Annonce
Debat

S-forslag om tjenestepligt for læger løser ikke lægemangel

Lægemangel: Det er nok de færreste mennesker, der drømmer om at blive tvunget til at arbejde langt væk fra deres bolig og familie – men det er præcis dét, Socialdemokratiet vil tvinge nyuddannede læger til. For at løse manglen på praktiserende læger i Vendsyssel, på Lolland og andre steder, vil man tvinge nyuddannede læger til at tage arbejde et halvt år, hvor der mangler almen praktiserende læger. Hokus pokus, så er alt godt.

Eller er det?

Nej, tjenestepligt kender man kun fra lande med autoritære styrer, f.eks Maos Kina, hvor læger blev tvunget ud på landet. Tjenestepligt er uhørt på det danske arbejdsmarked, som er kendetegnet ved fri bevægelighed af arbejdskraft og høj mobilitet. Læger er frivilligt lige så mobile som andre akademiske medarbejdergrupper, faktisk er vi de mest mobile, viser undersøgelser. Alt det burde være almen viden for socialdemokrater.

Tjenestepligt er tilmed en dårlig løsning, fordi der ikke er plads til alle udkommandererede læger: hos mange praktiserende læger vil man mangle de ekstra konsultationsrum, som tjenestepligten forudsætter. Der bliver derfor behov for en finansiering af ombygning af flere praksisser for overhovedet at få plads til læger, der ikke kan levere den ønskede kvalitet efter 1 år på arbejdsmarkedet. Det er spild af offentlige midler og de kommer ikke patienterne til gode.

Og så løser tjenestepligt ikke engang problemet med lægemangel i udkantsområderne. Det kræver nemlig, at der er en speciallæge til stede i en almen praksis, førend der kan ansættes en tjenestepligtlæge. Det er der ikke i mange udkantsområder i dag, og det ændrer tjenestepligten ikke på.

Så Socialdemokratiets plan om at tvangsudskrive læger til områder med mangel på praktiserende læger dur ikke. Den strider imod den danske model, den danske tankegang og danske demokratiske traditioner. Og så løser den i øvrigt ikke problemet.

Heldigvis er Socialdemokratiet også kommet med en anden idé (desværre uden at frafalde tjenestepligt-forslaget), nemlig at mere erfarne læger der er ved at videreuddanne sig til alment praktiserende læger, skal bruge et halvt år mere ude i almen praksis og mindre tid på hospitalet. Det giver mening, hvis uddannelsens kvalitet sikres, fordi disse læger kan løfte markant flere opgaver ude i klinikkerne, og så har de valgt almen praksis aktivt til.

Vi siger blankt nej til tjenestepligt og ja tak til at diskutere andre konstruktive forslag!

Annonce
Helga Schultz
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Debat: Sådan forstærker sundhedsvæsenet uligheden

