Annonce
Middelfart

Sønderjysk købmandspar skal stå i spidsen for Rema 1000 i Skrillinge

Det er gået stærkt med opførelsen af Skrillinges kommende Rema 1000, der åbner 5. marts. Foto: Søren Gottwald
Den nye dagligvarebutik åbner 5. marts med Mik og Christine Skov Petersen ved roret. Parret har en fortid hos både Rema, Netto, Meny og Kvickly.

Skrillinge: Den kommende Rema 1000 på Assensvej 141 i Skrillinge tager for alvor form i disse uger. Rejsegildet blev holdt i sidste uge, og 5. marts slår den fremadstormende, norske dagligvarekoncern dørene op for butikken, der bliver kædens femte i Middelfart Kommune.

Det sker med det sønderjyske købmandspar Christine og Mik Skov Petersen ved roret.

Ægteparret overtog for to år siden driften af Rema 1000 i Nyløkke ved Aabenraa og er dermed ikke ukendt med at arbejde sammen. Det har været et par succesfulde år, der har givet parret mod på at starte en ny butik op.

- Vi har allerede lært en masse gode ting, som vi tager med til den nye butik, fortæller Mik Skov Petersen og føjer til, at familien planlægger at bosætte sig i lokalområdet.

Foruden Mik og Christine, arbejder parrets to børn Natali og Niklas begge i butikken, og det vil de også gøre, når familieforetagendet flytter til Assensvej.

Annonce
Christine og Mik Skov Petersen har en fortid i både Rema, Netto, Meny og Kvickly. Privatfoto

Rema afløser Min Købmand

Det er den tidligere Min Købmand, der nu genopstår som Rema 1000 på Assensvej.

Før Rema har Christine Petersen været butikschef i Netto, mens manden har arbejdet som slagter i Meny og Kvickly.

- Et af de områder, vi især kommer til at satse på, er økologi, så det kan kunderne godt glæde sig til. Og så kan man også altid spørge efter et tip til tilberedningen af kødet, lyder det fra Mik Skov Petersen.

Butikken, der vil holde åbent 7.00 til 21.00 alle ugens dage, bliver Rema-kædens nummer 346 i Danmark.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Lynfrosten giver nye muligheder

Klumme

Hvad er målet med udligning?

Temaet i rigtig mange samtaler i denne tid er den kommunale udligning. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været til et møde, uden at det har været bragt op. Sidst til et møde med plejefamilierne i Assens Kommune i mandags, hvor den manglende udligning nævnes af flere som en årsag til den besparelse, som kommunen har valgt at lægge på plejefamilierne. Til det skal jeg dog også sige som kommunalpolitiker i Assens, at det også er et spørgsmål om prioritering, og hvis viljen havde været der i byrådet, kunne der have været prioriteret anderledes. Men det er et faktum, at der er stor forskel mellem kommuner i forhold til kommunernes mulighed for at opretholde en god service. Foreningen Bedre Balance har opgjort, at kommunerne i hovedstadsområdet kan bruge 186 kroner for hver gang, kommunerne i resten af landet kan bruge 100 kr. pr. sårbart barn. Skal vi acceptere det? Sundhedsministeren har sagt: “Vi skal knække den ulighed, der betyder, at et barn, der i dag fødes i Gentofte Kommune. i gennemsnit kan regne med at blive 83,4 år, mens det barn, der fødes i Lolland, bliver 77,7 år. Alene på grund af postnummeret.” Ja selvfølgelig skal vi knække uligheden, siger alle. Men er forudsætningen så ikke, at vi må starte med at sikre alle kommuner samme mulighed for service - samme mulighed for at sikre de svage børn et godt liv. Da man oprettede regionerne, var man enige om, at der ikke måtte være forskel på kvaliteten af behandlingen på sygehusene. Derfor bliver pengene til regionerne fordelt med den målsætning, at det er muligt. Når det så handler om kommunerne, så burde vi starte med diskussionen af om vi - som på sygehusområdet - mener, at der bør være samme kvalitet i alle kommuner. Når Mette Frederiksen udråber sig som børnenes minister, så ville jeg forvente, at vi var enige om, at der ikke må være forskel på støtten til det svage barn alene på grund af hvilken kommune, barnet er født i. Derfor vil jeg foreslå, at vi tager hul på en diskussion om, hvorvidt vi vil acceptere ulighed på tværs af landets kommuner. Mit og DF's udgangspunkt er, at vi ønsker et lige Danmark. Et Danmark, hvor det, at man bor i det ene eller andet postnummer, ikke er afgørende for et barns chancer for et godt liv eller kvaliteten af ældreplejen. Jeg vil gå til forhandlingerne med troen på, at vi kan blive enige om en politisk målsætning for udligningsreformen. Og kan vi det, så tror jeg på, at der er håb for et mere lige Danmark.

Annonce