Annonce
Kultur

Roman: Socialisme med et kultiveret ansigt

Jan Guillous panoramiske roman om 1968 underholder, men den mangler fokus og nuancering.

Med dette syvende bind i serien om det 20. århundrede er Jan Guillou nået til det sagnomspundne og forkætrede år 1968. Det kan nok få forventningerne op, al den stund forfatteren selv tilhører 68-generationen, men trods førstehåndskendskabet er det begrænset, hvad han får ud af stoffet.

Guillou er dog ikke bange for at bruge sin egen biografi i romanen. Hovedpersonen, Eric Letang, der dog er jurist og ikke journalist, minder en hel del om forfatteren selv, blandt andet deler de fødselsår, fransk afstamning og højborgerlig familiebaggrund. Særligt det sidste er væsentligt, for Eric er som så mange intellektuelle 68'ere barn af det borgerskab, man så sig kaldet til at bekæmpe, men hvis naturlige førerstilling man alligevel var uvillig til at give afkald på og derfor omvekslede til tidens mønt. Nu var man den intellektuelle avantgarde, der forstod at lede masserne.

Annonce

Champagnesocialisme

Denne dobbelthed skildrer Guillou ganske godt, når han lader os følge den nyuddannede Eric gennem det begivenhedsrige år. Han er medlem af Socialistiske Jurister, deltager i Vietnambevægelsen og sympatiserer med palæstinensernes sag, så det er lige efter bogen. Mere angribeligt er det imidlertid, at han ender som fuldmægtig hos en kendisadvokat, hvor idealismen kan ligge på et meget lille sted, selvom kontoret - og nu Eric - forsvarer thalidomidbørnene mod storkapitalen.

Alligevel trives han i begge miljøer, og det er hans forfatter mægtig tilfreds med, mærker man. Han er glad for Erics gode manerer og naturlige verdensmandsstil - ikke mindst hans aldrig svigtende evne til at vælge den helt rigtige vin ved enhver lejlighed. Utallige er de gange, hvor vi skal lægge øre til, om eksempelvis en muscadet klæder østers bedre end en chablis. Hvem sagde champagnesocialisme? Her kunne Guillou godt have slået proppen i flasken lidt oftere.

Overgjort panorama

Erics udviklingshistorie er jævnt hen underholdende, uden at man dog engagerer sig synderligt i den. Dertil er Guillou for ueffen en karaktertegner. Der er heller ikke meget tid til den slags, for foruden Erics liv, med de behørige afstikkere til familiekrøniken, der er seriens rygrad, skal vi også se vagtparaden af 68-begivenheder og -fænomener trække op. Det hele skal med, så Prag-foråret, socialdemokratisk sindelagskontrol, Bergmans film, kollektiver, fri sex og meget mere flimrer forbi, uden at det rigtig bliver andet end staffage. Forståeligt nok kan det være svært at beherske sig, når man har med et så betydningsfuldt år at gøre, men ikke desto mindre.

Det kan undre, at Guillou ikke har mere på hjerte og ikke har haft lyst til at give et mere nuanceret billede af et år, der vedbliver at vække stærke følelser, men det bliver desværre ikke til meget mere end en gang middelmådig underholdning.

Roman: Jan Guillou: "1968"

Oversat af Anders Johansen, 408 sider, Modtryk

Annonce
Forsiden netop nu
Fyn For abonnenter

Ulovligt ifølge revisor: Konkursramt advokatfirma lånte penge i velgørenhedsfond

Annonce