Annonce
Debat

Så dø dog for helvede, far

Min far blev indlagt på Svendborg Sygehus 7. marts. Han har synkebesvær, en uspecificeret infektion - og har det dårligt. Jeg er hos ham på plejecentret på Fyn, hvor han har boet i et år, da det sker. Jeg bor på Sjælland og er nødt til at forlade ham i to dage. Få timer efter, at jeg kører, besluttes det at indlægge ham.

Jeg får at vide, at min far går rundt på værelset på hospitalet og vil hjem, så får han delirium og bliver lagt ned. Han er indtil dette forløb lidt dement, men meget stabil i sin demens og kan sagtens føre en normal samtale og kan kende personer, udtrykke ønsker og følelser og huske begivenheder. Han er glad og tilfreds med livet; han har en veninde, som han har haft i 20 år, siden min mor døde, og hun betyder meget for ham. Han elsker at danse, og der skal danses, og jeg skal svinges rundt hver gang vi ses.

Fire dage efter sin indlæggelse besluttes det at lægge ham i palliativ eller såkaldt lindrende behandling. Årsagen er, at han ikke samarbejder i den behandling, der bliver forsøgt - og er dement. Han har også pludseligt mistet sin tale.

Jeg kommer over til min far samme dag og bliver hos ham døgnet rundt, indtil han dør. Hvad jeg ser, da jeg kommer, undrer mig. Min far har en dyne på med bolde i; den er virkelig tung og varm, og han vil ikke selv, i den tilstand han er i, kunne løfte den - og da jeg mærker på hans krop, er han brændende varm og har tydeligvis feber. Jeg tager dynen af og lægger et tæppe på ham, så han kan nedkøle. Da jeg spørger til, hvorfor han har det på, får jeg at vide, at det beroliger ham.

Min far kæmper; han vil ikke sådan lige dø, men det er jo det, der er planen, når han er lagt i såkaldt lindrende behandling. Jeg vil så gerne have, at det går stærkt - for hans skyld. Min far ligger med et kateter og uden væske eller drop af nogen art. Jeg tænker, at han tørster. Da jeg spørger ind til, hvorfor han ikke får et drop, får jeg at vide, at det forlænger processen.

Min far lider og er urolig. Når jeg fugter hans mund med en skumpellet med vand på, er han så tørstig, at han bider i den, så jeg ikke kan give ham den smule fugt i munden, han må få.

En morgen vågner jeg ved, at han er i tydelige smerter, han ømmer sig og hæver sin arm. Da jeg går over til ham og rører ved ham, trækker han sig tilbage fra mig og vil ikke have berøring. Han er tydeligvis meget til stede i kroppen. Det viser sig, at natsygeplejersken har vurderet, at han er rolig og ikke har behov for morfin. Der er således gået mange timer, hvor han ikke er blevet smertedækket alt for meget.

Jeg vil have, at min far får morfin med faste intervaller, så det ikke skal være en personlig vurdering foretaget af den sygeplejerske, der nu er på vagt. Det ønske får jeg igennem - men hvad med de patienter, der ligger i samme situation, men ikke har en pårørende til at passe på sig hele tiden?

Det tager nogle timer efter min far nu får morfin, til han bliver rolig og smertefri igen. Han får nu fast morfin hver fjerde time døgnet rundt. Han er halvt inde i sit forløb med at dø og ligger nu roligt resten af tiden. Det gør dog ondt, hver gang han bliver vendt. Der løber brun væske ud i kateteret, men det er ikke urin, for han har ikke drukket i over en uge.

Sidste dag, han lever, har han ligpletter på fødderne, men er stadigvæk levende. I løbet af dagen bliver han kold, undtagen på brystet, hvor hjertet stadigvæk slår. Jeg kan se time for time, hvordan han svinder ind. Min far er stærk og desværre længe om at dø. Det tager seks dage under såkaldt palliativ eller lindrende behandling. Jeg ligger helt tæt på ham og holder ham i hånden, da han åbner munden, ikke kan tage en indånding igen - og dør.

Som pårørende føler jeg, at min dejlige far, som har kontribueret til samfundet hele sit liv, skabt en familie og arbejdet, siden han var 14 år, bliver aflivet på umenneskelig vis; han bliver tørstet ihjel, lider under forløbet - og jeg bliver medskyldig.

Det foregår i Danmark i 2019 på daglig basis rundt omkring på landets hospitaler. De fleste mennesker dør på hospitalet, og så længe systemet er på denne måde, kan vi selv eller et menneske, vi er meget tæt på, komme til at dø på denne måde. Det er primitivt og umenneskeligt, at et menneske, som kun har til udsigt at dø, ikke må få den nødvendige medicin til at det kan ske, men skal dø langsomt og pinefuldt.

