Annonce
Sydfyn

Søen skriger efter kvinder: - Vi går jo glip af halvdelen af talentmassen

- Hvis vi ikke også kigger til kvindernes side, når vi rekrutterer, så mister vi jo halvdelen af talentmassen, forklarer direktør for Danske Rederier, Anne Windfeldt Trolle.
I Danske Rederier vil man have flere kvinder ind i søfart. Hvis vi ikke rekrutterer kvinderne, går vi jo glip af halvdelen af talentmassen, mener direktør Anne Trolle, der også fortæller, at rederierne vil gøre mere for at fastholde kvinderne i faget.

Der kommer til at mangle danske søfarende i fremtiden, og begynder man ikke allerede nu at få flere kvinder ind i erhvervet, kommer man til at mærke det på branchen.

- Hvis vi ikke også kigger til kvindernes side, når vi rekrutterer, så mister vi jo halvdelen af talentmassen, forklarer direktør for Danske Rederier, Anne Windfeldt Trolle.

Derfor nedsætter arbejdsgiverforeningen en taskforce, der skal forslå konkrete mål og aktiviteter, så man kan arbejde målrettet på at få flere kvinder ind i erhvervet.

I dag er omkring to procent af alle søfarende kvinder, og det er ifølge arbejdsgiverorganisationen alt, alt for få.

- Det er jo rigtig sløjt, og vi går glip af rigtig mange gode mennesker. I forvejen kæmper vi, som alle brancher i Danmark, om det samme begrænsede antal unge mennesker, og der er stor konkurrence om dem, fortæller hun.

- Om de er mænd eller kvinder, er vi jo i princippet ligeglade med, men mere diversitet giver normalt også bedre dynamik, og det ser vi da som en sidegevinst.

Blandt andet nævner Anne Windfeldt Trolle en bedre omgangstone, bedre kultur på skibene og endda bedre tal på bundlinjen ved at få en mere lige fordeling mænd og kvinder.

Taskforcen skal arbejde indenfor tre fokusområder. De skal komme med anbefalinger til, hvordan man får flere kvinder ind på de maritime uddannelser, udarbejde løsninger til, hvordan man kan fastholde kvinderne på søen, og se på, hvordan man bedre kan holde på kvinderne i branchen.

Samtidig har Danske Rederier og Maritime Development Center (MDC), der er en klyngeorganisation af virksomheder, organisationer, uddannelsesinstitutioner og myndigheder indenfor det maritime, sammen igangsat samarbejdet "More Women at Sea", hvor rederierne, skolerne og branchens mange andre partnere skal gå sammen om at rekruttere flere kvinder til søen.

- Den primære årsag er, at vi gerne vil tiltrække dygtige unge mennesker, og dem ved vi i hvert fald også findes blandt kvinderne, fortæller hun.

Annonce

Kvinder i søfart

Det Blå Danmark beskæftiger omkring 60.000 personer, hvoraf omkring 12.000 arbejder indenfor skibsfart. Det svarer til 0,4 procent af den samlede beskæftigelse i Danmark.

Kvinder udgør omkring 2 procent af alle søfarende:

Lederne Søfart (navigatører): cirka 4 procent svarende til 100 ud af 2500 medlemmer

3F Sømændene (matroser): 2 procent svarende til 26 ud af omkring 1000 medlemmer

FOA Søfart (kommunale færgemedarbejdere): cirka 4 procent svarende til 8 ud af 200 medlemmer.

Metal Maritime (matroser, maskinmestre, navigatører, samt også catering-personale): cirka 30 procent svarende til omkring 1000 ud af 3000 medlemmer.

Maskinmestrenes Forening: cirka 1 procent af 8962 medlemmer.

Kilder: Søfartsstyrelsen, Lederne Søfart, 3F, FOA, Metal Maritime.

Fælles målsætninger

Interessen for at få flere kvinder ind i søfart er vokset de seneste par år, og i den blå verden har man søsat mange tiltag for at holde fast i kvinderne til søs. Anne Trolle nævner workshops, mentorordninger for de studerende og kvindelige rollemodeller, men trods de mange tiltag har Danske Rederier endnu ikke nogen målsætning for, hvor stor en andel kvinder, som de vil arbejde på at få ind i faget.

Det er målsætninger, der skal fastlægges i samarbejde med søfarts- og navigationsskolerne og de mange rederier. Anne Trolle mener ikke, at der skal være kvoter, men hun håber på, at de kan blive enige om nogle fælles mål, gerne inden sommeren.

- Vi vil gerne have nogle fælles målsætninger, som man forpligter sig til at arbejde hen mod. Vi vil ikke trække det ned over ørene på dem, men vi tror på, at det er vigtigt for os både at få rederierne og skolerne med.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Odense

Til trods for myndighedernes anbefalinger: Fjernvarme Fyn aflyser arrangement på grund af coronavirus

112

Politi i aktion ved boligblok i Middelfart

Leder For abonnenter

Leder: Har vi et ansvar overfor den dræbte kvindes døtre?

Der er nogle ting, der er så barske, at du ikke kan læse om dem i avisen. Billederne af en ung syrisk kvinde fra Langeskov og hendes ni-årige søn, der blev dræbt og efterladt i en skov i Syrien. Dem kan du ikke se i Fyens Stiftstidende. Vi fortæller heller ikke, hvordan det præcist foregik, da deres liv endte i et middelalderligt ritual angiveligt udført af deres egen mand og far. Det er så forsimplet, uhyggeligt og afstumpet, at det ikke er til at forstå. Hvis du har lyst til at læse og se, hvad der skete natten til en søndag i februar i det nordlige Syrien tæt på grænsen til Tyrkiet, så kan du finde det i andre danske medier. Men vi bliver nødt til at tage en snak om, hvorfor en flygtningefamilie fra Langeskov vælger at rejse tilbage til det land, der er flygtet fra. Hvorefter familiens overhoved efter beskrivelser fra lokale medier og bekendte vælger at begå et sharia-inspireret mord på sin kone og søn. Den unge kvinde, der kom til Danmark for fire år siden, var efter alle beskrivelser særdeles velintegreret. Hun har taget kørekort og var netop ved at afslutte en uddannelse som frisør. Hendes ældste barn gik i 1. kasse i en dansk skole og havde danske venner. Paradoksalt nok var det netop derfor, kvinden endte med at dø, ifølge hendes venner i Danmark. Hun var blevet for dansk til sin ægtemand, der er gammel nok til at være hendes far. Rejsen til Syrien er efter alt at dømme sket i hemmelighed. Blev kvinden presset til at tage af sted? Har hun vidst, der var fare på færde? Det er ikke sikkert, vi nogen sinde får svar på de spørgsmål. Hendes mand meldte sig efter drabene til de lokale myndigheder, og lad os da håbe, de beholder ham et godt stykke tid, så han ikke kommer til Danmark igen. Lige nu og her er det mest presserende spørgsmål, hvad der skal ske med kvindens to yngste børn. To piger, der begge er født i Danmark, og som nu opholder sig hos familie i Syrien. Har vi i Danmark et ansvar over for dem? Eller skal vi lade dem sejle deres egen sø, og så må de klare sig, som de kan hos familien i Syrien?

Annonce