Annonce
Udland

Roxette-sangerinde Marie Fredriksson er død

Frank Leonhardt/Ritzau Scanpix
Den anden halvdel af Roxette, Per Gessle, takker den nu afdøde Marie Fredriksson for mange års samarbejde.

Den svenske sangerinde Marie Fredriksson, der er kendt fra duoen Roxette, er død. Hun blev 61 år.

Det bekræfter hendes manager, Marie Dimberg, i en pressemeddelelse, skriver den svenske avis Expressen.

- Det er med stor sorg, at vi skal meddele, at en af vores største og mest elskede kunstnere er væk.

- Marie Fredriksson døde om morgenen den 9. december som følge af sin tidligere sygdom, står der i meddelelsen.

Hun efterlader sig manden Mikael Bolyos og deres to børn.

Den anden halvdel af Roxette, Per Gessle, takker samtidig sin kollega for mange års samarbejde.

- Al min kærlighed til dig og din familie. Det bliver aldrig det samme uden dig, siger Per Gessle.

I 2002 blev Marie Fredriksson ramt af en tumor i hjernen, og ifølge lægerne havde hun mellem 20 og 25 procent chance for at overleve.

Det blev starten på et langt sygdomsforløb. Marie Fredriksson blev senere erklæret rask, men havde fortsat sundhedsmæssige udfordringer efter strålebehandlinger.

I Marie Fredrikssons selvbiografi fra 2015 "Love for Life" fortæller hun, at hun trods de sundhedsmæssige problemer fortsat havde en lyst til livet.

- Det føles til sidst, som om jeg har forsonet mig med at have en strålingsskade.

- Jeg har mistet mange år til sygdommen. Men hver dag synes jeg, jeg er taknemmelig for at sidde her. Og at jeg stadig kan synge, skrev hun i biografien.

Roxette blev grundlagt i 1986 og er et af Sveriges mest internationalt kendte bands med hits som "It Must Have Been Love", "Listen to Your Heart" og "Spending My Time".

Som følge af Fredrikssons sygdom gik Roxette i opløsning, men blev gendannet igen i 2009 og har turneret med jævne mellemrum siden.

Det har også flere gange bragt bandet flere gange. Blandt andet på Smukfest i 2010, Forum i Horsens i 2011 og på Jelling Festival i 2015.

/ritzau/

Annonce
Citeret artikel fra Expressen
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Læserbrev

Børnevelfærd. 365 dages øjenåbner

Synspunkt: Jeg har set et andet Odense de sidste 365 dage. Var jeg blevet spurgt i januar sidste år, om jeg kendte Odense, så havde jeg nok svaret: Ja. Jeg havde nok ikke svaret, at jeg vidste alt om den, men jeg havde sagt, at jeg havde et ret godt indblik i vores kommune. Efter at have boet og arbejdet i byen i mange år, følte jeg, at jeg kendte min by – i hvert fald nogenlunde godt. At jeg så alligevel kan starte første sætning med, at jeg har lært et nyt Odense at kende, så er det fordi, at jeg i disse dage har været formand i Red Barnet Odense i netop 365 dage. Jeg vidste godt, at der var børn, som ikke havde så meget som andre. Jeg vidste godt, at alle børn ikke er så privilegerede, som f.eks. de børn, som jeg er i familie med. Jeg havde set børnehjemmene her i byen, og mødt nogle af deres børn. Jeg må alligevel sige, at jeg vidste ingenting om den del af virkeligheden – den virkelig, som også er en stor del af vores by. Og af din og min hverdag. Var du klar over – og her er det ingen skam at sige nej, da jeg heller ikke vidste det før, at der er børn i f.eks. Bolbro, som i en evaluering efter at have været på sommerlejr med Red Barnet skriver, at de er glade for, at de have fået mad i fem dage – og smagt mad, som også smagte af noget? Eller at de skriver, at de er så glade for, at der faktisk er voksne, som har tid til dem? En anden oplevelse, som gik i hjertet på mig, var i sommers, da jeg spiste madpakker med nogle af vores børn. Én havde fødselsdag i den kommende uge, og hun ønskede sig sådan, at hun også kunne invitere sine kammerater fra 6. klasse hjem – hun ville jo bare så gerne gøre, som de andre piger i klassen. Det kunne hun ikke. Eller da jeg hørte historien, om vi ikke laver så mange aktiviteter udenfor i vinterhalvåret, da vores børn ikke altid har vanter og huer. Det går da lige i hjertet – i hvert fald på mig. Jeg glemmer heller ikke, da jeg hørte historien fra en frivillig om, at de havde været ved Stige Ø. Her havde nogle børn set vand for første gang, og fundet muslinger. Da en frivillig så havde fortalt dem, at der havde levet et dyr i de skaller, så var børnene sikre på, at det var en joke. I efteråret mødte jeg også en kvinde, hvis barn var med i et af vores projekter. Vi faldt i snak, og det viste sig hurtigt, at vi faktisk var samme generation. Hun fik en datter, som 20-årig. Hendes udfordringer med at skrive og læse gjorde, at hun aldrig havde fået gennemført folkeskolen. Hendes mor havde den samme historie, og nu håber hun jo bare, at hendes datter ikke også gentager mønsteret. Det møde gav mig indblik i, hvor kæmpe forskelle der er for et barns opvækst, i forhold til hvor de bliver født. Forskellen mellem hende og mig blev jo allerede grundlagt i 1987, hvor mine forældre begge havde uddannelser og masser af hjælp til lektier, når jeg havde brug for det. Den mulighed havde hun ikke – hendes mor kunne heller ikke læse eller skrive. Jeg var så heldig at blive født på den side af hækken. Så tak for det. Heldigvis er der masser af mennesker, som hjælper nogle af vores bys mest udsatte børn. Næsten 200 frivillige, og masser af opbakning fra erhvervslivet og kommunen. Uden jer var det ikke muligt. Så jeg er helt sikker på, at vi får givet de her børn nogle gode timer sammen med frivillige mennesker, som bare gerne vil dem. Jeg ved i hvert fald, at jeg det sidste år har fået meget større perspektiv på mit liv og på vores by. Det er jeg så glad for.

Kerteminde

Fynsk golfklub udvider banen

Annonce