Hvis jeg behandlede min hund på denne måde, ville det være dyremishandling. Det skal ikke være en personlig vurdering, hver gang et menneske i palliativ behandling skal have morfin, men sættes som faste intervaller, hvor der bliver givet den maksimale lovlige dosis med så korte intervaller som muligt hver gang.

Aktiv dødshjælp, som vi giver vores husdyr, burde være et emne, som politikere skal tage stilling til. Flere partier har ikke gjort det. De bør tage stilling til det ud fra et informeret grundlag, hvor flere mennesker i palliativ behandling bliver fulgt tæt igennem hele forløbet, selvfølgelig med de pårørendes tilladelse.

Det er trist og amoralsk, at vi lever i et samfund, hvor det at dø - noget, vi alle vil opleve, først med vores forældre og til sidst med os selv skal foregå på denne måde, som det skete med min far.

Annonce
Susanne Hedegaard Drøjsbjerg
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Nordfyn

Radiostation deler gratis antenner ud

Læserbrev

Kultur. Tak til kronprinsparret 2

Synspunkt: Da jeg læste Peter Hagmunds leder ”Tak til kronprinsparret” den 1. november, glædede jeg mig over de mange gode synspunkter, han bringer frem såsom: ”Alligevel kan man godt opfatte det en kende sært, at kronprins Frederik og kronprinsesse Mary står på en scene i netop Odense, når parret lørdag uddeler priser til en række kunstnere og kulturfolk. For Odense Kommune har netop besluttet omfattende nedskæringer i byens kulturudgifter.” Lige siden har jeg funderet over årsagen til, at der spares så heftigt på kulturen i Danmark i disse år. Vore nabolande Norge, Sverige og Tyskland – lande vi gerne sammenligner os med – gør det stik modsatte. De øger kulturbudgetterne, og de gør det markant. Efter min mening er der to væsentlige årsager til den stedmoderlige behandling, kulturen får i Danmark. For det første er de allerfleste af vore beslutningstagere unge eller yngre mennesker, som vort skolesystem ikke i tilstrækkelig grad har givet mulighed for at stifte bekendtskab med klassisk kultur og dannelse. De kender og respekterer simpelthen ikke den kultur, de koldblodigt skærer ned på. Det ironiske er, at kulturpengene jo er pebernødder i det store budgetspil, men da beslutningstagerne ikke kender nok til området, gør det ikke ondt på dem at svinge sparekniven, og som ofte sagt: ”Der er ikke stemmer i kultur” – desværre. For det andet mener jeg, at Peter Hagmund og hans kolleger burde gribe i egen barm og overveje, om medierne i almindelighed og - når vi taler kultur i Odense - Fyens Stiftstidende i særdeleshed kunne påtage sig et større ansvar i denne sag. For det er jo sådan, at i vore dage eksisterer man kun, hvis man er synlig i medierne. Jeg kender til hudløshed argumentet, at kulturstof ikke er populært, men det får mig til at tænke tilbage på en korrespondance, en af mine veninder for en del år siden havde med en dansk tv-station. Min veninde klagede over, at en stor operaforestilling blev sendt kl. 02.00 (det var inden, man i samme grad som nu havde mulighed for at optage, streame og se tv on-demand). Svaret fra TV-stationen lød, at de sendte udsendelsen på dette sene tidspunkt, fordi der ikke var ret mange, der så den slags. Man kunne også forestille sig, at problemstillingen i virkeligheden var den omvendte, nemlig at folk ikke så den slags, fordi det blev sendt på et tidspunkt, hvor de fleste lå i dyb søvn. Måske ville læserne faktisk værdsætte større mængder af velformidlet kulturstof, hvis det fandtes i medierne. I øvrigt tror jeg, at mange af de mennesker, der læser kultursiderne, læser den trykte avis og ikke avis på nettet. Populariteten af kulturstoffet er derfor ikke målbar på samme måde som ”klik" på avisens hjemmeside. Hagmund skriver at ”kronprinsparrets besøg i Odense kan være med til at flytte opmærksomheden tilbage til det, der også er kunstens og kulturens kerne: At den er dannelse. At den er identitetsskabende. At den har en særlig berettigelse.” Kære redaktører og journalister. Jeg mener absolut, I kan medvirke til at flytte opmærksomheden tilbage på kulturen og fjerne det ”spørgsmålstegn ved, om byen nu egentlig har det levende, aktive kulturliv, som man ofte påstår at ville anvende som salgsargument over for tilflyttere.” I skal blot opprioritere kulturområdet, så det bliver mere synligt i mediebilledet.

Annonce