto: Stephanie de Sakutin/AFP/Ritzau Scanpix

1 Se en elefant med morfar

Ifølge en undersøgelse fra det amerikanske Xanterra Parks & Resorts er antallet af familierejser kraftigt stigende – faktisk den hurtigst voksende rejseform ifølge Betsy O'Rourke, som er vicedirektør i firmaet. Og hun siger til Travelpulse:

"Før var det en ud af seks rejser, der var med flere generationer i én familie. Nu er det en ud af tre. Og det er, fordi det er en måde, hvorpå flere generationer kan få noget kvalitetstid sammen i denne travle verden, og fordi det er en sjov måde at få fælles oplevelser på", siger hun og tilføjer, at safari har noget for alle aldre.

2 Tag toget

Vil man gerne se Afrika, men helst uden at rumle rundt i en jeep, må man på sporet. Blandt andet kan man hos Africa Tours booke tur med smukke gamle togvogne fra Rovos Rail. Er man til tunge gardiner og smukke gamle møbler - i den store suite er der endda et badekar på løvefødder - kunne det være, at man skulle rejse på skinner. Turene kan vare fra to dage til to uger, og de foregår i det sydlige Afrika. Sidste vogn er åben og tillader gæsterne at sidde ude i fri luft og se det storslåede landskab, inden man klæder om til middagen, der indtages i spisevognen. Så er det eneste, man mangler, vel Agatha Christie ...

På Kagga Kamma er nogle af værelserne hugget ind i klipperne. PR-foto

3 Pas på omgivelserne

Lower Zambezi National Park kan nu kalde sig den første CO2-neutrale nationalpark i verden. Blandt andet takket være omtanke i forbindelse med de generatorer, der tændes ude i bushen, de biler og motorbåde, der bruges, og et projekt med at plante træer i områder, hvor skovhugsten har været mest intensiv. De 13 medvirkende lodger tæller Anabezi Camp, Baines' River Camp, Chiawa Camp, Chongwe River Camp, Chongwe River House, Kanyemba Lodge, Kasaka Lodge, Mwambashi River Lodge, Old Mondoro Bush Camp, Potato Bush Camp, Royal Zambezi Lodge, Sausage Tree Camp og Tsika Island.

Rovos Rail i Sydafrika. Her kan man se naturen fra sin egen luksuriøse togvogn. PR-foto

4 Giv tilbage

Flere rejsebureauer ser en værdi i at give noget tilbage. Blandt andet hos rejsebureauet Albatros støtter man lokale projekter, der forsøger at forbedre arbejdsforholdene for de ansatte og uddannelse af lokalbefolkningen.

I Masai Mara plantede rejsebureauet gennem en del år op mod 20.000 nye træer årligt for at opveje afbrændingen af skov, og i Sydafrika bekæmper det krybskytteri ved at invitere lokale skoleklasser nær Kruger National Park med ud på safari for at lære dem om naturpleje.

5 Bo dejligt – eller mærkeligt

I mange år har man kunne bo de skønneste steder, når man er på safari. Om det er telte eller små lodger, har værterne forstået at kræse for gæsterne – og mulighederne bliver vildere og vildere.

For eksempel kan man i Kagga Kamma i Tanzanias Ngorongoro Conservation Area bo på et hotelværelse hugget ind i klipperne – eller et med udsigt til åben himmel om natten og zebraer og sorte næsehorn om dagen.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

Mit Sverige in memorian

Min barndoms Sverige var også min mors og min farfars Sverige. Det var familiebesøg i min mors moster Adeles røde hus i skoven i Halland. Stedet, der stadig emmede af sommerferie paradis for min mor og hendes broder, Roland, i en svunden tid. Familien passede gården som generationer havde gjort det før dem. Adele og hendes broder, Henning, sled og slæbte med at passe besætningen og dyrke den stenede jord. Familiens blod og jord gik i et. Adele og Henning Nilsson døde mætte af dage, ikke fattige, heller ikke rige. Gravstenene på kirkegården i Hishult minder om, at de udgjorde grundstammen af etniske svenskere. Hårdt arbejde havde de, men til gengæld ærligt arbejde fra en tid med et fornuftspræget Sverige, hvor rettigheder og pligter fulgtes ad. Min farfars mor ankom til København fra Blekinge omkring forrige århundredeskifte lige som 100.000 andre etniske svenskere. Som et broderfolk gled de ind i en dansk hverdag på alle niveauer af samfundet. Kun de mange svenske slægtsnavne minder om fortiden. Min oldemor stod på et tidspunkt alene med farfar. Oldemor klarede skærene, og min farfar fandt sin mors fødested i Mørrum, før han gik bort. Ringen blev sluttet. Min længsel mod Sverige er en stærk, ubetinget kærlighed. Det er svenske traditioner, det er Abba, trubadouren Cornelis Wreeswijk, pianisten Jan Johansson, og gensynsglæde med familien i Helsingborg og Skanør. Det er en togtur med Indlandsbanen til Lapland for 40 år siden. Båndene holder trods de mange år, som er gået. Minderne er mange. Jeg sætter en ære i at tale svensk med min familie. Det er velkendt, at Sverige som humanistisk stormagt er ved at blive ført ud over afgrunden. Klinisk renset for fordomme går der en lige linje fra internationalisten og marxisten, Palmes, Rigsdags forslag i 1975 om at gøre Sverige multikulturelt til dagens verdensrekord i antallet af bombesprængninger og voldtægter. Den grænseløse tolerance over for indvandring udvikler sig til en forbrydelse, når det man tolererer er ondskab. Når politikere ved eller bør vide, at indvandring fra 3. verdenslande forøger faren for personfarlig kriminalitet, så mister de deres legitimitet ved ikke at sige fra. I Sverige har den politiske mangfoldigheds utopi udviklet sig til befolkningens modsvarende trøstesløs dystopi i bedste Blade Runner stil med endeløse kampe mellem bevæbnet politi og velorganiserede indvandrerbander. En officiel statsbegravelse kunne være en passende måde, at ære det Sverige politikerne og et flertal af svenskerne selv har lagt i graven; Midnatssolens, de dybe skoves, Pipi Langstrømpes og Emil fra Lönnebergs underfundige Sverige, men også den moderne velfærdsstat funderet på fred fremgang og sikkerhed. Hvil i fred, du blågule, du vil blive savnet, så længe der er nogen, der kan huske dig, du fria, du fjällhōga nord.

Middelfart

Se hele programmet: Navne til Rock Under Broen 2020 afsløret - med populær popduo som genganger

Annonce