Annonce
Odense

Sådan gør andre: Mjølnerparkens daginstitution blev pludselig populær

Mjølnerparken er ligesom Vollsmose karakteriseret som en såkaldt hård ghetto. Men det er lykkedes Københavns Kommune at gøre områdets daginstitution populær blandt ressourcestærke forældre. Arkivfoto: Sofie Mathiassen / Ritzau Scanpix
Det er muligt at gøre daginstitutioner i belastede sociale områder så attraktive, at ressourcestærke forældre vælger dem. Det er institutionen i Mjølnerparken et godt eksempel på, mener Forældrenes Landsforening

Man kan ikke tvinge ressourcestærke forældre til at sætte deres børn i en vuggestue eller børnehave i et såkaldt ghettoområde. Men man kan gøre tilbuddet så attraktivt, at de selv springer til og vil forrest i køen.

Det er læren fra Mjølnerparken i København, mener Forældrenes Landsforening - en interesseorganisation, der på landsplan varetager forældrebestyrelsers, forældreråds og forældrenævns interesser.

Mjølnerparken er ligesom Vollsmose blevet karakteriseret som en såkaldt hård ghetto, fordi den i en årrække har optrådt på regeringens ghettoliste. Det betyder, at omkring halvdelen af alle boligerne, mellem 200 og 300, skal sælges til en privat investor.

Der har igennem mange år været historier om skyderier og handel med stoffer i området, men det har ikke kunnet skræmme de ressourcestærke forældre væk, efter områdets daginstitution fik flere ressourcer.

Ifølge Signe Nielsen, formand i Forældrenes Landsforening, blev børnehaven efterfølgende nærmest overtaget af de ressourcestærke forældre:

- De ressourcestærke forældre opdagede, at der var flere pædagogtimer til børnene her. Derudover var der afsat timer til sprog, som man så valgte at bruge på afrikansk dans og rytmik - alt sammen noget, som gjorde, at de ressourcestærke forældre så daginstitutionen som et godt tilvalg, siger hun.

- Forældrene har ikke problemer med, at deres børn skulle færdes i et område, andre ser på som utrygt. Det spiller selvfølgelig ind, at det er Nørrebro, men de pædagogiske konsulenter anbefalede også daginstitutionen, fordi man tiltrak nogle af de stærke pædagoger ved at gøre arbejdet interessant. Udflytterbørnehaven blev også et fedt sted at have sine børn. Det blev altså attraktivt, siger Signe Nielsen.

Annonce

Lav stærke institutioner

Og netop attraktiv er et nøgleord, mener formanden:

- Hvis man gerne vil blande forældregrupperne, er det et spørgsmål om at lave alle daginstitutioner så stærke, at de ressourcestærke også har lyst til at vælge dem. Og det, synes jeg, er lykkedes i Københavns Kommune, hvor flere udsatte daginstitutioner faktisk har fået så mange ressourcer, at de er blevet meget populære, siger hun.

Mjølnerparken er - ligesom Vollsmose - i gang med en milliondyr helhedsplan, som her medfører renovering af alle lejligheder, etablering af en handelsgade, flere ungdomsboliger og en flytning af daginstitutionen til nye lokaler.

Annonce
Forsiden netop nu
OB

Alt for smal kost ved Limfjorden

Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce