Personlig bekendelse er et spejl for mange - især kvinder
Bøger: Det er benhårdt at skulle være mor for alle generationer. Det er et vilkår for den færøske forfatter Sólrún Michelsen, født 1948 - ligesom det er et vilkår for mange andre, født omkring det tidspunkt: Når man når op i 60-års alderen og er så heldig både at have forældre, børn og børnebørn, ja så behøver man ikke mangle arbejde. Alle skriger på hjælp, og hvem er mere nærliggende end kvinden i midten med de flotte titler: datter, mor, bedstemor.
Det handler "På den anden side er marts" om. Den er skrevet ud fra Sólrún Michelsens egne oplevelser med sin demente mor i hendes sidste måneder, og på den måde er den personlige historie et spejl, man kan spejle sig i.
Her beskriver forfatteren sin vrede, når hendes mor lader, som om hun er en lille pige, og hun skal være mor for sin egen mor. Her beskrives også frustrationerne over at ville det hele og kun kunne gøre det halve. Her beskrives den store sorg over at miste og samtidig skulle være stærk for en hel familie. Kort sagt: Genkendelighed. Genkendelighed.
Desværre er "På den anden side er marts" fyldt med refleksioner, som er meget, meget sympatiske, men som rent sprogligt ikke hæver sig over det banale. Det gør i højere grad bogen til en personlig bekendelsesbog end en roman: "Nu hvor jeg har taget mig af flere generationer, burde der være nogen, der kunne samle mig op i sin stærke favn (...)"
Som sådan er bogen dog helt sikkert brugbar: Du er ikke alene i din frustration over at være blevet kvinden i midten. "På den anden side er marts" - og så kommer foråret.
Sólrún Michelsen: "På den anden side er marts", oversat af Kirsten Brix, 146 sider, 199 kroner, Forlaget Torgard.