Annonce
Kultur

Roman: Plagsomme efterdønninger

Maja Lee Langvad. Foto: Isak Hoffmeyer/Gyldendal

Personlig og åbenhjertig bog fra Maja Lee Langvad.

Allerede i den første optegnelse i Maja Lee Langvads nye bog "Dage med galopperende hjertebanen" slås de tre spor fast, som løber gennem hele værket. Det er en smertefuld forelskelse, et sind plaget af stress og den forløsning, som skriften indebærer for den inkarnerede skrivekugle, som Langvad selv kalder sig.

Det tema, som forfatteren forbindes med, er den transnationale adoption, som hun selv har været ude eller udsat for. Det har i mange år været en stor del af Langvads liv at deltage i det kritiske adoptionsmiljø. Det er et miljø, hun nu har forladt, og som hun føler sig befriet for. Det er især bogen "Hun er vred", der tog hende syv år at skrive, hun mærker plagsomme efterdønninger af.

Under eller efter sin søgen tilbage til adoptionslandet Sydkorea har forfatteren mødt den kærlighed, som hun forgæves søger gengældt. Den koreanske kvinde, der er længslens mål, bor i Malmø og lader kun sjældent høre fra sig. Og "hun kan ikke love noget". Situationen bliver ikke lettere af, at Maja Lee Langvad behøver ensomhed. Bare et besøg i Silvan med veninden Lily er uudholdelig. Roen finder forfatteren blandt ænder og løgplanter i Landbohøjskolens have.

Det er et sårbart menneske, man møder i bogen. Kun det at skrive giver ro og tilfredsstillelse, selv om det har sin pris. Og pris er både noget, man får, og noget, man betaler. Her deler Langvad erfaringer med både Suzanne Brøgger og især Marguerite Duras, som ofte citeres.

Det er en meget personlig og åbenhjertig bog, Maja Lee Langvad har skrevet. Og fordi hun kan skrive, bliver åbenhjertigheden aldrig privat. Man kan som læser leve sig ind i en kompliceret tilværelse. Og det ikke uden medfølelse. Maja Lee Langvad: "Dage med galopperende hjertebanken", 160 sider,199,95 kroner, Gyldendal

Annonce
Maja Lee Langvad: "Dage med galopperende hjertebanken". Foto: Gyldendal
Annonce
Forsiden netop nu
Klumme

En livsingrediens, du ikke må f**** med

Det var blevet mørkt, da de to ladvogne endelig kørte afsted - fyldt med alskens indbo. Stumtjeneren, skænken, lænestolen og alt det andet habbengut, der vidnede om, at et liv engang var blevet levet med tingene. Huset, som tingene kom fra, var lige så mørk som aftenen. Jeg har set husets to gamle beboere mange gange. Sludret med dem om campingvognen, ferien sydpå og julefrokosten i pensionistklubben. Om længslen efter besøgene, der pludselig stoppede – og sorgen over det. ”Hvorfor?”, hang altid tungt i luften. En dag var kvinden væk. Demensen havde taget hende, sagde nogle. Længe efter konen forsvandt, så jeg manden gå alene frem og tilbage på vejen. Han så fortabt og trist ud. Ensom. I stedet for at tage kontakt til den gamle mand, begyndte jeg at ”gemme” mig, når jeg så ham. Bag min telefon, mit pandehår eller mælken, der i raketfart skulle på køl. For jeg har jo virkelig travlt, ikk’? Åbenbart alt for meget om ørerne til at give den gamle mand fem minutter af min tid (for hvad nu, hvis han, ligesom Fakta, gerne ville have, at jeg blev lidt længere?). Dét var der altså ikke tid tid. Nu er manden også væk. Det har han været et godt stykke tid. Jeg har taget mig selv i at hold øje med, om han kom forbi min vindue. Det gjorde han ikke. Mon han er død lige som livet i huset? Er han kommet på plejehjem? Er der overhovedet andre end mig, der har bemærket, at han er væk? Jeg ville ønske, at jeg kunne spole tiden tilbage. At jeg havde taget hovedet ud af r**** og talt med min næsten nabo, som jeg gjorde for år tilbage. For hvad er egentlig mere vigtigt end, at vi ser hinanden og tager os tid til hinanden? Relationer er det vigtigste i verden. Det er dem, der er med til at holde ensomheden fra døren. Relationer får os til at føle os i live. Studier viser faktisk, at det skærer år af vores levetid, hvis vi ikke er en del af relationer. Det tomme hus og møblerne på vognenes lad fik mig for alvor til at vende blikket mod en af mine relationer, hvor mørket er ved at falde på. Det fik mit til at tænke på, hvordan tid er en livsingrediens, vi ikke må f**** med. En dag har vi ikke mere tid at give af. Vi skal sænke farten og lade være med at spilde tiden på at brokke os over vejret eller lørdagens genudsendelser på tv. Tidsspilde er det også at bære nag, være vrede over fortiden, at kæmpe for at få ret eller for at ændre andre. Vi skal give hinanden vores (nu)tid. Være sammen med de mennesker, vi holder af. Tale med hinanden – naboen, forældre, kassedamen, ens børn, taxichaufføren, venner. Give hinanden kys, kram og komplimenter. Hver dag. Dét er en god måde at bruge tiden på.

Annonce