“Min første ledige tid er om tre uger. Men du kan nok ikke vente så længe. Ja, for så er det nok for sent at gøre noget,” sagde en ryglæge, der selv tog telefonen. Speciallægen forklarede, at hvis min nerve i lænden var under pres for længe, så var det sandsynligt, at min nerve ville tage varigt skade. Og nej, han vidste ikke, hvad jeg ellers kunne stille op. Jeg sagde ja, tak til den tilbudte tid. Det var trods alt bedre end ingenting. Jeg havde smerter i ballen og benet. Jeg havde mistet kraft. Jeg kunne kun gå rundt ved hjælp af krykker. Jeg havde brug for en scanning, der kunne fortælle, hvad der var galt. Og vejen til en scanning skulle banes af en speciallæge, mente min egen læge. Og der var lange lange ventetider hos alle dem, jeg kom igennem til. Jeg sad målløs tilbage efter samtalen. Det hastede altså, hvis min førlighed skulle reddes i tide. Ellers skulle jeg humpe rundt på krykker resten af livet. Alligevel kunne jeg ikke komme til akut. Kan det virkelig passe, at man i dagens Danmark lader ventetider hos speciallæger invalidere mennesker på livstid? Jeg fortsatte min rundringning. Nej, vi tager ikke patienter uden for kommunen. Medmindre du altså selv betaler. Eller har en forsikring. Så har jeg faktisk en ledig tid allerede i morgen, siger sekretæren. ”Er du interesseret?” Jeg har heldigvis råd til det. Flaskehalse i vores sundhedsvæsen gælder åbenbart kun for de fattige, selvom det hedder sig, at vi har fri og lige adgang til vores sundhedsvæsen. Kan det virkeligt være rigtigt, at vi overlader de fattige til deres egen sure skæbne, mens vi der har råd eller en forsikring, kan få behandling? Min jagt efter en ledig tid hos en ryglæge fandt sted i august 2017. Dengang anede jeg ikke, at mine smerter i ballen og benet i virkeligheden stammede fra en kræftknude, der havde ødelagt knogler i mit bækken og min hofte. Kræften var også begyndt at gnave af min lårbenshals. Ja, jeg havde faktisk kræft i hele kroppen, i alle dele af mit skelet og i flere vitale organer. Men det anede jeg intet om, da jeg jagtede en tid hos en ryglæge. Det fik jeg først at vide fire måneder senere. Og kun fordi jeg selv insisterede på at blive scannet, og kun fordi jeg selv betalte for en vigtig undersøgelse på vejen. Som journalist har jeg en erhvervsskade. Jeg er konstant opmærksom på urimeligheder og uretfærdigheder. Skandaler er nemlig gode historier. Og her stødte jeg direkte ind i urimelige forhold. Ud over dem jeg allerede har nævnt, gik det op for mig at det frie og det udvidet frie sygehusvalg kun gælder for dem, der selv kan betale for transporten eller har netværk, der kan hjælpe dem med transport. Frit valg for de rige. De kan vælge at komme til undersøgelse eller behandling i en anden landsdel med langt kortere ventetid eller med bedre renomme, fordi de kan klare udgifterne selv. Men ikke frit for de fattige. Er det rimeligt? En ting er penge. Men det kræver også, energi, overblik og vedholdenhed at sikre sig, at henvisninger bliver afsendt fra den ene afdeling og modtaget på en anden afdeling. For det kan man desværre ikke regne med sker af sig selv. En af mine henvisninger lå en hel uge “i en bunke som vi sjældent kigger i,” som en sekretær forklarede mig, da jeg ringede og rykkede for fjerde eller femte gang. Hver gang jeg ringede, fik jeg at vide, at “vi sender den om et øjeblik”. Tænk hvor kunne de have sparet tid, hvis de så også havde videresendt henvisningen med det samme. Men det gjorde de først efter flere rykkere. Jeg var privilegeret. Jeg havde energi, kræfter og frækhed til at ruske og rykke. Men ofte handler det om meget syge og gamle mennesker, som ikke har energien selv, og som ikke har børn, der magter at klare opgaven for dem. Er det rimeligt, at de svage skal ligge og rådne op i en bunke, som personalet sjældent kigger i? Vores sundhedssystem forstærker desværre den ulighed, der også præger det øvrige samfund, hvor fattige, dårligt uddannede og ældre står i bagerste række. Da min kræft først blev fundet, fik jeg en kræftbehandling i verdensklasse. Det danske sundhedsvæsen fiksede min kræft. Og som tak for det vil jeg gerne bidrage til at fikse det danske sundhedsvæsen. Og noget af det, der trænger allermest til at blive fikset er uligheden. Eksemplerne er hentet fra bogen: “Sådan overlevede jeg kræften - og sundhedsvæsenet”, People’s Press 2019

Erhverv

Plads til 1000 ansatte: Pensionsselskab investerer 381 millioner kroner i kæmpestort kontorbyggeri ved SDU

Kerteminde

Apoteksejer dropper udbringning: - Vi får 5,49 kroner for at levere en æske medicin

Odense

2000 indviede julefestival i Odense

Annonce